På sporet af en ny frisure

Der er simpelthen ikke nok kaffe i verden til mig idag. Jeg er så træt, efter en nat med en pæn portion fødder, hænder og jeg- mangler- min – sut -skrig, til at afbryde min søvn. Jeg har vist fået vænnet mig lidt til, at få bare noget nattesøvn og det var nok en dårlig overlevelses strategi i forhold til dage som idag. Kevin har standby, blev kaldt på arbejde i morges og har nu ringet hjem og meddelt, at han er blevet idømt overnatning i syd England.

Det havde jo været luksus, hvis tvillingerne ville tage sig en passende lur samtidig, så jeg lige kunne nappe en mormor, men det er selvfølgelig alt for optimistisk, kun David har forstået ideen, Milius mener, at det gælder om at holde mor beskæftiget. Det gør genboens søn også, så han ringer på i eet væk, for at høre hvornår de tre store vender tilbage fra gåtur med hunden. Nu vil jeg jo ikke klage over, at der er nogen, som banker på for at lege med mine unger. Jeg kunne bare ønske mig, at han havde tillid til, at jeg mener det, når jeg lover at sende Dem over, når de kommer hjem.
Nu kan jeg så, eftersom Kevin skal kede sig alene på hotel i nat, se frem til 5 optimistiske børneansigter, som så mener, at de alle har råderet over mit soveværelse, når farmand er fraværende. Hvilket vil betyde endnu en nat uden søvn. Så nu samler jeg alt, hvad jeg har af energi i mig ( pfft det var det..nej pjat!) og siger et stort rungende NEJ! Jeg holder meget af at putte med mine unger normalt. Men i nat gider jeg ikke. Jeg vil SOVE!!

Det er da også latterligt med en 1,40 seng og så mange børn!

Derudover går dagens grubleri ud på, hvordan jeg skal få reddet mit hår. Det vat meget kort tid, at det var flot pink. Nu er vi ligesom mere ovre i pink/peach/ violet nuancer og ikke rigtig på den fede måde. Jeg har længe overvejet at blive klippet korthåret, og måske er mine sidste to farveforsøg bare et vink med en frisørsaks om, at det må blive løsningen, for at slippe af med de der kiksede overgange, som man nu engang får, når man har valgt at lysne sit hår.

Kevin hader og jeg mener virkelig hader kvinder med kort hår. Han finder det uattraktivt og næsten grundlag for skilsmisse….hmmm og så er det jo bare, at jeg bliver sådan lidt: Det skal du sgu ikke bestemme!

Og selvfølgelig skal han ikke det. I øvrigt er det urealistisk, at han ville kunne holde sine fingre fra mig, uanset hårlængde og farve. Han er vild med mig, og slet ikke så overfladisk et menneske, at min frisure ville få betydning for vores kærlighed. Så jeg har optimistisk vist ham billeder af, hvordan jeg kunne tænke mig, at blive klippet ud af mine hår udfordringer.

Til det gør min ellers så søde mand opmærksom på, at selvom jeg bliver klippet som Meg Ryan, så kommer jeg jo ikke til at LIGNE Meg Ryan og det har han jo på sin vis ret i. Han er også af den overbevisning, at det vil få mit ansigt til at se større ud, altså som i federe. Der trækker han jo virkelig de tunge skyts frem, for det er jo på ingen måde min intention. For når jeg er slank og smækker, og det er efterhånden mere end sjældent, er jeg fra naturens hånd udstyret med rimelig runde kinder.
Så et eller andet sted, så ved jeg godt, at han har ret i det med ansigtet.

Angsten for at fortryde inden jeg rejser mig fra frisørstolen ( for i dette tilfælde, tror jeg nok, at jeg vil søge faglig hjælp)er ikke gennemgribene. Generelt har jeg det sådan, at det er bedre at fortryde noget man har gjort, end noget man ikke har gjort og hår vokser jo bare ud igen. Men jeg kan faktisk godt blive bekymret for, om jeg også efterlader den lille stump femininitet jeg ejer på gulvet i salonen.
Jeg er i forvejen ikke sådan en, som går og føler mig superfeminin, selvom lyserød er yndlingsfarven. Bedre bliver det jo ikke af, at alle mine negle pt, knækker hver gang de stikker toppen udover fingerspidsen og det i sig selv er meget mystisk, for normalt har jeg vanvittigt stærke negle. Jeg er efterhånden ret sikker på, at det skyldes rugbrødsmangel!

Nå, men kva min mands manglende tilstedeværelse, måtte jeg jo skrabe den søvnige rest af mig selv sammen og gå op og handle ind til aftensmad. Godt det samme, for frisk luft topper jo kaffe til en hver tid, jeg var bare for træt til at komme i tanker om det. Når vi går den vej, så leder Celia altid efter spor. Det startede med nogle
” bjørnespor” som Fiona var løbet i forvejen og lavede en dag. Det trick har Nicolas afsløret for Celia, for han kunne ikke bære, at hun var så bange for, at vi allesammen skulle blive spist af en bjørn om natten. Siden har Celia og jeg fundet elefantspor og idag var der sørme vaske ægte ( cykeldæks) slange spor i mudderet. Så er det altså en fest at gå hjemme med ungerne, når vi, trods træthed, har tid til at gå og fordybe os i den slags eventyr på vej til butikken. Det bliver bestemt ikke dårligere af at en venlig sjæl, havde sat denne op, for SÅ kører historierne og gætterierne jo om hvordan den mon er havnet der, og jeg er stolt af at sige: Det skorter ikke på fantasifulde bud hos nogen af os.

Alligevel kunne jeg ikke undgå at blive distraheret lidt hver gang, vi mødte en kvinde med kort hår, de fleste var lidt gamle i det ikke…?
Så beslutningen er endnu under udarbejdelse…måske giver jeg endda et par unger lov til at campere i mit soveværelse i nat, bare i tilfælde af, at jeg skulle få mareridt om faldne lokker.