Grundlæggende havedesign
Haveplan
Haveplan
Haveplan

Skab de grundlæggende linjer i haven – hvor starter man?

En helt bar grund kan virke afskrækkende. For hvor skal man starte? Min erfaring er dog, at det kan være sværere at skabe en helhed og sammenhæng i haven, hvis man er for låst af en eksisterende indretning. Min opfordring er derfor, at du prøver at tænke frit og se bort fra havens nuværende opbygning og struktur – og tillader dig selv at drømme frit. Der er sjældent noget, som ikke kan flyttes eller ofres (med undtagelse af store, gamle træer, som jeg som udgangspunkt altid freder). Så forestil dig, at du i højere grad skal indrette en have fra bunden – også selvom det måske ikke er tilfældet.

Inddeling af haven i zoner/haverum

For mange kan det være svært at få hul på opgaven med at indrette en have – ikke mindst at skabe rum i haven, men et par enkle retningslinjer kan hjælpe med at komme i gang.

Det første jeg gør, når jeg begynder på en haveplan, er at danne mig et overblik over haveejerens ønsker og hvad haven skal kunne. Det er vigtigt at gøre sig klart, hvem der skal bruge haven og hvilke behov den skal opfylde. Det er også væsentligt at vide, hvor meget tid, der er til at passe haven, samt hvilken type have haveejeren drømmer om. Så inden du går i gang med indretningen af din have, så foreslår jeg, at du laver en ønskeliste til haven, som du kan forholde dig til i hele processen.

Jeg bygger ofte havens rum op omkring den funktion, som haverummet skal have. Det kan dog også være et ønske om forskellige stemninger i haven, der giver anledning til rumdelingen. Jeg gennemgår haveejerens ønskeliste, rubricerer de forskellige ønsker i emnegrupper og danner mig en idé om, hvordan den kan omsættes til rum.

Det giver mening at samle de funktioner eller aktiviteter, der hører sammen i samme haverum, ligesom i boligens rum. Et eksempel kunne være ønskerne: bålplads, eventyr, fysisk aktivitet, biodiversitet, shelter og hule, som kan samles i et haverum til familiehygge med mange træer, vild og stedsegrøn beplantning – bålplads til at lave mad og skumfiduser – shelter til at overnatte i – træstubbe som aktivitetsbane – tipi af pil til huse – brændestabler og insekthoteller til biodiversitet.

Et haverum til mental afslapning kunne indeholde en fredelig siddeplads med morgensol, en havedam med springvand, samt bede med duftende blomster og lægeurter.

På den måde skabes hyggelige og funktionelle haverum ud fra haveejerens ønsker til havens formåen.

Ved haverummenes fordeling er især solens placering vigtigt. Et ’skov-familie’-haverum med bålplads er bedst i aftensolen og en køkkenhave skal have mest mulig sol. Det er også godt at tænke ind, at det kan være praktisk at have en terrasse med henholdsvis sol om morgenen og aftenen.

Hvis det er muligt og giver mening, tager jeg udgangspunkt i linjer fra eksisterende bygninger. Jeg bruger fx husets hjørner til at lægge nogle linjer, som opdeler haven. Når de første linjer er lagt, bruger jeg disse linjer til at lægge ’det næste niveau’ af linjer. På billederne kan du se, hvordan jeg er startet med at bruge husets linjer – og så herefter bruger de linjer til at lægge de næste linjer.

For mange brudte linjer har en tendens til at give ’støj’ og virke rodet, så hvis man kan arbejde videre på en eksisterende linje og skabe et forløb, synes jeg det giver det bedste flow og det mest harmoniske design. Når det er sagt, så er det et udgangspunkt. Hvis det ikke giver mening, fx fordi det haverum, der skal ligge et bestemt sted (fx af hensyn til solen) skal have en anden form eller størrelse end hvad husets linjer tilsiger – så lægger jeg en ny linje, og prøver at arbejde ud af fra den. Det er også godt at have husets eventuelle symmetri med i overvejelserne, når linjerne lægges.

Haverummenes afgrænsning

’Væggene’ mellem de forskellige haverum kan være mere eller mindre flydende eller markante alt efter den ønskede havestil.

Bygninger, formklippede hække, pergolaer og espalierer kan anvendes til at skabe en mere markant og stram rumdeling, mens træer, buske og bede giver en mere blød overgang mellem haverummene. De forskellige afgrænsende elementer kan sagtens kombineres med hinanden.

Hvis temaerne i de forskellige haverum er meget forskellige – eller der generelt ønskes en mere stram grundstruktur i haven, bruger jeg ofte mere markante rumdelere, hvorimod jeg oftere anvender blødere overgange, hvis haverummene stil- og funktionsmæssigt ligner hinanden og jeg derfor gerne vil have mere flow mellem rummene. Man kan også kombinere fx et formklippet hækforløb med store ’bløde’ buske med løftede kroner og på den måde bløde det stramme udtryk lidt op.

’Væggene’ mellem haverummene skal desuden passe til de pågældende haverum. Det kan være både smukt og funktionelt, at lade espalierede frugttræer danne rammen om et haverum til frugt og grønt. Tilsvarende kan fornemmelsen af rum og frodighed på en terrasse forstærkes ved at anlægge staudebede med en vis højde rundt om denne.

I haver, hvor ejeren ønsker en forholdsvis stram grundstruktur i haven kombineret med frodige bede, bruger jeg ofte hækforløb af bøg eller taks. Disse kan klippes skarpt og udgøre en vigtig rygrad i den grundlæggende havestruktur. De udgør en smuk kontrast til frodige bede, som så kan være mere ’vilde’ uden at efterlade et rodet udtryk, netop fordi de formklippede hække holder ’rammen’ og skaber orden.

Haverummenes afgrænsning

’Væggene’ mellem de forskellige haverum kan være mere eller mindre flydende eller markante alt efter den ønskede havestil.

Bygninger, formklippede hække, pergolaer og espalierer kan anvendes til at skabe en mere markant og stram rumdeling, mens træer, buske og bede giver en mere blød overgang mellem haverummene. De forskellige afgrænsende elementer kan sagtens kombineres med hinanden.

Hvis temaerne i de forskellige haverum er meget forskellige – eller der generelt ønskes en mere stram grundstruktur i haven, bruger jeg ofte mere markante rumdelere, hvorimod jeg oftere anvender blødere overgange, hvis haverummene stil- og funktionsmæssigt ligner hinanden og jeg derfor gerne vil have mere flow mellem rummene. Man kan også kombinere fx et formklippet hækforløb med store ’bløde’ buske med løftede kroner og på den måde bløde det stramme udtryk lidt op.

’Væggene’ mellem haverummene skal desuden passe til de pågældende haverum. Det kan være både smukt og funktionelt, at lade espalierede frugttræer danne rammen om et haverum til frugt og grønt. Tilsvarende kan fornemmelsen af rum og frodighed på en terrasse forstærkes ved at anlægge staudebede med en vis højde rundt om denne.

I haver, hvor ejeren ønsker en forholdsvis stram grundstruktur i haven kombineret med frodige bede, bruger jeg ofte hækforløb af bøg eller taks. Disse kan klippes skarpt og udgøre en vigtig rygrad i den grundlæggende havestruktur. De udgør en smuk kontrast til frodige bede, som så kan være mere ’vilde’ uden at efterlade et rodet udtryk, netop fordi de formklippede hække holder ’rammen’ og skaber orden.

Metoden

Helt lavpraktisk starter jeg en haveplan op ved at lægge et stykke kraftigt transparent-papir ovenpå et ark mm papir (begge i A3 format). Herefter tegner jeg havens skellinjer, hus, øvrige bygninger og andre blivende elementer ind (fx store træer). Kun de elementer ind, som ikke er til forhandling/ændring tegnes ind, for ikke at begrænse ideerne og indretning fra start. Der tegnes så vidt muligt i forholdet 1:100, da dette mål er nemt at forholde sig til.

Herefter er der fri leg – og det er vigtigt ikke at være bange for at lægge de første linjer. Alt kan viskes ud – og ændres.

Første step i den kreative proces er at lægge zone-linjer ind. Leg med forskellige muligheder, evt. ved brug af flere stykker transparent-papir, som du kan veksle imellem. Læg nogle linjer på kryds og tvært gennem haven, fx med udgangspunkt i husets linjer. Herefter lægges et nyt lag af linjer, der bryder første niveau af linjer. Nu kommer der nogle felter frem, som kan inspirere til at skabe rum. Det kan være større eller mindre enheder. Hvis et skur fx er placeret 250 cm. fra skel, så dannes automatisk område, som er godt til praktiske formål, som parkering af trillebør etc. En uoverskuelig helhed omdannes på denne måde til et struktureret kort med felter, som du kan samle eller bruge som de er, til at skabe rum.

På det her tidspunkt tænker jeg også så småt over hvad jeg vil bruge til at afgrænse haverummene fra hinanden – fx formklippede hække.

Nu placeres de strukturelle bygningselementer i hvert enkelt haverum, fx skur, pergola og drivhus. Der tages hensyn til solens gang på himlen, harmonien og funktionaliteten i det enkelte haverum, samt balancen og helheden i hele haven.

Herefter tager jeg stilling til terrasser, stier og bede. Haven skal være praktisk og funktionel. Det hjælper ikke, at noget ser lækkert ud, hvis det ikke fungerer i virkeligheden. Jeg prøver at sætter mig ind i hvordan ejeren vil bruge haven – og hvordan det er logisk/nødvendigt at færdes. Hvert enkelt haverum – og den samlede helhed indrettes, så hele haven udnyttes, men uden at det virker konstrueret at skulle rundt til de forskellige funktioner eller elementer i haven.

Næste niveau er havens træer. De placeres med tanke på helheden og balancen/harmonien i haven – men i endnu højere grad ud fra hvor du gerne vil skabe højde, afskærme eller invitere kig ind i haven. Jeg arbejder som regel med to størrelser af træer – de mellemstore på 4-6 (højst 8 meter) og de små træer på op til 3-4 meter. Dette for at skabe flere niveauer i havens loft.

Herefter tilføjes de mindre detaljer, fx mindre buske, bænke, havebassiner, fuglehuse, fuglebade etc.

Når den strukturelle indretning af haven er på plads, går jeg ønskelisten igennem og tjekker, at jeg har alt med.

Sidste trin er indholdet i havens bede. Ud fra ønsker til farvetemaer og stil sammensættes plantelister til havens bede, så de passer til havens stil og haveejerens ønsker.

Du kan finde inspirations til havens indretning på min Instagram profil: rum_i_haven.

Opsummering – meget forenklet

  • Tegn haven op i forholdet 1:100
  • Lav en ønskeliste til havens indhold
  • Inddel haven i zoner ud fra huset og andre bygningers linjer
  • Rubricer ønskerne i kategorier, der passer sammen
  • Tildel hvert haverum en funktion/et emne
  • Skab grænser mellem haverummene
  • Indret haverummet med strukturelle elementer
  • Placer terrasser, stier og bede
  • Vægt træer til haven i flere størrelser
  • Tilføj de mindre detaljer
  • Tjek ønskelisten
  • Sammensæt plantelister til havens bede