Kan man spise Halloween-græskar?

Et udhulet Halloween-græskar pynter smukt, mens indmaden som regel havner i skraldespanden. Men selv om det orange bær ikke er det mest smagfulde inden for græskar-familien, kan du sagtens bruge både kerner og kød.

et halloween græskar bliver udhulet

HALLOWEEN-GRÆSKAR | Det er blevet stadig mere almindeligt at skære græskar og sætte dem ud med lys i, når kalenderen siger oktober.

© iStock

Det kan blive til en stor bunke gul indmad og kerner, når børn og voksne kaster sig over at udhule et Halloween-græskar. Måske har du undret dig over, om hele molevitten overhovedet behøver at havne i skraldespanden – eller om du i virkeligheden kan slå to fluer med et smæk og få både til pynt og til aftensmad.

Og ja, du kan godt udnytte hele det store orange bær. Vi guider dig til, hvordan du får mest muligt ud af dit Halloween-græskar.

1 Kan man spise et Halloween-græskar?


Ja, du kan faktisk godt spise dit Halloween-græskar, ganske ligesom du kan spise kødet fra andre vintergræskar som Hokkaido og butternutsquash. Vintergræskar er kendetegnet ved en tyk og hård skal, som beskytter det faste frugtkød lige under skallen. I midten af græskarret sidder alle kernerne omgivet af trevlet og mere svampet frugtkød.
Hvis du skal spise dit Halloween-græskar skal du have fat i det faste kød, mens du skal skille dig af med det trevlede og svampede indmad, som sidder omkring kernerne i frugten – ganske som du måske kender det fra en Galia-melon.

Og du skal ikke bekymre dig om, at du eller eventuelle fedtede børnefingre har haft godt fat i indmaden, bare skyl kødet under den kolde hane, inden du bruger det i bagværk eller gryderetter.

to glade små børn skærer halloween-græskar ved bord

EFTERÅRS-HIT – Halloween-græskar er en gavmild efterårsfrugt, der lægger op til både hygge og lækkerier i køkkenet.

© iStock

2 Smager et Halloween-græskar godt?


Som udgangspunkt skal du ikke købe et Halloween-græskar udelukkende for at spise det, da det smager af mindre og er mere vandet end de andre vintergræskar. Nogle vil måske endda kalde smagen lidt kedelig.

Men vil du undgå madspild, er dit Halloween-græskar en glimrende ingrediens som fx revet fyld i kager, boller eller muffins. Her skal du blot bruge fyldet, som du ville bruge gulerod eller squash. Du kan også hakke kødet i tern og bruge det i gryderetter, ligesom du kan sylte eller bage græskar-stykkerne.

Se her, hvad du kan ellers kan gøre for at undgå madspild i hverdagen

Og synes du, at Halloween-græskarret mangler smag, så er det bare at spice det op med krydderier som chili, paprika, kanel, kardemomme eller hvad dine smagsløg nu foretrækker.

3 Kan man spise kerner fra Halloween-græskar?


De store kerner fra et Halloween-græskar egner sig rigtig godt til at spise. Du kan riste dem i ovnen eller på panden og bruge dem som snack eller som drys på din yoghurt.

Ristede græskarkerner i skål

Ristede græskarkerner i ovn

Undgå at skærmen slukker

Ingredienser

2 glas

  • 2 dl friske græskarkerner
  • 4 spsk. rapsolie
  • 1 tsk. havalt

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 160 grader varmluft.
  • Rens kernerne, så de er helt frie for græskarkød. Hæld kernerne i en skål med vand og massér kødet af med fingrene. Du kan også bruge en salatslynge.
  • Kog kernerne i en gryde med letsaltet vand i 20 min.
  • Hæld vandet fra kernerne, og dup dem tørre i et rent viskestykke.
  • Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og vend dem i rapsolie og salt. Drys eventuelt med andre krydderier.
  • Bag i ca. 20-30 min., til de er lysebrune og sprøde. Husk at vende dem et par gange undervejs.

Velbekomme!

KRYDREDE KERNER – KUN FANTASIEN SÆTTER GRÆNSER
Er du til en sød snack, så prøv at spice græskarkernerne op med en blanding af kanel og kardemomme – eller hvad med en blanding af lime og flydende honning eller agavesirup?
Er du til det salte, så bland kernerne med fx et par spisekefulde soya og en krydderiblanding af chilli og spidskommen.


4 Hvor længe kan ristede græskarkerner holde sig?


Opbevar dine ristede græskarkerner i en lufttæt beholder og stil dem et sted, hvor der er mørkt og ikke for varmt. Så kan dine ristede snacks holde sig gode i op til en uge.

Tips til flere sunde nødder, frø og kerner? Læs med her.

Spiser man Halloween-græskarkerner med skal?


Du kan sagtens spise dine Halloween-græskarkerner med skal. Et godt tip er dog at koge dem i letsaltet vand i ca. 20 min. for at undgå, at de bliver seje at tygge.

Det er desuden vigtigt, at du får fjernet så meget af det orange kød som muligt fra dine kerner. Læg dem i en si og skyl dem godt, indtil de er rene.

rå græskarkerner fra halloween-græskar

EN OVERFLOD AF GRÆSKARKERNER – Der er rigeligt at give sig i kast med, når du har udhulet dit græskar.

© iStock

5 Er det godt at spise græskarkerner?


Der er masser af gode næringsstoffer i græskarkerner, som har et højt indhold af fedt, protein og kostfibre. Kernerne er også en god kilde til blandt andet E-vitamin og mineraler som kalium, jern, zink, kobber, mangan, selen og magnesium.

Læs her, hvorfor det er en god ide at spise græskar

6 Hvordan får man et Halloween-græskar til at holde?


Måske har du prøvet at sætte et udskåret Halloween-græskar ud foran hoveddøren eller på altanen blot for at opleve allerede få dage efter, at et tykt tæppe af grålig mug begynder at brede sig inde i græskarret. Måske begynder græskarret også hurtigt at falde sammen og se knap så indbydende ud.

Et godt trick er at pensle både inderside og yderside med konserveringsmidlet Atamon. Det hindrer udviklingen af skimmelsvamp og bakterier og kan forlænge levetiden, så dit græskar står flot i op til en uge.

En anden vigtig faktor er temperaturen – dit græskar tåler hverken hård frost eller varme temperaturer. Det er klart, at jo varmere det er i vejret, jo hurtigere vil dit græskar gå i forrådnelse. Skal det stå flot den 31. oktober, når de udklædte børn banker på døren, så vent med at lave det til dagene op til Halloween.

råddent halloween græskar på trappetrin

SELV OM LIDT RÅDDENSKAB BIDRAGER TIL UHYGGEN – vil de fleste nok foretrække et mindre loddent græskar på trappetrinet.

© iStock

7 Kan man spise pynte-græskar?


De fine små prydgræskar er kun til netop at pryde. Fx din indkørsel, vindueskarm eller skålen på spisebordet. Ud over at være bitre, er de nemlig giftige, da de indeholder bitterstoffet Cucurbitacin, som kan give opkast, diarré og kraftige mavesmerter få timer efter, at du har indtaget så lidt som en mundfuld.

Prydgræskar lagt pænt op på halm

KUN TIL PYNT – De flotte prydgræskar er ikke spiselige, men kan derimod give svære mavesmerter, opkast og diarré.

© iStock

Stoffet kan også i sjældnere tilfælde findes i squash, agurk, melon eller græskar. Det kan være en god tommelfingerregel at smage på fx din squash, inden du bruger den i madlavningen. Smager den bittert, skal du spytte stykket ud og kassere hele frugten.

uhyggelige udskårne Halloween-græskar lyser op i mørke

UHYGGELIG HYGGELIG HALLOWEEN – De udskårne oplyste græskar menes at have været en erstatning for roer.

© iStock

Hvorfor bruger vi græskar til Halloween?

Brugen af græskar kan formentlig spores helt tilbage til kelterne. Det gamle europæiske folkeslag fejrede nytår den. 31. oktober under navnet Samhain. Ud over at fejre det nye år, var kelterne af den overbevisning, at det var dagen, hvor de døde rejste sig fra gravene for at hjemsøge de levende og finde vej hjem til dødsriget.

En fortælling er, at kelterne udhulede roer, skar ansigter i dem og sammen med masker og udklædning fik ånderne til at tro, at kelterne også var levende døde, som de derfor ville lade være i fred.

En anden og måske mere udbredt legende handler om den irske bonde Stingy Jack, som vandrede hvileløst mellem himmel og helvede, fordi ingen ville lukke ham ind. For at finde vej i mørket lavede han sig en lygte af en udhulet roe med et stykke glødende kul i. Derfor udhulede kelterne såkaldte Jack-o-Lanterns på Samhain for lede fortabte sjæle hjem.

Man regner med, at det var kelterne som tog Halloween-traditionen med til USA. Da roer var svære at få fat i, brugte man i stedet græskar.

Hvorfor hedder det Halloween?
Det er ikke kun kelternes nytår Samhain, som har en finger med i spillet, når vi fejrer Halloween. Den 31. oktober fejrer den kristne kirke Allehelgensaften, som mange blander sammen med Halloween. Det er dog ikke så mærkeligt, da ordet Halloween kommer af “All-Hallows-Eve”, altså på dansk “alle helgeners aften” hvor de kristne fejrer de helgener, der ikke har deres helt egen, særlige fejringsdag. For at gøre forvirringen endnu større, minder Halloween også meget om De Dødes Dag, som fejres få dage senere, nemlig den 2. november i Mexico.

8 Hvornår laver man Halloween-græskar?


Efterår og oktober er sæson for græskar, og oktober er også den måned, vi fejrer Halloween – nemlig den 31. oktober. Mange skærer deres Halloween-græskar ud i efterårsferien, men som tommelfingerregel kan du lave dit græskar, så det står klar den 31. oktober, når børn og barnlige sjæle banker på døren.

udklædte børn ringer på dør med slik eller ballade

SLIK ELLER BALLADE – Der ligger muligvis ældgamle traditioner bag at klæde sig ud og forlange slik den 31. oktober.

© iStock

9 Er et græskar en frugt eller en grøntsag?


Et græskar er en frugt, nærmere bestemt verdens største bær. Græskar tilhører frugt-familien blandt andet på grund af dets mange kerner.

Hvilke græskar er bedst til at spise?

Er du ikke til at spise dit Halloween-græskar? Så er der masser af andre muligheder. De senere år er der nemlig kommet mange nye græskartyper på markedet, så du finder dem efterhånden i alle former, farver og størrelser. Her er fire af de mest kendte:

© iStock

HOKKAIDO-GRÆSKARRET

stammer oprindeligt fra Japan, deraf navnet. Det findes også i en grøn version.

© iStock

BUTTERNUT SQUASHEN

ligner i formen lidt en forvokset jordnød. Kødet er orange, og smagen er sød og nøddeagtig

© iStock

SPAGHETTISQUASHEN

har fået sit navn, fordi frugtkødet ligner spaghettistrimler, når det skrabes ud med en gaffel, efter at græskarret har været en tur i ovnen.

© iStock

DEN GRØNNE OG GULE SQUASH

som du finder året rundt i supermarkedet, kan bruges i alt fra kager til gryderetter.