af John Christiansen - d. 29. september 2018
Den jyske Opera spiller Bizets ” Carmen” fra den 5. oktober – Hvem betyder mest for Carmen? – En opera med et væld af musikdramatiske finheder
Man
kan hævde, at Georges Bizets ”Carmen” er en af de operaer, som man ikke behøver
at kende, før man går i operaen. Koner kan invitere mændene med til ”Carmen”
uden at være nervøse for, at de vil falde i søvn. Det er en opera med en fængslende
kvinde som midtpunkt og med fængende melodier, som man rives med af. ”Carmen”
er sagen for dem, som mener, at en god opera skal have en melodi eller flere at
nynne sig hjem på. Men naturligvis er det ikke et nødvendigt succeskriterium.
Og naturligvis giver det altid større udbytte, jo bedre man er inde i operaen.
En katastrofe
Men premieren på ”Carmen” på Opéra Comique i Paris den 3.
marts 1875 blev en katastrofe for komponisten, og det var en af de specielle. Den
blev ikke piftet ud som så mange andre. Der var høfligt bifald, men kun høfligt,
hedder det. Stemningen i teatret var ligegyldig, og det slog Bizet ud. Men var
”Carmen” i virkeligheden kun for ny og for anderledes for publikum? I dag
værdsætter vi Bizet for, at han var sin egen, Pressen var også negativ, men det
er blevet dokumenteret, at den i Paris dengang mest gik ud på at overbyde
hinanden negativt.
Tre måneder senere døde Bizet som kun 38-årig. Eftertiden har
ikke forstået, hverken hvorfor han døde, eller hvorfor ”Carmen” ikke blev en
succes. Hvordan kunne publikum undgå at blive tændt af en så levende
melodistrøm. Begejstret blev publikum til gengæld i Wien i oktober samme år for
en ny version, som Bizet havde bedt sin ven Ernest Guiraud at lave. Den
oprindelige talte tekst mellem musiknumrene blev erstattet af musikalske
recitativer, og denne version hjalp meget til at gøre operaen til en succes.
Friedrich Nietzsche, filosoffen, som også komponerede, benyttede endda ”Carmen”
til et angreb mod Wagners operaer.
Vi får originalversionen
På Den jyske Opera vender man tilbage til originalen, som
faktisk nu altid benyttes i Frankrig, og det er godt af flere grunde.
Oplevelsen af operaen som et forløb fra et genrebillede til et intens drama er
stærkest i originalen. Den talte tekst giver flere små detaljer. Der tales
meget i begyndelsen, men det tynder ud mod den dramatiske finale. Guiraud måtte
forkorte den oprindelige tekst, da den tager længere tid at synge end at tale. I
originalen får vi for eksempel at vide, at officeren Zuniga til anden akts
krofest har inviteret den berømte toreador, som i den senere version blot
dukker uanmeldt op. ”Carmen” kaldes en opera comique. Naturligvis er der ikke megen
komik, men ordet comique står på fransk for operaer med talt tekst mellem
musiknumrene, og de var henvist til at blive opført på Paris’ anden operascene Opéra
Comique.
”Carmen” må være en specielt tillokkende opera at sætte op. For
en dirigent er der meget effektfuldt at tage fat på, og den fornøjelse får franskmanden
Jérome Pillemant, som i 2004 dirigerede Massenets ”Don Quichotte” meget overbevisende
på Den jyske Opera. For en instruktør er operaen rig på forskellige mulige tolkninger,
og det bliver amerikaneren Thaddeus Strassberger, der skal finde sin vej. Måske
hjælper den tyske musikkritiker Robert Braunmüllers artikel i Den jyske Operas
programbog til at finde vejen til netop Den jyske Operas bud. Artiklen hedder ”Om
kærlighed eller død”. Operaen handler om begge dele. Jeg citerer Braunmüller: ”For Carmen er kærligheden noget, der lever
i øjeblikkets vekslende luner og den er identisk med seksuelt begær”. Og mere diskutabelt: ” Lidenskabelig kærlighed er befriet for skyld”. Og om døden: ”Carmen benægter døden, og hun nyder sit liv
i øjeblikkets tilfredsstillelse. Selv om hun er sikker på, at José vil myrde
hende, forbliver Carmen sig selv tro”.
Carmen elsker, men hvem stærkest
Spørgsmålet,
hvem Carmen elsker stærkest, er ikke så lige til. Escamillo er den næste efter
Don José i rækken af Carmens mænd. Der turde være mange af dem, men operaen har
kun plads til de to. Don Josë er den mest spændende for hende, selvom hun må
betragte ham som et skvat. Han vækker hendes interesse, da han som den eneste tilsyneladende
ikke interesserer sig for hende. Hendes følelser for ham vågner, da han som
hendes bevogter i stedet lader hende slippe fri – og selv må i fængsel. Hun er
pjattet som en nyforelsket, da han kommer ud igen. Hendes skuffelse er dyb, da
han straks vil forlade hende på grund af sin soldaterpligt. Han synger da inderligt
om sin kærlighed til hende, hvor han mindes det øjeblik, da hun kastede en rose
til ham. Hun forstår det ikke: ”Nej, du elsker mig ikke”. Afslutningen her på
Josés arie og hendes fortvivlede og uforstående konstatering er et intenst
øjeblik. Desværre må publikum her klappe efter Don Josés arie, og det ødelægger
meget.
Der er gået en
tid mellem denne anden akt og tredje akt, hvor Carmen og Don José har været
sammen med smuglerbanden i en tid, da de vel har elsket hinanden, men da hun
også er blevet træt af ham. Deres verdener har intet til fælles og kan ikke
forenes.
Alligevel
lader hun sig binde til ham i døden, som hun ved, han vil påføre hende til
sidst. Forinden i fjerde akt synger hun en banal, men smuk kærlighedsduet med
Escamillo, som han indleder: ”Hvis du elsker mig Carmen” og hun svarer i hans
tonesprog: ”Aldrig har jeg elsket nogen som dig”, men engagementet er ikke det
samme, som det har været i forholdet til Don José. Men det veksler fra
opsætning til opsætning, hvordan deres forhold virker.
Nå ja, det
var i Italien for nylig, at en opførelse i bedste ”me too”-eftersnak omvendt sluttede
med, at Carmen slog Don José ihjel. Men en sådan gang nonsens skal man ikke
beskæftige sig med.
Handling med mange finheder
1.akt: Sevilla.
Himlen er lys i A-dur. Soldater på vagt. En kvinde nærmer sig forsigtigt, men
hun, Micaela fjerner sig hurtigt fra soldaterne igen. José, som hun søger,
kommer først med vagtafløsningen. En deling børn efteraber soldaterne. Pigerne
fra tobaksfabrikken har pause. Carmen er den dominerende, og hendes sensualitet kommer frem i en ”Habanera”. Sangen er oprindelig af Sebastin Yradier, men Bizet
har givet melodien et nyt ansigt. Carmen opdager José stående i egne tanker, som
hun vækker ved at kaste en rose mod ham. Alle ler, kun orkestret spiller et skæbnemotiv,
hvori døden lader sig høre. En genial kontrast. Micaela kommer igen med et
kærligt brev fra hans mor. Carmen slås
med sine kolleger og arresteres. José får ansvaret for hende, Carmens forføriske
”Seguidilla” knækker ham, og hun undslipper.
2. akt: Lillas
Pastias berygtede kro med sigøjnerpiger, soldater og smuglere. Carmen venter på
sin soldat. Den berømte toreador Escamillo synger sin slagsang. Hvilket indtryk
den gør på Carmen, bestemmer sceneinstruktøren alene. Hun og hendes smuglervenner
synger en kvintet. De forstår ikke, at hun skulle være forelsket. Don José
kommer endelig som ovenfor beskrevet. Hendes vrede mod ham er dyt forankret i
såret kærlighed. Han forklarer sig, hun spotter ham. Han kæmper, men
afgørelsen, om han skal blive, bliver ikke hans. Hans foresatte officer kommer
og griber til våben mod ham. Smuglerne må gribe ind. Don Josë må følge Carmen
og smuglerne.
3. akt: I
bjergene. Vidunderligt lyrisk smukt forspil. Fløjte og harpe skildrer den
andalusiske sommernat. Carmens og Don Josés kærlighed er afløst af gensidig
bitterhed. José mindes, at han er nær sin mor, og Carmen spørger ironisk,
hvorfor han så ikke tager hjem. Carmen og pigerne spiller kort, som varsler
hendes død. Don José bliver ene tilbage som vagtpost. En hyrde har ført
Michaela op i det vanskelige bjergterræn. Hun synger om sin angst og kamp for at
vise styrke, hun ser Escamillo komme og dennes kamp mod José, der er nær ved at
dræbe ham, men han reddes af Carmen. Michaela opdages. Josés mor er døende, og
han bestemmer sig efter en hård indre overvejelse at drage hjem. Samtidig sker
der noget endeligt mellem Carmen og toreadoren. Hun føler hans nu fjerne sang
som skæbnens signal.
4.akt: Et
forspil fyldt af livsudfoldelse. En spansk festdag uden for tyrefægterarenaen.
Det korte kærlighedsmøde mellem Carmen og Escamillo. Vi hører publikums reaktioner inde i tyrefægterarenaen.
Carmen og José mødes udenfor. Han trygler om, at de skal forsøge sammen endnu
engang. Spillet mellem dem slutter med, at hun kaster sin ring tilbage mod ham.
Hun lader ham bore en dolk i sit hjerte. I orkestret stiger skæbnemotivet,
dødsmotivet og blander sig med Escamillos triumferende toner.
Partierne og sangerne
Carmen er et parti for en mezzosopran, men man kan også høre
også en sopran og endda en alt i det. Carmen kan tolkes og spilles på flere
måder. Hun er ikke nødvendigvis specielt smuk, men hun skal have udstråling. På
Den jyske Opera synger to mezzosopraner alternativt, den danske Johanne
Højlund, hvis største parti det bliver, og den hollandske Francine Vis. Tre
andre store partier er den dramatiske tenor Don José, som synges af
australieren Samuel Sakker og tyskeren Daniel Szeili, som vi allerede hørte i ”Passageren”.
Kavalerbarytonen Escamillo med den berømte toreador-sang bliver vor egen Lars
Møller og den norske Leif Jone Øllberg, som også sang i ”Passageren”. Carmens
modstykke er Micaëla, velklang i både stemme og sind. Hun synges af Tanja
Christine Kuhn, også en af Den jyske Operas faste sangere, og den unge danske
sopran Lona Mohr Villadsen, som er uddannet på konservatorierne i København og
Odense. Endnu fem danske sangere har navngivne roller, basserne Andreas
Winther, Per Bach Nissen og Jens Bové og de to barytoner Thomas Christian Sigh
og Morten Wang.
Ekstra operabyen Sevilla
”Carmen” foregår i Sevilla. Det er en historie for sig. Går
man rundt i byen, skal man nok støde på en kvinde, som man gladeligt tager for en
moderne Carmen. Byen selv kunne lægge kulisse til Bizets opera efter Prosper Mérimées
roman. Udgivelsen af romanen i 1845 og senere operaen gav også stærke stød til
turiststrømmen i Sevilla. Man finder let atmosfæren. Cigaretfabrikken, hvor
Carmen arbejdede, eksisterer stadig. Og der afholdes tyrefægtning i den samme Maestranza
tyrefægter arena, uden for hvis porte Don José dræbte Carmen. Mange operaer
foregår efter deres tekst i Sevilla, men de kunne foregå andre steder. ”Carmen”
kan ene af alle kun foregå i Sevilla.
Byen praler naturligvis med Rossinis ”Barberen i Sevilla”
fra 1816, men allerede i 1782 skrev Paisello en pragtfuld opera med samme titel
og emne. Mozarts ”Figaros bryllup” foregår følgelig også på et slot nær Sevilla.
Det gør uden nogen forbindelse også ”Don Giovanni”. Florestan i Beethovens
”Fidelio” sad fanget i Sevilla, og Verdis Skæbnens magt” tager sin begyndelse i
Sevilla, inden parret, som elsker hinanden, flygter derfra for først at mødes nær
operaens ende. Også Massenets ”Cherubin” kan tages med. Turistforeningen i byen
arrangerer operature. De berører et dusin operaer. Der er mange flere, når man
regner alle de glemte komponister med, som også skrev en Figaro eller en Don Juan,
og alle komponisterne, som skrev zarzuelas, den klassiske spanske variant af
operetten. Den genre var Sevilla hovedby for.
Den jyske Opera:
Bizets ”Carmen”. Premiere i Sønderborg den 5. oktober. Tryk på annoncen oppe til
højre og læs nærmere om datoer, spillesteder og medvirkende de forskellige steder.
Spilletiden er beregnet til tre timer.
Plakat: Sådan blev
Carmen præsenteret engang. Billeder fra Den jyske Opera forelå endnu ikke, da
denne artikel blev sat på.
Historisk smagsprøve: Tryk på billedet og hør Maria Callas synge "Habanera" og den nu 94-årige franskmand Georges Pretre dirigere forspillet af "Carmen". Covent Garden London 4. november 1962. Hør endelig også den spanske ægte mezzosoptan Teresa Berganze på båndet. Og prøv så sammen med hele familien at slå ind på biledet af" Mozarts Erben".