Tomas Ragina/Shutterstock
Israel Hisbollah Hamas

Hvorfor frygter Israel Hizbollah mere end Hamas?

Mens Israel og Hamas ligger i bitter krig i Gaza, er en ny deltager tæt på at melde sin ankomst på slagmarken. Mod nord truer den militante gruppe Hizbollah og dens 100.000 krigere med at komme Hamas til undsætning.

“Hizbollah spiller et meget, meget farligt spil.”

Sådan lød ordene fra en talsmand for det israelske militær, efter at den paramilitære organisation Hizbollah har truet med at gå ind i krigen mellem Israel og Hamas på palæstinensernes side.

Truslen bliver taget særdeles alvorligt af israelerne, for i deres øjne er Hizbollah en langt stærkere modstander end Hamas.

Hizbollah blev dannet i Libanon efter Israels invasion af landet i 1982. Bag gruppen stod Iran, der forsøgte at sprede sin islamiske revolution til andre dele af Mellemøsten.

Med Iran i ryggen fortsatte Hizbollah kampen mod de israelske styrker, indtil Israel i 2000 trak sig ud af Libanon.

Siden har Hizbollah udviklet sig til et magtfuldt parti og samtidig bevaret og oprustet sin paramilitære gren.

Hizbollah vil hjælpe Hamas

Ifølge nogle kilder er Hizbollah nu i besiddelse af 150.000 raketter og en hær på 100.000 kamphærdede krigere.

Hizbollah er på både USA's og mange vestlige landes terrorlister.

EU skelner dog mellem Hizbollahs forskellige dele og har kun sat organisationens militante gren på terrorlisten.

Hizbollah

Soldater fra Hizbollah har bl.a. kæmpet på regimets side i den blodige krig i Syrien.

© nsf2019/Shutterstock