Naturoplevelser

Den bornholmske natur er bare noget særligt. Vi holder meget af at tage på ture rundt på Bornholm. Her nogle af vores anbefalinger til gåture der ikke er for lange for små de små ben.

Døndalen – Vandfald, klipper, Døndale å, ramsløg og anemoner

Gudhjem
I april begynder ramsløg og anemoner at pible frem i Døndalen, og der er godt med vand i åen. Det er en kort tur hen til vandfaldet (750 m), og så er der ellers rig mulighed for at gå på opdagelse på de mange små stier i Døndalen. Der kan godt være meget mudret, så det kan være en god idé at medbringe gummistøvler i foråret, nok også om vinteren.
Man kan ikke gå med klapvogn/barnevogn alle steder, dog kan man sætte klapvognen tæt på vandfaldet og gå det sidste stykke vej.
Vi parkede bilen på p-pladsen ved Søndre Strandvej, Gudhjem.

Hammerodde – Fyr, Salomons Kapel

Sandvig
Salomons sti er en tur på 2,7 km, hvor man går forbi Hammerodde fyr, Salomons Kapel, og hvis man er heldig nogle søde og rolige køer.
vi parkerede på p-pladsen nord for Sandvig ved Sandlinien, og fulgte så den tur der er markeret med grø (se evt. tavle med kort på p-plads).

Kobbeåen og Stavehøl – Vandfald, frodig skov og eventyrstemning

Melsted, Gudhjem
En tur langs Kobbeåen til Stavehølvandfaldet er noget man simpelthen bliver nødt til at opleve! Det er så smuk og magisk en gåtur, hvor man nogle gange føler at naturen er ren magi. Fuglefløjt, solskin, duften af ramsløg og åen der klukker. På et tidspunkt bliver stien lidt udfordrende, men det er kun sjovt for både børn og voksne.
Stien følger Kobbeåen hele vejen til et vandfald (ca. 2,5 km).
Ikke egnet til klapvogn/barnevogn.
Man kan parkere på p-pladsen ved Melstedvej 39A, 3760 Gudhjem.
Hvis man vil gå en noget korteretur til vandfaldet, kan man parkere på p-pladsen ved Vietsvej og Kobbevej, herfra er der ca. 500 m.

Risebækken – vandfald og strand

Sydbornholm
Man parkerer ved Søndre landevej ved 14 km-stenen, p-pladsen ligger helt ud til vejen. Følg stien der fører ned til stranden. Lige når man er kommet ned til stranden drejer man til højre og går ca. 200 m, derefter følger man den lille sti på højre hånd. inden længe kommer man til det fine lille vandfald.
Turen er ca. 2,5 km i alt (fra p-pladsen til vandfaldet og tilbage igen).

Læså – Idyl, heste, jættestue

Sydbornholm
Læså ligger ved Vasegård på Vasegårdsvejen tæt på Åkirkeby. Et virkelig skønt sted, der i maj måned bliver helt idyllisk med hestene der græsser, fuglesang, duftende ramsløg og åen der slynger sig. Følg trappen op til marken og kravl ind i en jættestue fra bondestenalderen, eller se nærmere på skifersten med lag af vulkansk aske.
Man kan parkere lige ud til Vasegårdsvej (kør ind på Vasegårdsvej fra fx Limensgade eller Søndre landevej.)

Svartingedal – en helt særlig oplevelse

Rutsker
Svartingedalen er en sprækkedal, der ligger øst for Hasle. En helt særlig dal, som bare skal opleves!
En gåtur gennem Svartingedal er fantastisk og fuldstændig eventyrlig. Det kan være en god idé at give børnene gummistøvler på, da der kan være mudret.
Man kan parkere ved Åhalsegård, Rutsker, og gå ca. 2,5 km til Simblegårdsvej. (Vi havde parkeret en bil i den anden ende af stien, så børnene ikke behøvede at gå retur).
Turen er ikke egnet til klapvogn/barnevogn.

Graneli – Kæmpe Rhodondendron – hyggelig have

Mellem Åkirkeby og Nexø
En “hemmelig” have ligger skjult ved Graneli. Tag madkurven med og nyd lidt mad og drikke i den hyggeligste have. Oplev den kæmpestore rhododendron, når den står i fuld flor tidligt på sommeren.
I finder den fredfyldte have på Ølenevej 33 (tæt ved Nexø-Rønne landevejen). Der er markeret p-plads på gårdspladsen og herfra går man til selve haven (det ser ret privat ud, da man parkerer midt på en gårdsplads, men den er altså god nok).

Rytterknægten – Udsigt, mountainbikestier, Almindingen

Almindingen
Rytterknægten i Almindingen er Bornholms højeste punkt. Nyd den fantastiske udsigt fra tårnet ‘Kongemindet’ og gå en dejlig tur i skoven.
Der er også nogle rigtig gode stier til mountainbike, så tage evt. cyklen med.
Stierne er gode til klapvogn/barnevogn.

Bjergebakkerne – Stenbrud, sø, bautasten og gamle sagn

Vestermarie
Lille og Store Bjergebakke er et lille hemmeligt sted. Her er rig mulighed for at klatre på klipper og gå på opdagelse! Stedet er et gammelt stenbrud, men gemmer også på bautasten, gamle sagn og gode fortællinger om De Underjordiske.
I den lille sø kan man bade, og der er borde og bænke, så tag endelig madkurven med!
Ofte går der dyr og græsser, de var der dog ikke da vi besøgte stedet.
Bjergebakkerne finder du lidt uden for Vestermarie. Man kan parkere ved vejknækket på Bjergebakkevejen 2, 3700 Rønne. Herefter følger du sporet til højre.

Troldskoven – resterne af en gammel zoo, bjørnegrotte og klippehule

Tejn
Vidste du at der engang lå en zoologisk have på Bornholm med bl.a. løver og en bjørn?
Lige uden for Tejn ligger Troldskoven, hvor man rigtig kan gå på eventyr. Man kan fx udforske resterne af den gamle bjørnegrotte, en klippehule og en jættestue.
Det er et lidt mystisk sted, og man kan nærmest forestille sig, hvordan en bjørn har gået rundt i det gamle anlæg.
Skoven ligger lige uden for Tejn tæt på Stammershalle. Man kan parkere lige ud til vejen. P-pladsen ligger tæt på adressen Sdr. Strandvej 136, Gudhjem.