Avis: Anders Fogh efterforskes for økonomisk kriminalitet i Letland

Ifølge Børsen efterforskes Anders Fogh Rasmussen af lettisk politi vedrørende en bankkonkurs i 2019.
Tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.
Tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.
AF RITZAU

Tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen efterforskes af politiet i Letland i to sager om økonomisk kriminalitet.

Det skriver Børsen.

Lettiske myndigheder oplyser til avisen, at Anders Fogh og den øvrige tidligere ledelse af banken PNB Banka, der i august 2019 gik konkurs, efterforskes for økonomisk kriminalitet, efter at banken efterlod et hul i regnskabet på over én milliard kroner.

”En aktiv efterforskning er stadig i gang, og eventuelle kommentarer, herunder om de involverede personer, kan forstyrre efterforskningen på nuværende tidspunkt,” siger Simona Gravite, PR-chef for statspolitiet i Letland, til Børsen.

Anders Fogh er indblandet i den lettiske sag, da han var næstformand for bankens uafhængige råd.

Efter konkursen blev han sammen med otte andre personer stævnet i fællesskab for 32 millioner euro - godt 230 millioner kroner.

Det var kurator for banken PNB Banka, der stod bag millionsøgsmålet.

Ifølge kuratoren agerede det uafhængige råd uforsvarligt ved at godkende transaktioner, der sendte millioner ud af banken inden konkursen, der dengang hed Norvik Banka.

Ifølge Børsens oplysninger efterforskes blandt andet et bestyrelsesmøde i juni 2019, hvor Anders Fogh ”stemte for en række transaktioner og opsigelser af sikkerhedsstillelser, som ifølge konkursboet forgyldte bankens russiske ejer og bestyrelsesformand, Grigorij Guselnikov, med 31,5 millioner euro, svarende til knap 240 millioner kroner, få måneder før, banken krakkede”.

”Ved at give samtykke og godkende transaktionerne er Anders Fogh Rasmussens muligheder ret begrænsede. Skaderne er her, de er veldokumenterede, og det er ikke et lille beløb, som er forsvundet,” siger Margarita Mjadzelica, der er juridisk chef i konkursboet efter PNB Banka, til Børsen.

Anders Foghs danske advokat, Jacob Skude Rasmussen, skriver til Børsen, at de ikke er bekendte med, at Anders Fogh efterforskes af politiet i Letland.

Anders Fogh oplyser, at han ”vil forholde sig til beskyldningerne”, når retssagen er i gang i Letland. Videre mener han, at ”bankens konkurs ikke kan bebrejdes advisory council (det uafhængige råd, red.)”.

Tilbage i marts stadfæstede Østre Landsret en kendelse fra fogedretten om, at konkursboet ikke kan tage Anders Foghs værdier i Danmark i pant eller stilles som sikkerhed i millionsøgsmålet mod Anders Fogh og bankens øvrige ledelse.

Det havde en lettisk domstol ellers sagt god for.

Kravet om pant i Anders Foghs formue i Danmark lød på 10 mio. kr.

Fogh om lettisk millionkrav: Der er tale om korruption

Lettisk bank får nej til at få fingre i Anders Foghs formue

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs