Det vilde vesten
Skandale afløser skandale på vækstbørsen First North. Slappe regler gør børsen til tumleplads for finansverdenens tvivlsomme eksistenser, og for hæderlige investorer gælder kun ét råd: Hold jer væk.
Kun uindviede kan mene, at børshandel er kedeligt. For os andre er flimrende talrækker, dansende kurser og floder af penge, der strømmer gennem markedet, om ikke decideret sexede, så dog underholdning på højt plan.
Fondsbørsen skaber og taber formuer. Fondsbørsen former menneskeskæbner, erhvervseventyr og ditto mareridt.
Men når spænding bliver til farce, har børsen et alvorligt problem. Det har Københavns Fondsbørs og dens ejer, OMX.
Problemet hedder First North, men burde på baggrund af de lovløse tilstande, der synes at herske på vækstbørsen, snarere være døbt Wild West. Skandalerne hober sig op, kurserne rasler ned, og der er råddenskab i konstruktionen. Den slags kan som bekendt blive en kostbar affære for dem, der har valgt at sætte penge i skidtet.
***
First Norths grundlæggende problem er, at ingen tilsyneladende har tænkt på at indføre et minimum af kvalitetskontrol af hvem, man lukker ind i børsvarmen. Bagdøren står på så vid gab, at det ligner en åben invitation til fup, plat og humbug. Og invitationen bliver ikke siddet overhørig.
I efteråret selvdestruerede det First North-noterede ejendomsselskab Abaris, da Morgenavisen JyllandsPosten afslørede firmaet som et fupforetagende, der tjente sine papirpenge ved at handle ejendomme med stråmænd til fiktivt opskruede priser. De penge, som Abaris proppede i kassen, kom hjem ved at udstede pantebreve i et omfang, som langt oversteg ejendommenes værdi.
En sag, der ikke bekymrede First North nævneværdigt. Abaris slap indledningsvis med en advarsel, fordi selskabet ikke tog telefonen, når børsfolkene ringede. Da det siden viste sig, at rotterne havde forladt den synkende skude, blev den mere eller mindre tomme skal af et selskab slettet fra kurslisterne, og sagen skal nu afgøres i retssystemet.
***
I sidste uge sprang bomben under et andet First North-selskab, Nanocover. Jyllands-Posten beskrev onsdag, hvordan selskabet reelt var styret af selskabstømmeren Leif Bundgaard Hansen. Han førte i al diskretion Nanocover på børsen fra sin fængselscelle i Horserød, hvor han afsonede en dom på fire års fængsel for grov og systematisk berigelseskriminalitet.
Under tiltagende panik forsøgte Nanocover i sidste uge at redde stumperne ved at lægge afstand til Bundgaard Hansen og dennes familie, der for flere medlemmers vedkommende var ansat i virksomheden indtil i onsdags.
Hvorefter selskabets rådgivere og bestyrelsesformanden fulgte eksemplet fra Abaris-sagen og flygtede ud ad bagdøren. Vel at mærke da de blev konfronteret med de oplysninger om Nanocovers blakkede baggrund, som de for længst ville have været bekendt med, hvis de havde gjort deres arbejde.
Endnu en skandale var født på First North.
Og det er langt fra kun et dansk fænomen, for i Sverige forlader selskaberne First North i samme tempo, som en nyvalgt politiker sprinter ud af Ny Alliances gruppeværelse.
***
Ret beset kan samfundet som helhed være aldeles ligeglad med, om foretagender som Abaris Ejendomme og Nanocover lever eller dør.
Begge er i bedste fald aldeles ligegyldige.
Det frapperende er, at selskaber af den kaliber får lov at ødelægge en god idé for de hæderlige virksomheder, der også er noteret på First North. Virksomheder, som kunne have draget stor fordel af den billige adgang til kapitalmarkedet, som var grundtanken, da vækstbørsen blev etableret i 2005. Den fordel forvitrer i sagens natur i samme takt som First Norths troværdighed.
Historien viser, at der med stor sandsynlighed sker to ting, når et selskab noteres på First North: Først sælger ejeren ud af sine aktier. Derefter dykker kursen, og tabet tørres af på de nye eksterne investorer.
***
Det er næppe tilfældigt, at de store professionelle forretningsbanker, der dominerer handelen på de ”rigtige” børser i Skandinavien, fra dag ét har holdt en solid distance til First North. De ved, at konstruktionen er uholdbar.
First North er ikke underlagt myndighedskontrol og stiller særdeles beskedne krav om åbenhed om interne aktiehandler, om fremlæggelse af historisk korrekte data og om et minimum af finansiel styrke i de noterede virksomheder.
Det oplæg, som et nordisk erhvervsmagasin i fjor døbte ”insidernes paradis”, lægger hele banen fri for finansverdens mere tvivlsomme klientel.
I dag må vi blot konstatere, at First North har opfyldt alle dommedagsprofetierne og ligner et morads af en markedsplads, som hæderlige investorer bør holde sig langt væk fra.