Hvordan holder græskar længere
© Getty Images / Catherine Delahaye

Guide: Få dit græskarhoved til at holde længere

Halloween er lige på trapperne – ligesom græskarhovederne. Men hvordan får du dit græskar til at holde længst muligt? Her finder du de bedste tips til at få dit halloween-græskar til at stå frygtindgydende under hele højtiden!

Der er ikke lang tid til, at det er Halloween, som altid falder 31 oktober. En skræmmende stund for mange børn og barnlige sjæle, hvor de afdøde mindes, og alt ondt afværges.

Med til uhyggen hører de kreative og skræmmende græskarlygter, der hos mange lyser op foran hoveddøren, når sæsonen nærmer sig.

Hvis du planlægger at have et vaskeægte halloween-græskar stående på trappen, så kender du nok problematikken med, at det hurtigt kan gå i forrådnelse. Og det er en skam! For det kan hurtigt blive et større arbejde at udskære græskarret i skræmmende designs, så det gælder om at få frugten af det hårde arbejde til at vare så længe som muligt.

Heldigvis er der hjælp at hente! Herunder får du vores bedste tips til at få dit græskar til at holde længere.

LÆS OGSÅ ideer og skabeloner til græskar udskæring.

Græskarhoved i mørket
© iStock

Sådan får du dit græskar til at holde længere

Det udskårne halloween-græskar er en essentiel del af en vellykket halloween, men det kan være svært at strække græskarrets levetid til mere end en uge.

Der findes heldigvis et par simple tricks til, hvordan du forlænger græskarrets levetid, så det kan overleve hele højtiden.

1 Brug atamon til din græskarlygte

Lotte Bjarke, idényts haveekspert, anbefaler, at man pensler indersiden af halloween-græskarret med Atamon, der hæmmer væksten af skimmel- og gærsvampe. Atamonen konserverer altså græskarret og sikrer, at det står skarpt gennem hele højtiden.

2 Forlæng græskarrets levetid med Vaseline

Et andet tip til at få græskarret til at holde længere er ved at smøre indersiden og de udskårne dele med Vaseline. Vaselinen danner en form for hinde omkring græskarret, der beskytter det mod udtørring og mug. Det kan godt være en smule snasket, men det er absolut det værd, for at kunne nyde halloween-græskarret i mange uger.

3 Oliér dit græskar til at holde længere

Alternativt kan helt almindelig madolie eller kokosolie bruges. Her virker olien som et beskyttende lag mod forrådnelse og udtørring, hvorved det udskårne halloween-græskar kan vække frygt og uhygge længe.

LÆS OGSÅ Få inspiration til de mest (u)hyggelige idéer til halloween.