figurerne

Igennem årene opbyggede Barks et veritabelt og unikt andeunivers, der rummede allehånde personer med hver deres fejl og styrker. Hundredvis af menneskelignende væsner vandrede ind og ud af historierne - nogle for aldrig at blive brugt mere end én gang - men mange var så 'velskabte', at deres karakteregenskaber næsten kaldte historierne frem af sig selv. Der var den gerrige onkel Joakim, den heldige fætter Højben og den opfindsomme Georg Gearløs - for bare at nævne nogle af de mest markante - og Barks brugte dem virtuost. Han opfandt også den lille plet på kloden, hvor de fleste oplevelser udspiller sig. Andeby.
Men hans hovedfigurer var Anders And og hans nevøer, og selv om det ikke var Barks, der opfandt dem, har han alligevel hele æren for at have gjort dem til det, de er i dag. Før Barks kom til tegnebrættet var Anders bare en kolerisk og skræppende hidsigprop, der altid rodede sig ud i abstrakte situationer, mens nevøerne kun var utålelige bøllefrø. Barks ændrede straks Anders og nevøerne til at være mere afdæmpede, og hans historier havde næsten altid et pædagogisk budskab, hvilket gjorde, at den samme serie kunne læses af både børn og voksne med forskellige resultater til følge. Altså helt H.C. Andersen'sk.

Herunder vises et lille udpluk af de figurer og opfindelser, som Barks brugte flere gange i sine serier, og for overskuelighedens skyld er de delt op i to grupper; én med Anders og hans omgivelser, og én med onkel Joakim og hans bekendte. Alle henvisningerne til de amerikanske og danske historier gælder altid kun for førsteudgaverne.

Anders And

Anders - der opstod som en skitse fra Walt Disney's egen hånd - debuterede som bifigur i tegnefilmen 'The Wise Little Hen' den 9. juni 1934, og denne dato håndhæves stadig som hans officielle fødselsdag. Der er dog næppe tvivl om, at han ikke ville have overlevet i længere tid - i lighed med et hav af andre Disneyfigurer - hvis ikke Barks havde fået fingre i figuren og forvandlet ham fra en tomhjernet og skræppende and til en meget mere sammensat karakter med en betydelig personlighed.

Barks' første Anders And-historie var FC0009 'Donald Duck Finds Pirate Gold' (GB01 'Sørøverskatten'),der udkom i oktober 1942. Han tegnede den sammen med Jack Hannah, medens forfatteren var Bob Karp.
Derefter gik det slag i slag med både lange, episke fortællinger på 22-32 sider og med de korte 10-siders historier, hvoraf WDCS031 'Victory Garden' (GB02 'Køkkenhaven') blev den første.

Anders har igennem årene haft allehånde jobs, men ikke mange af dem var succesfulde. Det skyldes dog sjældent mangel på talent og evner men i højere grad sort uheld og stædighed fra hans side. Dog synes der altid at være et ledigt job til ham i Onkel Joakim's pengetank, hvor han kan få lov til at pudse mønter.

Hans to største glæder her i livet må vel siges at være kæresten Andersine og den lille, røde bil med registreringsnummeret 313, mens de to største irritationsmomenter nok er Fætter Højben og naboen Knahrvorn.
I hvilken kategori nevøerne passer ind afhænger af de konkrete situationer.

Anders ændrede langsomt udseende gennem Barks-årene. Han startede med en lang hals og et langt næb, men begge dele svandt ind med tiden, og samme vej gik det med antallet af knapper på hans trøje, der startede med fire små og endte med to store.

Men hans personlighed ændrede sig aldrig radikalt. Han var højt oppe og langt nede. Ludfattig eller med en skilling på lommen. Tilsmilet af heldet eller verdens uheldigste person.
Lissom os andre, ikke?

Se mere HER.

Rip, Rap, Rup

De tre drenge kaldes skiftevis for nevøerne og ungerne, og de blev oprindelig opfundet af den fænomenale Anders And-énsidestegner Al Talliaferro i 1937, men her - ligesom med Anders - ændrede Barks deres uregerlige sjæle til anderledes personager, idet de ofte fik lov til at være lidt uartige i 10-siders-historierne, mens de som regel var snusfornuftige i de lange eventyr.

Nevøernes underlige amerikanske navne er opstået efter levende forbilleder, idet Huey P. Long var politiker fra Louisiana, og Thomas E. Dewey var præsidentkandidat fra New York, mens Louie Schmidt var en Disney-tegner, og her er måske ét af de få tilfælde, hvor vores danske navne synes mere rigtige end de amerikanske.

Det faktum, at de tre bærer hver deres farve hue (rød/blå/grøn), har overhovedet ingen praktisk betydning, idet nevøerne altid optræder som én organisme uden specielle kendetegn, og Barks havde da heller ikke noget særligt forhold til farverne, som han i øvrigt ingen havde indflydelse på, eftersom han kun tegnede i sort/hvidt. Farver var noget, redaktionen lagde på ganske efter forgodtbefindende.
Således kan den skarpsindige læser opleve nevøerne med hinandens huer på op igennem serierne.

Se mere HER.

Grønspætterne

Grønspætterne, der bl.a. består af Rip, Rap og Rup, er en spejderbevægelse, der dukkede op for første gang i WDCS125 (AA12/1951).

Da Grønspætterne er en ren drengeklub, opfandt Barks selvfølgelig hurtigt et kvindeligt modstykke, der kom til at hedde Chickadees (Gærdesmutterne).
Disses fordanskede navn er en udmærket og nøjagtig oversættelse, mens det samme ikke kan siges om Woodchucks, der egentlig er en slags murmeldyr, men det er forståeligt, at man her i landet ikke ville benævne bevægelsen med dette på dansk lidt negativt ladede ord, så man fandt på det nugældende i stedet.

Bevægelsen har en tradition for fornemt klingende titler. På billedet ses nevøerne som såkaldte Højhaler, dvs. at halen på pelshuen sidder i toppen af denne, men de bliver skam også indehavere af titlen Høj-Hale-Heltenes Over-Og-Under-General. Senere gør de sig fortjent til at være 10-stjernede generaler, og den fornemste titel synes at være 90-stjernede generaler. Intet mindre...

Se mere HER.

Grønspættebogen

Bogens fulde amerikanske navn er egentlig Junior Woodchucks' Book of Knowledge, men til daglig kaldes den bare Guidebook.

Den brugtes første gang i U$05 'Ten Skyrillion Quarter' (GB09 'Verdens dyreste Mønt'), og den har siden været fast - og uhyre værdifuldt - udstyr hos Grønspætterne i mange af de lange historier. Den giver nemlig svar på alt. ALT. Og den har ofte reddet både Onkel Joakim, Anders samt nevøerne selv ud af slemme kniber.

Skønt Grønspættebogen og Grønspætterne er uløseligt forbundne, er det faktisk sjældent, at de ses i de samme historier.

Se mere HER.

General Snif

Barks opfandt kun få rigtige dyr i sine serier, og dem der var, opførte sig stort set også som dyr. F.eks. kunne de ikke tale. Én af disse er Grønspættebevægelsens blodhund med navnet General Snif (enkelte gange benævnt som General Snus).

Hunden gjorde sin entré i WDCS213 'Dodging Miss Daisy' (AA16/1959), og den var lige fra starten en fænomenal sporhund. Blandt dens mere overraskende færdigheder kan nævnes, at den kunne følge et spor under vandet!
På billedet ses den for øvrigt med en sammenfoldet ballon og to heliumflasker på ryggen. Når den selv udløste ballonen, blev den i stand til også at følge spor i luften!

Se mere HER.

Fætter Højben

Nogle tror sikkert, at Højben er en and som Anders, men hans amerikanske efternavn afslører faktisk, at han er en gås. Det fremgår ikke af det danske navn, hvor han ikke en gang har et efternavn, men blot tituleres som Fætter.

Han trådte ind på scenen i WDCS088 'The Frozenbear Lake' (AA01/1950), og fra da af var Anders' liv aldrig det samme. Én ting var, at de begge konkurrererede om Andersine's gunst, men det værste var alligevel det utrolige held, han altid var udstyret med. Højben kunne finde diamanter og velspækkede tegnebøger overalt, hvor han kom, og han undlod aldrig at fortælle Anders detaljeret om sine bedrifter.
Det er den almindelige antagelse, at han kun har arbejdet én eneste gang i sit liv, og det skammede han sig i den grad over, at han gemte sin løn (én mønt) væk i sit pengeskab. Men Barks lavede faktisk en tidligere historie, hvori man så ham arbejde som skovbetjent.

Højben er et genialt modstykke til den evigt uheldige Anders, men Barks fik aldrig givet ham hverken menneskelige værdier eller forsonende egenskaber, som det ellers lykkedes så fint med både hos Gearløs og Joakim.

Se mere HER.

Georg Gearløs

Barks begik endnu en genistreg, da han skabte den fænomenale opfinder-kylling i WDCS140 'Gladstone's Secret' (AA02/1953). Egentlig var han kun tænkt som en perifer personage (ellers havde jeg tegnet ham meget mere enkelt, sukkede Barks engang under et interview), men han indså hurtigt det vældige potentiale, der lå i opfinderen.

Gearløs er en rar, åndsfraværende person, der opfinder de mest fantastiske ting i den hensigt at gøre verden til et bedre sted at leve i. Ofte giver frembringelserne dog bagslag, og som regel får han heller ingen penge ud af dem, men han fortsætter trøstigt alligevel.

Opfindelserne bliver gerne til efter, at han har givet sig selv et voldsomt slag i hovedet.

På billedet ses han netop i den første historie, hvor han hopper rundt på kængurustylte i den hensigt at få kærnemælken i rygtasken til at blive til fløde, men senere blev han tydeligt mere opfindsom. Hvem husker ikke historierne med tænkekasserne, jord-til-mad-maskinen, vanilleis-bøssen og træformgivervæsken? For bare at nævne nogle få...

Se mere HER.

Lille Hjælper

Måske er Lille Hjælper Gearløs' mest geniale opfindelse, for her har vi en lille fyr med liv. Men vi får aldrig at vide, hvor den tændstikagtige figur kommer fra, for han trådte lige ind på scenen i U$15 'The Cat Translator' (AA08/1958), og han forlod aldrig Gearløs siden.
Vi véd dog, at han er hankøn, idet han i en af historierne drømte om en lille matchende pige.

Metalfiguren - der også kaldes Li'l Bulb i USA - med læderskoene på fødderne og elpæren som hoved fungerer, som det kan ses af billedet, ved hjælp af batterier, og han er altid i aktivitet.
Da han ikke kan tale, foregår hans liv som regel i baggrunden af billedet, hvor han ofte opfører sig tosset, men indimellem redder han Gearløs ud af farlige situationer, uden at den åndsfraværende opfinder dog sjældent bliver klar over det.

Se mere HER.

Bernhard

Sankt Bernhardshunden er ikke en Barks-opfindelse, idet han blev sporadisk brugt af tegneren Al Taliaferro allerede fra 1938, men Barks gjorde den til et jævnligt indslag i sine første historier, hvor den fungerer som Anders And's store skrummel af et husdyr. Den er dum men hjertensgod, og som regel fatter den ikke en lyd af, hvad der foregår omkring den.

I starten blev hunden kaldt Bolivar i USA, men da der indkom klager fra befolkningen i Colombia, der havde frihedskæmperen Simon Bolivar som en forgudet helt, ændredes navnet til Bornworthy, hvilket dog ikke hindrede, at den en gang imellem også gik under navnene Borny og Bernie.

Se mere HER.

Kylle, Pylle, Rylle

Dette er kæresten Andersine's tre niecer, som introduceredes i WDCS149 'Flipism' (AA02/1954) i en mesterlig historie, hvor Anders lever hele sit liv efter plat-og-krone-kast med en mønt.

Niecerne er selvfølgelig tænkt som et modspil til Rip, Rap og Rup - som de også ligner - og de to parter skiftes da også til at være 'overhunden' i forholdet.

Pigerne er måske medlemmer af den kvindelige spejderbevægelse Gærdesmutterne.

Se mere HER.

Naboen

Her har vi så Anders' nabo, med hvem han ligger i evig strid. Han har haft mange navne på dansk gennem tiderne - f.eks. Hannibal Olsen, Brøsig, Alfred Brysk, Gravesen, Nielsen og Knottenberg - men han har altid været den samme sparringspartner med Anders. Det er værd at bemærke, at han rent faktisk aldrig har heddet hverken Knarvorn eller Knahrvorn på dansk, skønt dette er almindeligt antaget.
Man har på fornemmelsen, at Barks har haft det rigtigt skægt, når han skulle finde på nederdrægtigheder mellem de to, og historierne er da også bare en simpel mængde herlige gags, der er sat sammen til stor lagkagekomik, som om det drejede sig om hæsblæsende tegnefilm. Det er sjældent, at det går op for os, hvem der egentlig starter løjerne, men hvad betyder det, når bare det er sjovt?

Nabohistorierne må betegnes som et skønt frikvarter imellem Anders' mange andre eventyr.

Se mere HER.

Joakim von And

Onkel Joakim må betragtes som Barks' bedste opfindelse, og alligevel blev han skabt ved et rent tilfælde. Det skete i OS178 'Christmas on Bear Mountain' (AA26-27/1957 'Jul På Bjørnebjerg'), hvor han skulle bruge en gerrig slægtning til Anders og nevøerne, der skulle holde jul i en bjerghytte. Barks tænkte på den gamle, ondskabsfulde Dickens-figur Scrooge, da han skabte den gamle herre, og Joakim's amerikanske fornavn blev siden da altid stavet med et dollartegn i stedet for S'et på tegneseriehefternes forsider.
Klik her for en visning af historiens førsteside.

Det varede dog ikke længe, før Barks så muligheder i Joakim, der med kolossal rigdom og enestående nærighed ville kunne yde et glimrende modspil til Anders, så han blev hurtigt modificeret til at optræde lidt mere menneskeligt.
Hans rigdom bliver fornemt illustreret af bl.a. Pengetanken, mens nærigheden kommer til udtryk i hele påklædningen, der forbliver den samme gennem alle årene. Jeg købte min hat for 2 dollars i 1910, så den skal selvfølgelig holde længe endnu, forsvarer han sig. Sulteløn til Anders er også helt i tråd med hans gerrighed. Anders bliver såmænd spist af med både 30 øre og 50 øre i timen.

At der var meget godt stof i Joakim-figuren ses klart af det faktum, at han næsten udelukkende bevægede sig rundt i de lange historier, der ofte fyldte et helt tegneseriehefte. Heri var der mange hårde bataljer med Bjørnebanden, og han rejste meget rundt på eventyr med Anders og nevøerne som underbetalte kulier, og alle disse begivenheder kunne ikke indeholdes i de sædvanlige 10-siders historier.

Der hersker ingen tvivl om, at Barks' Anders And ville have haft svære kår uden en Onkel Joakim som medspiller/modspiller, men med ham på holdet sprudlede Barks med den ene mere fantastiske fortælling efter den anden.

Se mere HER.

Pengetanken

Onkel Joakim's store pengekasse - der også fungerer som kontor og bolig - fik sin debut i FC0282 'The pixilated Parrot' (AA20/1958 'Anders And og Den småtossede Papegøje'), men den nævntes først ved navn i WDCS135 (AA10/1957).

Det er en misforståelse at tro, at alle Joakim's penge ligger i Pengetanken, for vi hører fra tid til anden, at Andeby's banker allerede er stopfyldte med hans penge, og det er vel samtidig grunden til, at han må gemme resten af pengene i bygningen uden mulighed for at veksle dem. Byen har simpelthen ikke flere vekselmuligheder.Men det gør heller ikke noget, for Joakim elsker sine penge. Han kender hver eneste mønt og husker historien om, hvordan han fik den, og han elsker at tage bad i dem allesammen.

Det er temmelig uklart, hvormange penge han egentlig har. Barks' eget bud ligger på omkring 'three cubic acres', hvilket svarer til '5 multiplujillion, 9 impossibidillion, 7 fantasticatrillion dollars and 16 cents', mens Gutenberghus/Egmont ligger på alt mellem 788 milliarder, 423 millioner, 211 kroner og 49 øre til 500 tripillioner, 287 multiplicillioner, 111 dillioner og 28 øre. Ideen med de vekslende ørebeløb er en sjov lille krølle, der rigtig sætter de uforståelige kronebeløb i relief.

Se mere HER.

Den første 25-øre

Mønten debuterede i FC0495 'Money Bin Tank' (SH22), hvor den kunne skære nogle reb over, som Bjørnebanden havde bundet Joakim og Anders med.

Den lille blankslidte mønt har flere navne på dansk, idet den også benævnes Lykkeskillingen og Lykkemønten, men der er i alle tilfælde tale om den første mønt, Onkel Joakim tjente som 10-årig skopudser, så den har en særlig affektionsværdi for ham.
Klenodiet, der er fra 1875, er som regel udstillet i en montre i Pengetanken, og den siges at bringe sin ejer held, hvilket også er grunden til, at én af hans værste modstandere, skurken Hexia de Trick, konstant forsøger at stjæle den fra ham, så den kan bringe hende lykke.

Se mere HER.

Frk. Rappesen

Onkel Joakim's trofaste sekretær og receptionist sås første gang i U$36 'The Midas Touch' (AA45/1976 'På jagt efter Lykkemønten'), men hun blev først nævnt med navn i U$39 'A Spicy Tale' (AA27/1963 'Muskatnøddeturen').
Hun er en streng, effektiv ældre dame med briller, der sidder fast i håret, som er sat op i en nakkeknude. Man ser jo næsten straks sin egen barndoms prototype på en jomfrunalsk skolelærerinde i hendes fremtoning, og hun tituleres da også Frøken.

Som et kuriosum kan nævnes, at det verdensomspændende Egmont Publishing omtaler hende som Miss Typefast.

Se mere HER.

Guld-Iver Flintesten

Onkel Joakim har mange fjender på grund af sin rigdom, og én af dem er denne sydafrikanske rigmand, der dukkede op første gang i U$15 'The Second Richest Duck (AA10-12/1961 'Onkel Joakim's Genvordigheder'), hvor han hurtigt viste sig at være en værdig modstander, der ønskede at overtage titlen som verdens rigeste mand.
Når hans egen indbildskhed og nederdrægtighed ikke slår til i denne ønskedrøm hyrer han gerne Bjørnebanden til hjælp, men lige meget hjælper det. Han er og forbliver verdens næstrigeste and.

Guld-Iver bliver ofte forvekslet med en anden af Barks' opfindelser, rigmanden John D. Rockerduck (Andy Anderbilt på dansk), men de har intet med hinanden at gøre.

Se mere HER.

Hexia de Trick

Denne ondskabsfulde italienske heks har sit tilholdssted i en hytte på vulkanen Vesuv's skråninger, men det hindrer hende absolut ikke i at rejse rundt efter Onkel Joakim eller rettere hans lykkemønt. Og på det punkt må hun regnes for at være hans stærkeste modstander, og det lykkes da også flere gange at få fat i den for en kort periode.

Første gang vi hørte om hende var i U$36 'The Midas Touch' (AA45/1976 'På jagt efter Lykkemønten'), og hun har en klippefast tro på, at hvis hun kan få fingre i mønten og smelte den om til en medallion, så bliver hun den rigeste og heldigste kvinde i hele verden. Hun får somme tider hjælp af Bjørnebanden, og hun har også en smule gavn af sin sorte ravn.

I enkelte af de danske historier optræder hun i øvrigt under navnet Magika Pokus.

Se mere HER.

Bjørnebanden

Bjørnebanden er et slæng af beaglehunde, der bereder Onkel Joakim mange sorger, idet de synes at være fokuserede på at stjæle den gamle mands penge. Hvad de egentlig lever af er svært at vide, for vi hører sjældent om, at de har andre 'jobs' end de mange fantasillioner kroner, som de selvfølgelig aldrig får fat i.

De trådte ind på siderne i WDCS134 'Terror of the Beagle Boys' (AA06/1952), men deres fængsels-nummerskilte manglede. Disse kom dog med allerede i det efterfølgende nummer WDCS135 'The Money Bin Freezes' (AA10/1957). Numrene er alle sekscifrede og begyndende med 176-xxx, og ved en simpel optælling kan det konstateres, at der faktisk er tale om hele 40 bjørnebanditter, selvom Barks aldrig tegnede flere end 13 på én gang.
Banden omtaler hinanden med deres nummer, og skønt de af udseende er fuldstændig ens, har man dog gennem tiderne kunnet afsløre nogle få forskelligheder mellem dem. Således er 176-167 bandens poesiglade anfører, mens 176-671 fremtræder lidt dummere end de andre, og 176-761 er meget glad for sveskegrød.

Én af deres faste uniformsdele er den sorte maske, de altid bærer, også når de ellers trækker i andre forklædninger! Men sært nok bliver de alligevel aldrig genkendt ...

Se mere HER.