Kapitel 1: 22 mio. kr. for en bakket pløjemark

Den blå Landini-traktor kører hældende hen over Peter Isbrandt Jacobsens nyerhvervede mark. Landmanden fik for knap et par måneder siden skøde på den bakkede jord. 

Hans bud på 350.000 kr. for de 2,4 hektar jord var det bedste og inden for skiven af, hvad jævn god landbrugsjord går til i den lille vestsjællandske by Snertinge.

Derfor ryster fritidslandmanden på hovedet over, at jordstykket tilbage i 2006 først blev solgt for 2 mio. kr. af hedengangne Bjergsted Kommune for umiddelbart efter at blive videresolgt for 22 mio. kr. med en plan om at opføre 60 rækkehuse på den kuperede grund.

»Det er jo helt vanvittigt. Det er jo landbrugsjord. Hvis du ville opføre noget nyt her i Snertinge ville du bygge i den anden ende af byen, hvor jorden er flad. Det her er jo et bakket stykke pløjemark. Det giver ingen mening,« siger Peter Isbrandt Jacobsen.

***

Jordstykket i udkanten af landsbyen med 933 indbyggere er helt specielt. For grunden med adressen Løvvang 3 spiller en central rolle i en ankesag ved Østre Landsret. Her prøver syv tiltalte at slippe fri af deres byretsdomme på sammenlagt 24 års fængsel for svindlen i det tidligere børsnoterede, men nu konkursramte Abaris Ejendomme.

Olav Nielsen, tidligere Olav Aasted, er kendt som hjernen bag den lånekarrusel, som havde gjort Abaris til så stor en succes på papiret, at ejendomsselskabet i sommeren 2007 nåede en markedsværdi på 1,3 mia. kr. på First North-børsen.

Forklaringen var ifølge Næstved Byret kursmanipulation, hvor aktierne blev handlet op i kurs af stråmænd finansieret af selskaber tilknyttet Olav Nielsen og hans højre hånd i Abaris-skandalen, Søren Christensen. De to havde gået på handelsskole sammen i København i 90’erne. Og da de stødte på hinanden igen under ophold i Jyderup Statsfængsel i begyndelsen af det nye årtusind, fandt Olav Nielsen og Søren Christensen sammen i et tæt partnerskab og skabte det system, der fik Abaris til at ligne en stærk forretning på papiret.

Kort fortalt fungerede virksomhedens forretningsmodel ved, at ejendomme og grunde – som den, der i dag tilhører landmanden i Snertinge – blev handlet rundt blandt firmaer forbundet til Abaris-bagmændene via det, byretten fortolkede som stråmænd, blandt andre Falck-redderen Bruno Østergaard, som i byretten blev idømt tre år og seks måneders fængsel for sin andel i Abaris-skandalen.

Inden for Abaris’ lukkede handelssystem blev ejendomme og grunde købt og solgt til skyhøje priser. En ejendomsmæglers vurderinger blåstemplede handelsniveauet, og ejendomme og grunde blev belånt til multimillionbeløb i pantebrevsselskaber, som solgte gældsbeviserne videre til en række ejendomsinvestorer. Hverken pantebrevsselskaber eller investorer kendte til det lukkede handelssystem.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her. Så kan du læse kapitel 2, 3 og 4.

Artiklen fortsætter under billedet

Sådan gik det også med jordstykket i Snertinge. Falck-redderen Bruno Østergaard ville i efteråret 2006 købe marken i Snertinge af Abaris for ti gange den pris, ejendomsselskabet havde givet for grunden hos kommunen. Bruno Østergaard havde 5 mio. kr. til udbetalingen. Resten, 17,6 mio. kr., skulle han låne via det halvt Nykredit-ejede selskab Dansk Pantebrevsbørs.

Bruno Østergaard var ikke den formelle låntager. Lånet blev taget gennem en kompliceret selskabskonstruktion, der mest minder om en kinesisk æske. Formelt var det et nystiftet selskab, som endnu ikke havde aflagt regnskab, der skulle låne de mange millioner. Selskabet var ejet af et andet relativt nystiftet selskab, der atter var ejet af den reelle låntager og kautionist, Bruno Østergaard, der ifølge kreditoplysningerne netop stod på tærsklen til at tjene 7 mio. kr. mere i 2006.

Til gengæld var hans privatøkonomi og arbejdssituation mindre guldrandet, som det fremgår af dokumenter fra netop Dansk Pantebrevsbørs i sagen. Falckredderen havde en årsindkomst på omkring 400.000 kr., men med et brækket ben var Bruno Østergaard på sygedagpenge, da han bad pantebrevsselskabet om hjælp til at skaffe 17 mio. kr. i lån. Ikke den typiske kandidat til et tocifret millionlån set i bakspejlet.

Tilsyneladende stillede ingen spørgsmål ved, hvordan den sygemeldte Falck-redder kunne lægge 5 mio. kr. i udbetaling. I virkeligheden stammede millionerne fra Abaris - altså det selskab, som Falck-redderen var i gang med at købe jordstykket af. Ved salget af jordstykket ville de lånte millioner blive kanaliseret tilbage til Abaris, som nu kun behøvede at hjælpe med finansiering af de dyre renter på millionlånene for at have penge til at holde lånekarrusellen gående.

Med de mange millioner, som blev tjent på Snertinge-bakken, kunne Abaris investere i et nyt ejendomsprojekt, handle det voldsomt op op i værdi inden for det lukkede handelssystem, og derefter kunne projektet belånes heftigt og dermed sende millioner tilbage til Abaris. Sådan fungerede lånekarrusellen, indtil Jyllands-Posten i efteråret 2007 afslørede Abaris-systemet

I februar 2013 blev to stråmænd, en ejendomsmægler, to tidligere Abaris-direktører og de gamle venner, Olav Nielsen og Søren Christensen, så dømt i byretten for blandt andet bedrageri. Men retsopgøret er endnu ikke afsluttet. Det sidste kapitel - proceduren i den langvarige ankesag - begynder i marts i Østre Landsrets retssal E i Bredgade i København.

Et endnu ubesvaret spørgsmål er, om de pantebrevsselskaber, der sikrede penge til lånekredsløbet i Abaris-fidusen, blev ført bag lyset, eller om de ganske enkelt lukkede øjnene, mens pengene for at formidle lånene væltede ind i kassen i de år, hvor ejendomspriserne steg voldsomt og økonomiens tandhjul kværnede frem mod finanskrisen.

Dansk Pantebrevsbørs har hele vejen igennem fastholdt, at de ikke var klar over det tætte finansielle samarbejde mellem Falck-redderen og Abaris Ejendomme. Men Finans kan nu afdække, hvordan Dansk Pantebrevsbørs flere gange blev advaret i sagen og dermed kunne have undgået solide milliontab, da Abaris kollapsede i efteråret 2007. Afdækningen trækker tråde ind i nutidens chefkontorer hos landets største realkreditselskab, Nykredit, men den begynder i 2006 i den søvnige, vestsjællandske landsby Snertinge. På en bar mark.

***

I nabolandsbyen til Snertinge, Føllenslev, bor en anden landmand, som ganske enkelt ikke forstår, hvordan nogen nogensinde kunne tro, at den bakkede pløjemark med adresse på Løvvangen 3 var 22 mio. kr. værd. Regnestykket holdt ikke. Og planerne om at opføre 60 huse på den 2,4 hektar store grund gav ingen forklaring. En hurtig hovedregning viste, at hver grund på bakken kun ville være på 400 kvadratmeter i gennemsnit – og så var der ikke engang gjort plads til de kvadratmeter, som uvilkårligt ville gå til veje, fortove, grønne arealer og parkeringsarealer.

»Selvom det var rækkehuse, ville det ikke kunne lade sig gøre. Der skal også være plads til nogle grønne områder ved siden af. Det ville kommunen forlange,« siger Finn Toftegaard Petersen.

Artiklen fortsætter under billedet

Landmanden ved, hvad han taler om. For Finn Toftegaard Petersen har som den eneste udstykket byggegrunde i Snertinge siden årtusindeskiftet. Han var allerede begyndt at sælge byggegrunde fra sin flade jord, da kommunen solgte den bakkede pløjemark til Abaris. Og prisen for Abaris’ køb var fastsat efter det, Finn Toftegaard Petersen solgte sine byggegrunde til, som en lokal ejendomsmægler forklarede det i byretssagen. Ja, kommunens pris på 2 mio. kr. for bakken i Snertinge var endda sat optimistisk højt.

Finn Toftegaard Petersens flade areal dækkede et område tre gange så stort som den bakkede pløjemark i Snertinge. Alligevel gav kommunen kun lov til at udstykke 38 grunde på Toftegaards jordstykke. Til at begynde med gik salget godt. Men så sløjede det hen.

»Den eneste årsag til, at vi kunne sælge vore grunde var, at de var billige. At sælge en byggegrund herude til eksempelvis en halv mio. kr. ville have været helt urealistisk,« siger Finn Toftegaard Petersen, der i dag stadig mangler at få solgt et par grunde på sit jordstykke.

Seks kilometer nord for marken - hos Nybolig på Skrarridsgade i Jyderup – forsøgte Finn Toftegaard Petersen at sælge sine byggegrunde. Dermed kunne Dansk Pantebrevsbørs hurtigt have undersøgt prisniveauet i området. Nykredit, som ejede halvdelen af Dansk Pantebrevsbørs, ejer nemlig også ejendomsmæglerkæden Nybolig.

Da Dansk Pantebrevsbørs i efteråret 2006 videresolgte gældsbeviser i den bakkede pløjemark for samlet 17,6 mio. kr. kunne enhver gå ind på Nyboligs hjemmeside og se, at der et par hundrede meter væk i lillebyen Snertinge blev solgt byggegrunde til en kvadratmeterpris på en fjerdedel af det, den rå jord på den bakkede pløjemark blev handlet til.

Og i modsætning til de udbudte grunde på den flade jord var jordstykket på Snertinge-bakken solgt uden hverken nødvendig lokalplan eller fysisk udstykning med tilhørende vej, belysning, kloak- eller eltilslutning.

Men Dansk Pantebrevsbørs undersøgte aldrig sagen så tæt. Den daværende erhvervschef, Lars Andresen, har i retten forklaret, at man blot bed mærke i, at jordstykket i Snertinge var handlet gennem en ejendomsmægler, hvilket måtte betyde, at handlen var sket til markedspris.

Her forklarede han også, at Dansk Pantebrevsbørs sammenlignede jordstykket i Snertinge med et andet byggeprojekt 100 km væk. I Store Heddinge på københavnersiden af Sjælland kunne der sælges villaer til en pris, der ville kunne skabe økonomi i et projekt som det i Snertinge på trods af den høje pris for jorden.

Artiklen fortsætter under billedet

Sammenligningen holdt bare ikke vand. Der var ikke plads til de planlagte 60 huse på den 2,4 hektar store mark. Så selvom det lykkedes at få tilladelse til at bygge rækkehuse på grunden og efterfølgende sælge dem til samme pris som for de bedste handler i Store Heddinge, ville projektet ikke kunne løbe rundt.

Det gik op for Dansk Pantebrevsbørs’ sidste adm. direktør Michael Vennick, efter at Jyllands-Posten havde afsløret Abaris-skandalen. Ingen advarselslamper havde lyst over værdien på 22 mio. kr, forklarede han i byretten. Men da Michael Vennick selv stod for foden af bakken i Snertinge, blev han i tvivl om, hvorvidt værdien virkelig kunne holde for den kuperede grund. Han kunne ikke forestille sig, at der kunne bygges 60 huse dér.

Tilbage i efteråret 2006 var der ingen tøven overfor at formidle lån for millioner med pant i den vestsjællandske bakke. En forretning, som Dansk Pantebrevsbørs stod til at tjene flere hundrede tusinde kroner på.

I retten forklarede Lars Andresen, at Dansk Pantebrevsbørs ikke tog ud og så på pløjemarken, før lånet til Snertinge-grunden blev givet. Det samme gjaldt i en anden ligeså skæbnesvanger Abaris-handel, som pantebrevsbørsen ydede et millionlån til. Og de foretog heller ikke en egentlig kreditvurdering af låntageren inde afgivelse af lånetilbuddet. Den side af sagen gik Lars Andresen ud fra, at køberne af pantebrevene ville tage sig af.

Flere end et dusin forskellige pantebrevsinvestorer blev i oktober 2006 kontaktet af Dansk Pantebrevsbørs med tilbud om at finansiere Bruno Østergaards køb af grunden ved at købe pantebreve – altså bidder af Falck-redderens gæld til gengæld for en rente og med sikkerhed i jorden.

En af dem var pantebrevschefen Jørgen Jørgensen fra det dengang store pantebrevsfirma Regstrupparken. Han brød sig ikke om det, han læste.

Som noget af det første ringede Jørgen Jørgensen til Bjergsted kommune og fik oplyst, at Abaris havde købt pløjemarken kort forinden for 2 mio. kr. og nu solgte den videre til en Falck-redder for 22 mio. kr.

»Der var meget sparsomme oplysninger om køberens økonomi, der havde en årsindkomst på bare 400.000 kr. Så jeg undersøgte sagen på egen hånd. For hvordan søren skulle den mand forrente et lån på mere end 17 mio. kr. ? Og hvordan var udbetalingen på 5 mio. kr. fremkommet?« forklarer Jørgen Jørgensen i dag.

Han fortæller, at han ringede til Dansk Pantebrevsbørs med en klar advarsel om at formidle lånet til Bruno Østergaard.

Den medarbejder, han ringede til, kunne i byretten intet huske om Jørgen Jørgensens advarende opringning. Til gengæld erkendte medarbejderen, at det ikke var kutyme at undersøge, hvad sælger havde givet for den ejendom, der blev videresolgt.

Det havde noget med tiden at gøre, forklarede medarbejderen fra vidneskranken den 28. juni 2012. Pantebrevene var dengang nemme at komme af med, og måske var det derfor, der ikke blev gjort store anstrengelser med at undersøge sagen til bunds, som man burde have gjort, lød medarbejderens efterrationalisering i retten.

Helt nemt var det dog ikke at sælge pantebrevene med sikkerhed i lige præcis Snertinge-bakken. En hel række pantebrevsinvestorer takkede nej. Til sidst lykkedes det dog, blandt andet fordi den i dag krakkede EBH Bank, som sammen med Nykredit ejede Dansk Pantebrevsbørs, selv købte gældsbeviser for 11 mio. kr.

De alleryderste og mest risikofyldte pantebreve i jordstykket blev solgt til ejendomsinvestoren David Ernst-Sunne. Han husker i dag handlen, fordi den – ifølge David Ernst-Sunne - blev indgået meget mod hans vilje.

»Jeg ønskede ikke at købe de pantebreve. Men jeg fik at vide, at jeg skulle købe dem, for at jeg kunne få bevilget lån til nogle af mine egne ejendomme hos Dansk Pantebrevsbørs. Kun derfor endte jeg med at købe,« forklarer David Ernst-Sunne i dag.

Dansk Pantebrevsbørs’ daværende erhvervschef Lars Andresen bortfejer David Ernst-Sunnes udlægning som det rene bragesnak:

»Vi har ikke siddet med to sager og sagt: Hvis du tager denne her, så tager jeg den her. Det har intet på sig. Så enten refererer du ham forkert. Eller også fortæller han dig noget, som ikke er i overensstemmelse med sandheden.«

Sandhed eller ej. Så ligger det fast, at det langt fra var sidste gang, at Dansk Pantebrevsbørs solgte taberinvesteringer til David Ernst-Sunne. I alt købte David Ernst-Sunne på opfordring af Dansk Pantebrevsbørs pantebreve i 16 ejendomme, hvor ejerne endte i konkurs og deres ejendomme efterfølgende blev solgt med kæmpetab på tvangsauktioner.

***

Jørgen Jørgensen købte som pantebrevschef i Regstrupparken mange pantebreve i årene op til finanskrisen. Flere af dem direkte fra Dansk Pantebrevsbørs’ erhvervschef Lars Andresen, som han var i direkte kontakt med.

Derfor lagde han heller ikke fingre imellem, da Andresen senere tilbød ham pantebreve i et andet grundstykke, hvor Abaris Ejendomme igen stod til at høste en urealistisk høj gevinst.

»NEJ TAK!« De store bogstaver og udråbstegnet var i Jørgen Jørgensens mail til Lars Andresen begyndelsen på endnu en advarsel mod Dansk Pantebrevsbørs-forretninger med bakken i Snertinge.

»Sagen minder for meget om en tilsvarende sag for nylig fra Bjergsted Kommune og med samme sælger som i denne sag,« skrev Jørgen Jørgensen i en mail til Lars Andresen den 8. november 2006.

Her beskrev han sin opdagelse af, at værdien af jordstykket i Snertinge var steget ti gange, og at køber ikke kunne forklare, hvor den fem millioner store udbetaling kom fra, eller dokumentere, at han havde økonomisk ballast til at gennemføre byggeprojektet.

Mailen landede hos Lars Andresen knap to uger, inden lånet til Bruno Østergaard blev udbetalt. Erhvervschefen havde altså muligheden for at trække i den finansielle nødbremse. Lars Andresen hæftede sig ifølge egen forklaring i retten ikke særligt ved de forhold, som Jørgen Jørgensen beskrev i mailen. Det burde han nok have gjort, sagde han år efter i byretten. Men dengang blev millionerne udbetalt til Bruno Østergaard, som sendte dem videre til Abaris og ud i lånekarrusellen.

***

Jørgen Jørgensens advarsler kom frem i lyset, da den advokat, der skulle rydde op i konkursboet efter Dansk Pantebrevsbørs’ krak i 2009, overleverede en CD-rom med talrige dokumenter til brug for retsopgøret efter Abaris.

Dansk Pantebrevsbørs, der i finanskrisen var blevet kendt som de dårlige pantebreves børs, var selv væltet i september 2009. Det skete, da landets største realkreditselskab Nykredit ikke længere ville holde selskabet flydende. Efter at EBH Bank var forsvundet i finanskrisens krakbølge  året før, havde Nykredit selv hængt på de mange tab i realkreditinstituttets nu eneejede Dansk Pantebrevsbørs. I 2009 erklærede realkreditgiganten så datterselskabet konkurs, men forsikrede at dække de økonomiske krav, som konkursboet godkendte.

Pantebrevsselskabet var, frem til finanskrisen ramte Danmark, en virksomhed i voldsom vækst. Først fra lejede lokaler i Kampmannsgade i indre København, hvor bagmandspolitiet i dag er flyttet ind. Men i maj 2007, da boligmarkedet buldrede frem, rykkede Dansk Pantebrevsbørs til mere mondæne omgivelser i en stor villa på Martinsvej ud til søerne i København.

Den 11. maj 2007 spillede musikeren Erann DD i haven på Martinsvej, da Dansk Pantebrevsbørs havde inviteret forretningsforbindelser til eksklusiv reception med temaet Moulin Rouge. Førstesalen i villaen var indrettet til kasino, og blandt de gæster, der blev budt på dyre drikkevarer og Davidoff-cigarer, var flere af de spekulanter, hvis forretninger senere var udslagsgivende, da en række banker blev sendt til tælling.

Netop den snævre kreds af meget risikovillige ejendomsspekulanter kendte Dansk Pantebrevsbørs særdeles godt i de gode år, hvor selskabet nåede at formidle lån for en milliard kroner til en række af de personer, som et regeringsnedsat udvalg siden har udråbt som en del af finanskrisens årsager. Ekspansionen tog for alvor fart i 2006, da den daværende direktør for Nykredit Bank og nuværende koncernøkonomidirektør i Nykredit, Jes Klausby, satte sig for bordenden i bestyrelseslokalet.

Lånene til Falck-redderen var med til at gøre 2006 til et jubelår for Dansk Pantebrevsbørs målt på mængden af formidlede lån. Resultatet udløste udover den faste hyre en bonus på 250.000 kr. til erhvervschef Lars Andresen.

Millionlånet med pant i marken i Snertinge var dog ikke alene hans ansvar. Den daværende adm. direktør for Dansk Pantebrevsbørs, Allan Jacobsen, nikkede ja til lånet, som dog også skulle godkendes af bestyrelsesformanden Jes Klausby. Det skulle alle lån større end 5 mio. kr.

Klausby gav grønt lys velvidende, at Falck-redderen Bruno Østergaard på daværende tidspunkt ikke var det bedste kreditkort. Men pantebrevene var stort set alle videresolgt til pantebrevsinvestorer, hvilket fik Jes Klausby til at nikke ja til Falck-redderens store lån. I lånegodkendelsen lød bestyrelsesformandens simple begrundelse, »at næsten hele lånet er videresolgt, og at der derfor kan ses bort fra debitors svage økonomiske fundament.«

Jes Klausby sidder i dag fortsat på et chefkontor hos Nykredit på Kalvebod Brygge. Som koncernens økonomidirektør holder han styr på regnskabstallene i landets største realkreditselskab. Og han konstaterer i dag, at lånegodkendelsen til Falck-redderen år tilbage var lige efter bogen.

»Det, jeg skulle sikre mig var, at der var fuld indsigt, og vi ikke ville ligge med noget tilbage i egenbeholdningen. Vi fortalte køberne om, hvad der var baggrunden. Og hvis de var indforståede med det, så accepterede jeg den handel,« forklarer økonomidirektøren.

Da Nykredit med en konkursbegæring i 2009 hev tæppet væk under datterselskabet, Dansk Pantebrevsbørs, lovede Nykredit at dække kreditorernes tab i konkursen. Allerede inden da havde man betalt erstatning til de investorer, der tabte penge på pantebreve formidlet af Dansk Pantebrevsbørs til Abaris-lånekarrusellen. Det fik dog ingen synlige konsekvenser for hverken bestyrelsesformanden Jes Klausby eller den tidligere erhvervschef Lars Andresen.

For dem gik livet tilsyneladende videre uforstyrret. Mens Jes Klausby fortsatte med at holde styr på tallene i Nykredits regnskabsbøger, startede Lars Andresen sin egen virksomhed, der i lighed Dansk Pantebrevsbørs tjener penge på at videresælge lån til andre.

Sådan er det ikke gået for de tiltalte i Abaris-sagen. Mere end seks år efter det ifølge byretten svindleriske foretagende blev afsløret, har retsopgøret taget en i dansk retshistorie usædvanlig drejning med fyrede forsvarere, beskyldninger om pengeafpresning og flere sigtelser for at forsøge at påvirke vidner til at give falsk forklaring i retten. Inden foråret er omme, forventes det afgjort, om de syv mænd skal afsone årelange fængselsstraffe.

Mens Abaris-retssagen holder pause for retsmøder, står køberen af den kuperede mark i Snertinge overfor et valg, der skal træffes inden forårets komme. Det handler om bakkens fremtid. Ikke at han overvejer at udstykke den til grunde, sådan som Abaris havde lagt op til. Nej, Peter Isbrandt Jacobsen er i syv sind: Skal der sås vårbyg eller havre på bakken?

***

Finans har forsøgt at få hændelsesforløbene bekræftet fra så mange kilder som muligt. Beskrivelserne bygger derfor på en stribe interviews, aktindsigter i kendelser og retsbøger, samt oplysninger fremkommet i offentlige retsmøder i efteråret 2014.

LÆS HELE HISTORIEN:

Kapitel 1 | Kapitel 2 | Kapitel 3 | Kapitel 4

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.