Søndag 2018-03-11 Snesmeltedag
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Der var tåget og vådt, men Toke skulle lige en tur i IKEA for at købe den store bamsehaj, som Sigurd blev fascineret af i går: Det er hans fødselsdag i overmorgen og det er aldeles upassende at give en 14-årig Sigurd en bamse, så den chance vil forældrene ikke gå glip af. Det viste sig at Frida havde tænkt på præcist det samme, så hun krævede ejerskab over både idé og produkt da Toke kom hjem.
Efter frokost drog Frida & far mod en nærliggende genbrugsbiks (Loppeladen Genbrug), for at se om der var noget skab-skuffe-agtigt noget til Frida. De havde nu ret stærkt fokus på samlerting, så ingen gevinst.
Derhjemme arbejdede Hanne på at få styr på hytten, særligt Astas værelse.
Lørdag 2018-03-10 Fødselsdagsfest og IKEA-tur
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Bedstemor kunne berette at Asta havde været dyngvåd ved afhentning i går. Asta forklarede selv at hun havde kørt på slæde ned i en vandpyt og havde lagt sig til at hvile, da hun blev træt. I vandpytten, forstås.
Der blev kun tid til et par knus og et bad, så skulle Asta videre til fødselsdag hos en pige fra klassen. Der var skattejagt i sneen og musikinstrumenter i kælderen. Da far kom for at hente falde han i kaffesnak med de andre forældre. Det tog en times tid. Imens gemte Asta sig for far, fordi hun ikke ville hjem. Ja, en hel time. Stædighed har hun nok af.
Om aftenen fandt Sigurd ud af at han trænger til både bord, stol & hylde på værelset. Helst fra IKEA. Forældrene skulle ikke andet end at dovne, men storesøster var med på en tur. De fandt vistnok hvad de ledte efter, selvom hovedfokus blev stjålet af en tøjhaj. Det med møblementet kommer på ønskesedlen til "Sigurd skal ikke konfirmeres, men holder en fest"-festen.
Fredag 2018-03-09 Vinterdag II
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Det var en smuk vintermorgen i går og i dag blev den gentaget, bare med blidt faldende sne. Asta blev i skolen af bedsteforældrene, til fredagsovernatning. Frida & Sigurd tog til Musik på tværs på skolen hvilket efterlod forældrene alene hjemme. Det udnyttede de til at læse & computernørde med udtrykkelig gensidig aftale om at det var forbudt at begynde at planlægge eller på anden vist diskutere seriøse ting.
Aarhus i sne
[panorama]
Torsdag 2018-03-08 Halvalmindelig torsdag
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Asta var som sædvanlig til musik om eftermiddagen - det handlede om klaver og hun var med på at lave lektier med det derhjemme. Sigurd tog til bueskydning og Frida var til foredrag.
Frida fik forøvrigt ikke det biografjob hun havde været til samtale om. Det tog hun i stiv arm - hun har jo allerede har et job hun er glad for.
Der varmes op til storkonflikt. Hanne er udtaget til strejke, Toke & Frida bliver lockoutet (Frida indirekte i form af lockout af hendes lærere). Status er ukendt for Sigurd & Asta.
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Asta arrangerede legeaftale med Ve fra klassen. De stod selv for at ringe hjem til deres respektive forældre fra SFOen. Dog med 20 sekunders telefontid til en fra personalet, der forsikrede at der var styr på det.
Det er første gang Ve var på besøg, men det gik supernemt: De legede på trampolinen i starten og trak ellers ind på Astas værelse og blev der indtil aftensmad. Aftensmaden var snydesuppe med ægteboller. Ve jublede Jeg elsker suppe! Bedste mad i verden. I universet!
.
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Al den fine sne er ved at smelte! Øv! Asta slog sin snemand ihjel af ren medlidenhed.
Hanne havde strejkemøde:
Hanne: Jeg vil tage afsted nu
Toke: Rød front!
Asta: Faaar, jeg kan ikke lide brødfrugt!
Om aftenen havde Hanne sin vejforeningsformandskasket på og skulle dele generalforsamlingsindkaldelser ud:
Hanne: Hvad kan man bruge i stedet for clips?
Toke: Klip et hul i papirerne og bind en snor i?
Hanne: ...Andet?
Toke: Lim siderne sammen?
Hanne: ...
Toke: Riv lidt ned i siden og sæt et stykke tape over?
Hanne: ...Mere?
Toke: Er det her en af de der intelligenstests, hvor man skal fortælle hvad man kan bruge en ske til?
Hanne: Jeg spørger naboerne om de har clips.
Toke: Damn.
Frida: 16 år, 5 mdr. Sigurd: 13 år, 11 mdr. Asta: 6 år, 11 mdr.
Teknisk set var det nok maksimalt vinter i går, men der var familien til barnedåb. Der var nu stadig en masse sne, så Hanne tog Asta med på kælkebakken i 1½ timne, mens Toke tog en hurtig tur langs vandet.
Hannes afdeling er udtaget til strejke on en måned. Toke er ikke, men mon ikke der kommer lockout?
Om aftenen kom Frida hjem og kunne berette om genvordighederne ved at have forældre med selektiv smag i brædtspil:
Frida: Jeg blev mobbet i dag fordi jeg ikke kendte reglerne til Matador
Far: Ak, tænk at komme fra et hjem uden Matador
Der trænes til Kapsejladsen med ikke-sne
Is & Isbjerget