Kan elefanter svømme?

Elefanter er Jordens tungeste landdyr. Er det sandt, at de alligevel er i stand til at svømme?

elefant svømmer under vandet
© Shutterstock

En fuldvoksen elefant kan nemt veje seks tons, så det er ganske rigtigt ikke et dyr, man forbinder med evnen til at svømme. Ikke desto mindre er elefanter fuldt ud i stand til det. På grund af deres massive kropsbygning og frem for alt deres kraftige skelet har de dog ikke ret meget opdrift, så de ligger dybt i vandet. Derfor er de nødt til at bruge deres snabel som snorkel, mens de padler fremad med alle fire ben. Mange elefanter vil imidlertid leve et helt liv uden nogen sinde at komme ud at svømme. De tager gerne bad, men vover sig aldrig længere ud, end de kan bunde. Andre svømmer gerne. Enkelte individer har ligefrem specialiseret sig i at svømme og gør det på daglig basis. Det kan dog tænkes, at elefantsvømning er mere udbredt, end man almindeligvis går ud fra. Det eneste, man ser af en svømmende elefant, er spidsen af snabelen. Det betyder, at mange svømmende elefanter formentlig er blevet overset eller taget for noget andet. En af de teorier, der er blevet fremsat om den berømte søslange i Loch Ness er faktisk, at det er billeder af en cirkuselefant, som havde taget sig en svømmetur i søen. Elefanten er ikke det eneste store dyr, der kan svømme. Der kendes for eksempel flere iagttagelser af svømmende giraffer og af strudse til søs. Andre store dyr kan ikke svømme uden videre, men har mulighed for at lære det. Det er for eksempel tilfældet med gorillaen.