6 stærke flisemønstre til indkørslen

Træt af store fliser eller lige rækker med betonsten? Her får du inspiration til 6 alternative mønstre til indkørslen, der alle er så solide, at de tåler tung trafik.

Det er egentlig utroligt så mange af os, der byder vores gæster velkommen med en indkørsel af store betonfliser eller lange lige rækker af grå herregårdssten. Og det endda selv om vi bor helt forskelligt: i træhuse, murstenshuse eller 100 år gamle villaer med pudsede facader. Men der er masser af muligheder for at lave en indkørsel, der passer flot til huset – uden at gå på kompromis med de krav, bilerne stiller til belægningen. Hvis du sikrer en solid opbygning fra bunden, det rette fald på belægningen, tætte fuger og stabile kanter, har du faktisk mange og meget forskellige muligheder, når du skal vælge den øverste, synlige del af belægningen.

Du skal bare overholde nogle få regler:

  • Mindre betonsten bør være mindst 6 cm tykke, større fliser mindst 7 cm.
  • Undgå fliser på over 40-50 cm, medmindre du vælger rigtige kørefliser.
  • Undgå lange, gennemgående fuger (over halvanden meter), medmindre du lægger dem på tværs af eller skråt på kørselsretningen.

En brolægning af ren granit passer flot til et ældre pudset hus. Men det gør en kombination af granit og betonfliser også – og så er det lettere at lægge og holde rent.

Betonfliser og granit blandes her i et mere moderne mønster. Du får noget mere arbejde ved kanten, hvor du enten må skære fliser til eller fylde op med granitsten.

Hollændersten danner en mere levende overflade med mønsteret her end i et simpelt forbandt. Gennemgående fuger gør, at det skal vendes diagonalt i forhold til kørslen.

Det er fristende at lægge mønsteret parallelt med kanterne, så der kun skal skæres lidt til i kanterne. Men belægningen holder længere, hvis du vender mønsteret diagonalt.

Her er ingen gennemgående fuger, så mønsteret kan fint lægges parallelt med køreretningen. Tilpasningen er mindst, når målene som her er 1:2, men alle kvadrater kan kombineres.

Mønsteret kan ligge parallelt med køreretningen, da gennemgående fuger brydes. Du skal tænke dig lidt ekstra om, men slipper næsten for at skære til langs kanterne.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Indkørsel