Hørmarken på sletten

Et af Hedeboegnens varemærker, som viser hvor rig egnen var, er de særlige Hedebosyninger. Det er broderier, som blev kendt verden over. Man fremstillede linned af hør, der som bekendt har fine, blå blomster. Der blev dyrket hør på de fleste gårde i Danmark, hvor jorden var egnet til det, og gårdene var oftest selvforsynende med både tøj og linned.

Alle hjalp til

Det tog ti mennesker en hel dag at luge en tønde land hør. Alle hjalp til i hørmarken, og man arbejdede meget forsigtig for ikke at beskadige de værdifulde planter.

Hørren var en meget vigtig del af datidens mere eller mindre selvforsynende husholdninger, og der var overtro omkring hørplanten. Det siges, at man aldrig ville mangle tøj, hvis man altid huskede at hilse på hørmarken, når man gik forbi. Sjovt at forestille sig, hvordan forbipasserende i sin tid har gået og talt med hørmarkerne.

En langsommelig proces

Hørren gennemgik en lang række arbejdsprocesser før den kunne anvendes. Først skulle den trækkes op med rod, så lufttørres og derefter gæres, så tørres igen og dernæst brydes. Brydningen, som handlede om at bryde plantens overhud fra rod til top, var et krævende arbejde og blev ofte gjort i fællesskab mellem flere gårde. Man sluttede ofte de hårde arbejdsdage af med et brydegilde, hvor alle fik god mad og drikke, før der blev spillet op til dans.

Efter brydningen skulle hørren skættes (man frigjorde de træagtige fibre), hegles (hørren blev ”friseret”), spindes, bleges, væves, og først derefter kunne arbejdet med det fine broderi begynde.

Der blev holdt vagt

Efter vævningen blev linnedet bleget igen. Det, der skulle bruges til sengelinned, duge og tøj, skulle være skinnende hvidt. Det blev vasket med askelud og bredt ud i lange stykker på en græsmark. Lærredet lå længe på bleg, som man kaldte det. Man måtte passe på, at gæs og høns ikke vraltede ind over stoffet. Og man satte ligefrem piger og karle til at vogte over stoffet dag og nat, så tyve ikke skulle rende med det.

Mange penge værd

Når hele processen var gennemført, blev linnedet rullet sammen og opbevaret i gårdens kister indtil det blev syet. Jo flere kister gården havde, jo bedre. Kisterne var at sammenligne med bankbokse. I slutningen af 1800-tallet blev en gårdejerfamilies sengeklæder, linned og dækketøj fx opgjort til samme værdi som 16 kvæg.

Foto H. Dalby, Dansk Folkemindesamling.