https://imgix.femina.dk/media/c8985e4f013140a2a67a2eb9e8a5a724.jpg
Selvudvikling

Trine Panum fortæller om sin kunstneriske åre

6. januar 2012
af Britta Bjerre
Foto: Marianne Leth og All Over Press
I årevis gik TV2-vært Trine Panum Kjeldsen, 40, og drømte om at male. Men først for et par år siden tog hun endelig mod til sig og gik i Søstrene Grene og købte pensler, farvetuber og lærred og gik i gang. Siden er det gået stærkt. Her fortæller hun om, hvordan hun selv kom i gang og kom videre.

Trine i korte træk

  • Født 19. marts 1971.
  • Uddannet cand.phil. i dansk og medievidenskab fra Aalborg Universitet.
  • Mor til tre børn: Josefine på 13, Oskar på syv og Alma på bare to år.
  • Gift med journalist, forfatter og journalistisk chef i DR Lars Steen Pedersen, som bl.a. har skrevet den storsælgende bog »No regrets« om Stig Tøfting og senest Bjarne Riis' biografi »Riis«.
  • Er bl.a. ambassadør for Hjerteforeningen og kampagnen »Elsk hjertet« og for Mission Afrika, der støtter såkaldte »heksebørn« i Nigeria, ligesom hun også arbejder om frivillig for »Livline i sorgen« og Børneulykkesfonden.
  • Se evt. mere på www.trinepanum.dk

Se Trine male i galleriet nederst i denne artikel...

Udstiller på galleri

Mon ikke mange kender dét med at have lyst til at komme i gang med noget, uden rigtigt at komme i gang alligevel?

Måske har man for travlt? Måske synes man ikke rigtigt, man har råd? Måske mangler modet alligevel pludselig. For hvad nu, hvis jeg ikke kan finde ud af det? Eller bliver til grin, fordi jeg prøver?

Sådan var det også for tv-vært Trine Panum Kjeldsen, da hun endelig, i en alder af 38, tog mod til sig og gik i Søstrene Grene og købte pensler, farvetuber og lærred og gik i gang. Og siden er det gået stærkt. Hun har udstillet på adskillige arbejdspladser, har oprettet sin egen hjemmeside, hvorfra hun sælger egne værker, og i år begynder hun at udstille på galleri.

At komme i gang med at male

Om hvordan hun kom i gang, siger hun ærligt:

- Det blev noget værre sjask i starten. Det endte fuldstændig som et børnehavemaleri, hvor alle farver løb sammen i grønt og brunt. Der var jo ingen, der havde fortalt mig, hvordan jeg skulle gøre. Og der gik lige noget tid, før jeg fandt ud af, at man skal holde pauser, når man maler, så de enkelte farver får lov at tørre op ind imellem. Jeg startede virkelig dér. Helt fra bunden.

Og komme videre med en kunstveninde

- Jeg gik så ind og googlede en lang række gallerier og fik inspiration derfra, fortæller hun, - og fik derigennem også kontakt til andre kunstnere, som jeg nu mødes med og maler sammen med. Når man er ny i det, som jeg er, og ikke er uddannet, går man tit i stå. Og da har det været godt for mig at have nogle mennesker, som hele tiden er kommet med gode fif og har været parat til at hjælpe mig videre.

- Jeg har fået en speciel god kontakt til en pige i Holbæk, som ejer et galleri. Vi kan ind imellem stå sammen en hel dag og bare male. Så maler vi fra tidlig formiddag til sen eftermiddag. Vi skal jo også lige nå at hente børn og alt muligt andet. Men det er helt vidunderligt at have fundet sådan en kunstveninde. I det hele taget har maleriet åbnet så mange døre for mig, siger den 40-årige tv-vært, der er gift og mor til tre.

Ved siden af arbejdet på TV2

Og nej, siger hun, hun drømmer ikke om at leve af at male. Hun er godt tilfreds med at have maleriet som noget, hun gør ved siden af sit arbejde på TV2. Her er hun stadig redaktør for og vært på "Station 2 Efterlyst" og vært på kl. 16 og kl. 18-Nyhederne.

Du kan se en lang række af Trine Panum Kjeldsens malerier ved at gå ind på hendes hjemmeside: trinepanum.dk - og her klikke på "Malerier til salg".

I øvrigt: Trine Panum Kjeldsen fik et malekursus af sin familie, da hun fyldte 40. Der er altså fuld opbakning hjemmefra.

Læs også