Sådan bekæmper du skvalderkål

Skvalderkål er noget af det mest forhadte ukrudt. Det spreder sig både ved underjordiske udløbere og ved at kaste frø, så du skal væbne dig med tålmodighed, hvis du går i krig mod skvalderkål.

Sådan bekæmper du skvalderkål

Pas på skvalderkålens frøskærme. Klip dem af, inden de begynder at kaste frøene. De bittesmå frø kan blive transporteret flere kilometer med vinden, og hvert frø bliver til en ny plante.

Lad os bare slå en ting fast med det samme: Der findes ingen nemme løsninger mod skvalderkål. Det flerårige ukrudt er aggressivt og har en utrolig livskraft.

Gør du ikke noget ved skvalderkålen, vil den i løbet af kort tid brede sig og danne et kraftigt rodnet med mange underjordiske udløbere og nye skud.

Skvalderkålens vilde rødder

Rødderne kan løbe op til et par meter under jorden, inden de sender nye skud op. Desuden har rødderne den ulempe, at de nemt knækker, hvis du forsøger at trække dem op af jorden. Og hver eneste lille rodstump i jorden vil vokse videre og blive til en ny plante.

Derfor gælder det om at fjerne planterne – inklusive alle rødderne – eller at udsulte skvalderkålens rødder. Det er en god idé at starte så tidligt som muligt. Hvis planten får lov til at vokse frit, formerer den sig også ved at kaste frø, der kan spredes med vinden over lange afstande.

Selv om du får bugt med skvalderkålen i din egen have, skal du være opmærksom på, at frøene kan dumpe ned fra oven, så vær på vagt.

Sådan bekæmper du skvalderkål

Skvalderkålens rodnet går 30-40 cm i dybden og spreder sig flere meter ud til siderne.

1. Grav skvalderkålens rødder op

Et af de mest effektive midler mod skvalderkål er at grave rødderne op. Vælg et mindre stykke ad gangen, så opgaven ikke virker uoverskuelig, og gå systematisk frem.

Tag en spade, og grav ned i ca. 40 cm’s dybde. Hvis du vil genbruge jorden, skal du kaste den gennem et trådnet på en træramme, så du sier rødderne fra. Hvis du lader rødder fra skvalderkålen ligge i jorden er de i stand til at genetablere sig og vokse videre.

Vent gerne et år med at plante bedet til igen, så du kan se, om du har fået alle rødderne væk. Mere sikkert er det at køre jorden med skvalderkål væk og fylde hullet med ny, skvalderkålfri jord.

Se video af, hvordan du fjerner skvalderkål

I videoen, som er produceret af Bolius, kan du se, hvordan du kan fjerne skvalderkålen med et greb.

LÆS OGSÅ: Bruger du (også) din ukrudtsbrænder forkert?

Hvis skvalderkålen har bredt sig

Har skvalderkålen bredt sig i et staudebed, skal du overveje at destruere de angrebne stauder og købe nye i stedet. Det er uhyre svært at få alle skvalderkålens rødder helt væk, hvis de først er viklet ind i andre planterødder.

Hvis du har angrebne stauder, du gerne vil beholde, må du give dem “karantæne”. Rens deres rødder for skvalderkål, så godt du kan, og plant stauderne i et midlertidigt bed. Hold øje med nye skvalderkålskud. Når du er sikker på, at stauderne er fri for skvalderkål, kan du plante dem over i det rensede staudebed.

Du kan også forsøge at grave ukrudtet op med en gravegreb, der ikke skærer rødderne over, så du – måske – kan få dem op hele.

Redaktionen anbefaler: Det bedste våben mod mælkebøtter

2. Dæk skvalderkålen med sort plast

Skvalderkål kan ikke overleve uden lys, så hvis du dækker det angrebne område med sort plast, vil skvalderkålen dø. Skvalderkålen skal stå tildækket i mindst et år, for at du kan være sikker på, at den er forsvundet helt.

Du skal dog være opmærksom på, at mikroorganismerne i jorden også forsvinder i det område, hvor jorden har været tildækket så længe.

3. Klip de små skud væk hver uge

Hvis du ikke orker at grave hele staudebedet op, kan du prøve at udsulte skvalderkålens rødder, så planten til sidst opgiver. Det kræver, at du er meget opmærksom på nye skud og fjerner dem, lige så snart de dukker op – hver uge igennem en hel sæson.

Systematisk nedklipning af nye skud helt nede ved jorden gennem en hel sæson vil udsulte skvalderkålens rødder på lang sigt.

Samme metode kan du bruge, hvis skvalderkålen fx har bredt sig under en hæk, hvor du ikke kan komme til at grave. Fortvivl ikke, selv om du ikke er efter de nye skud hver uge – arbejdet er ikke spildt. Det kan godt være, at de kraftfulde rødder ikke bliver udsultet og giver op, men planten bliver holdt kraftigt i ave.

Klip evt. skvalderkål med plæneklipperen

Du kan også vælge at klippe skvalderkålen ned med plæneklipperen. Det stykke jord, der er “angrebet” af skvalderkål, sås simpelthen til med græs. Skvalderkålen bryder sig ikke om den gentagne klipning. Men pas på, at den ikke breder sig langs kanterne eller hækken i stedet.

Græs kan også bruges som en beskyttende bræmme, der kan forhindre, at skvalderkål i en hæk fx breder sig til et nærliggende bed. Husk, at skvalderkålen kan lave udløbere på et par meter, så græsbæltet skal være tre meter bredt for at have beskyttende effekt.

Fjern skvalderkålen med denne plante

En anden metode til at fjerne skvalderkål er ved at plante en bunddækkende plante i beddet. Det kan fx være en storkenæb, der skyder tidligt på sæsonen. Den vil så skyde op og danne et "tæppe", der tager lys og luft fra skvalderkålen, så skvalderkålen får dårlige vækstbetingelser. Først skal du luge beddet og fjerne de skvalderkål, du kan komme til at fjerne. Det kan du høre mere om i videoen her. Videoen er produceret af Bolius.

Det skal du IKKE gøre:

  • Du skal IKKE fræse jorden. Det vil splitte skvalderkålens rødder i hundredvis af stykker, som alle vil kunne vokse videre som selvstændige planter, medmindre du sørger for at få alle roddele op. Og det er svært.
  • Du skal IKKE lægge opgravede rødder i kompostbunken. Skvalderkålens rødder er sejlivede og kan begynde at skyde igen.
  • Du skal IKKE plante stauder fra private uden at tjekke dem. Skvalderkål – og andet flerårigt ukrudt – spredes ofte på den måde, så tjek rødderne grundigt, inden du planter.

Læs også: Undgå de 4 typiske beskæringsfejl

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Ukrudt