Anne fra Grønnebakken lever i os alle

Den nye serie har fået et ansigtsløft og er også en genfortolkning i forhold til den oprindelige serie. F.eks. foregår den nu i slutningen af 1900 tallet, hvor den oprindelige fandt sted ca. et århundrede tidligere.

Men det, der giver historien alt dens saft og kraft, er helt det samme.

For det er den forældreløse Anne, der adopteres af et ældre søskendepar, hvorefter hun kommer til at bo på hendes højtelskede Grønnebakken.

Anne, med det vilde røde hår, hendes heftige temperament og hendes dybe sult efter viden, sandhed og frihed får os igen og igen til at grine, græde og krumme tæer sammen med hende.

Hun er blevet forladt, mobbet, udskældt og hånet flere gange, end vi kan forestille os er menneskeligt muligt, og hun lever i en tid, hvor det forventes, at børn makker ret, er artige og tier stille, med mindre de bliver bedt om at tale.

Men Anne er ikke et væsen, der makker ret eller tier stille, og selv om hun er blevet traumatiseret igen og igen, nægter hun at acceptere grænseoverskridende adfærd.

I en scene i det første afsnit, møder hun kvinden, der bor ved siden af Grønnebakken, og det møde går mildt sagt ikke stille for sig. Kvinden agerer, som mange gjorde på det tidspunkt, ved at være kold og respektløs overfor et barns følelser, og hun får i én sætning kaldt Anne både grim og ranglet og retter især kritik mod Annes røde hår.

Anne responderer med et heftigt raserianfald, hvor hun til sidst løber væk og gemmer sig i skoven, som altid er det sted, hun søger hen i sin ensomhed.

Det, der er så fascinerende ved denne scene, er Annes evne til at sige fra. Hun er truet fra eller sider, både i forhold til hendes egen traumatiske fortid gennemsyret af svigt, såvel som fra den kulturelle forståelse af hvordan børn skulle opføre sig - men endnu mere i forhold til hendes fysiske overlevelse. Da hun mødte nabokonen, var hun stadig på ”prøve” hos Cuthbert-søskendeparret (de ville have en dreng, Anne blev sendt til dem fra børnehjemmet på grund af en misforståelse), så det mindste fejltrin kunne sende Anne direkte tilbage til det helvede, hun kom fra.

Men sandhed og retfærdighed er vigtigere for Anne end hendes overlevelse, hvilket er et sjældent syn. Selv da hun kommer tilbage fra skoven, hvor Marilla (en af de to søskende, der har adopteret Anne) i afmagt sender hende op på værelset, indtil hun er villig til at gå over og sige undskyld til nabokonen, er det ikke en mulighed for hende at gå på kompromis med hendes værdier. Hun er rædselsslagen ved tanken om at blive sendt tilbage til børnehjemmet, og hun er oprigtigt ked af, at hendes grænsesætning overfor nabokonen satte Marilla i forlegenhed. Men hun nægter at sige undskyld for noget, der ikke er hendes skyld – hun vil hellere sendes tilbage til børnehjemmet end at begå sjælemord.

Denne episode (som blot er en af mange), sender Marilla og Matthew Cuthbert ud på en stejl læringskurve, hvor de heldigvis mere og mere forstår Anne og derfor kan støtte hende i stedet for at re-traumatisere hende.

Det smukke er, at Annes stærke vilje og hendes ufravigelige krav om sandhed og retfærdighed vækker ønsket om de kvaliteter hos både Marilla og Matthew. Anne får dem til at vågne op og forholde sig mere kritisk til verden omkring dem, og hendes væren i verden kalder på deres mod til at stå op for værdier, de ikke vidste de havde – ofte for at beskytte deres elskede Anne mod en barsk kultur, der ikke giver meget plads til kreativitet og individualitet.

Men hvad kan vi i vores tid lære af Anne? Handler det udelukkende om, at mindes fortidens forfærdeligheder og uvidenhed med gys og gru, eller lever mange af de samme udfordringer i bedste velgående, som da Montgomerys roman blev udgivet i 1908? Er det måske derfor, den rører os så dybt, fordi temaerne er så genkendelige?

For selv om det materielle ydre har ændret sig meget, er der mange ligheder mellem Annes verden og den verden, nutidens børn lever i.

Barnet har stadig meget få rettigheder, og vi kommer ofte til at være respektløse overfor børn, uden vi tænker over det. Og når barnet så prompte siger fra, en grænsesætning der ofte kan se ud som Annes eksplosion overfor nabokonen, ja så er ligheden desværre alt for slående.

Der var ikke mange diagnoser i slutningen af 1800 tallet og hypotesen om, at vanskelig adfærd primært handler om ubalancer i hjernen, der skal korrigeres kemisk, havde endnu ikke rodfæstet sig, hvilket må siges at være til Annes fordel.

Menneskets hjerne og nervesystem har ikke ændret sig synderligt de sidste par hundrede tusinde år. Det de udsættes for, har ændret sig markant, men hvordan hjerne og nervesystem forsøger at omsætte input fra omverdenen, har ikke ændret sig specielt meget og de dybe handle-mønstre gør sig derfor gældende både for Anne, såvel som for dit barn (og for dig, selvfølgelig).

Alle former for vanskelig adfærd kan føres tilbage til følgende årsager (tit er der flere aspekter i spil på samme tid):

• Udviklingsspring (det at lære nyt) som er helt normalt og nødvendigt

• Manglende viden (barnet er endnu ikke gammelt nok til at forstå verden, som de voksne ønsker det)

• Truet tilknytning i mindre eller større grad, som barnet prompte reagerer på (barnet er kodet til at reagere på den mindste trussel mod tilknytning for at sikre overlevelse)

• U-mødte behov (ofte fordi vi misforstår barnets behov og derfor kommer til at modarbejde dem)

• Traumatiske oplevelser, der udspiller sig i adfærden igen og igen, indtil vi hjælper barnet med at forløse

Der er selvfølgelig individuelle forskelle afhængigt af, hvad barnet er blevet udsat for, og hvilke medfødte dispositioner han eller hun har. Anne har nok traumer med sig til at dele ud af i en hel skoleklasse, men hun har en naturlig resiliens (styrke), der gør, at hun ikke knækker.

Hendes redning fra en yderst traumatisk start på livet er i høj grad et kreativt sind, koblet med et mod, der ville få enhver krigsgeneral til at blegne. Og så selvfølgelig Cuthbert-søskendeparret der, trods manglende erfaring med børn og udfordringer i forhold til at vise følelser, dagligt vokser med opgaven som adoptivforældre. Som de første voksne i Annes liv forstår de hende, og de ser hende, hvilket smukt skinner igennem i mange af scenerne, selv om der ikke bruges mange ord.

Den ”opskrift” synes at være universel og overskrider enhver tidstærskel. Alle mennesker har brug for at blive set som den, han eller hun er. Til kærligt at blive bekræftet i, at du er værdig – at du er berettiget til at være her i livet, fordi du er dig. Til at blive bekræftet i, at du er elsket uanset hvad.

Anne fra Grønnebakken lever i os alle. Hun er modet til at træde frem og sige fra, modet til at sætte sandhed og retfærdighed højest, og hun er den dybt begravede euforiske vildskab i dit indre, der kræver plads og frihed.

Og hun viser os den universelle sandhed; at fremtiden med alt det nye, vi ikke altid forstår eller tør rumme, fødes samtidig med barnet.

På mange måder er det barnet, der viser os vejen til fremtidens måde at være på i verden, og ikke den anden vej rundt. Men det kræver, at vi tør lade barnet vække modet, kreativiteten og nysgerrigheden i os – og at vi tør udleve disse værdifulde kvaliteter.