»Der er nogle dage, hvor jeg er Søren Brun«

ANNECY, FRANKRIG — Egentlig elskede han Nuser. Når den hvide hund dansede rundt i sit hundehus med armene i vejret, kunne Steve Martino genkende følelsen af ren lykke. Men som arbejdet med at lave den første spillefilm om ”Radiserne” i 3D skred frem, fik han mere og mere sympati med Søren Brun. Hans ukuelighed var det, Steve Martino ville holde fast i.

»Jeg begyndte at gå med en Søren Brun-sweater på arbejde for at lade mig inspirere. Søren Brun er ikke altid lige heldig. Men når han ser sig besejret , som når han forsøger at flyve med en drage, der evigt og altid ender i et træ, så rejser han sig altid op igen. Han fortsætter. Nogle gange føler jeg mig som Søren Brun. Der er nogle dage, hvor jeg er Søren Brun,« fortæller instruktøren med et stort smil, da vi møder ham på en af verdens mest prestigefulde animationsfestivaler, hvor Steve Martino og hans hold for første gang har vist noget af filmen frem.

Den tunge arv

Steve Martino blev håndplukket af familien Schulz til at instruere filmen. Og selvom Martino roser samarbejdet med sønnen Craig og barnebarnet Bryan Schulz, der er krediterede som manuskriptforfattere på filmen, er der ingen tvivl om, at arbejdet har været præget af en vis nervøsitet for, om Steve Martino kunne leve op til det store ansvar. Løfte arven. For det er sin sag at tage et så velkendt univers og så elskede figurer og modellere dem om til en film, der både tilgodeser de fans, der er vokset op med tegneseriestriben, og appellerer til en ny generation.

Tegneseriestriben er blevet trykt i 75 lande verden over, i alt blev det til godt 18.000 striber med Søren Brun og hans venner, der blev tegnet over 50 år. Fra 1950 til sin død i 2000 fremtryllede Charles M. Schulz den ene charmerende stribe efter den anden. Her på 65-året for seriens begyndelse kommer så en spillefilm, der måske kan gøre børn af i dag begribeligt, hvad der har gjort ”Radiserne” til et populærkulturelt fænomen. Selvom tanken først og fremmest er at underholde og glæde. Og det har Martino før bevist, at han kunne.

Et tidløst univers

»Familien Schulz havde set det arbejde, jeg havde lavet med at omsætte den meget elskede forfatter Dr. Seuss’ bog ”Horton og støvfolket Hvem” til film. Dengang var vi meget opmærksomme på at forblive tro mod kildematerialet og tage vare på den verden, Dr. Seuss havde skabt. Det var også noget, Schulz-familien gik meget op i. At deres fars arbejde skulle holdes levende og nå ud til en ny generation. Men vi ville ikke modernisere universet. Jeg talte meget med Craig Schulz om, at vi skulle skabe et tidløst univers.«

Man kan næsten høre på titlen, hvor forsigtig man har været med at ændre for meget på det allerede bestående. Den hedder ”Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun”. Mere nøgternt kan det næppe gøres. Men alligevel har man valgt at lave filmen i 3D.

Med forstørrelsesglas

»Det var vigtigt for mig at lave filmen i 3D, fordi vi på den måde maler på et større lærred. Vi ser den samme tegneseriestribe, som vi kender, men vi har sat et forstørrelsesglas over. Nu kan man se flere detaljer og gøre selve oplevelsen større, mere rig. Vi ville gøre filmen til en event. Det handler også om at møde et nutidigt publikum,« beretter Martino, hvis største udfordring med 3D-formatet var at få Nusers pels til at se levende ud og ikke mindst at få hundens øjne, der altid er på samme side af dyrets hoved, til ikke at flyde ukontrolleret rundt.

Og Nuser var vigtig at få rigtig, fordi så mange havde haft ham som tøjdyr som barn.

»Jeg fandt ud af, at oplevelsen af den bløde pels var noget, der sad godt fast i folks barndomserindringer. I vores lange indledende researchperiode talte jeg med enormt mange mennesker, der havde haft en Nuser-bamse som barn; der var endda flere, der tog deres 25 år gamle puttedyr med på arbejde. Så vi vidste, vi skulle forsøge at genskabe den fornemmelse af noget blødt og hyggeligt.«

»”Radiserne” er en klassiker. Serien er tidløs. Schulz tilbyder os en mulighed for at grine af de hverdagstrakasserier, vi alle tumler med. For hvem kender ikke det, at man virkelig gerne vil have noget, opnå noget, men ikke får det eller fejler? Schulz sagde: ”Se her, det sker for os alle sammen. Og vi bliver bare nødt til at grine af det. Vi må grine lidt af os selv”,« siger instruktøren og fortsætter:

»Filmen handler om små ting, der viser sig at være de vigtige ting i livet: Hvordan får man en god ven? Hvordan bliver jeg selv en god ven? Det er de små menneskelige erfaringer, vi alle kan relatere til. I filmen vil Søren Brun gerne vise, at han kan være en vinder, så han kan få den lille, rødhårede piges opmærksomhed. Men hvad betyder det egentlig at være en vinder? Man skal ikke forsøge at være noget, man ikke er. Søren Brun er sød ved sin søster, tålmodig, han er ærlig, og han giver aldrig op. Dét er kvaliteter, som er værdige for en vinder,« siger Steve Martino.