Grå prikker har samme nuance

Denne klassiske illusion giver indtrykket af, at de to prikker har forskellig nuance af grå. Men faktisk er de helt ens - og nu forstår forskere endelig, hvor illusionen opstår.

På en baggrund, der går fra mørkegrå til lysegrå, er to identiske prikker. Prikkerne har samme størrelse og vigtigst af alt - de har helt samme farve og samme lysstyrke. Men sådan ser det ikke ud i vores øjne, og forskere har i mere end 100 år kæmpet med at forstå, hvor illusionen opstår.

I august 2020 fandt forskere fra Massachusetts Institute of Technology i USA så endelig et svar.

Ifølge forskerne opstår illusionen, når vi skal vurdere lysstyrke. Og mod forventningen sker den vurdering faktisk allerede i nethinden og ikke i hjernens synscenter.

Vores evne til at vurdere lysstyrke er altså ikke et produkt af vores hjernes fortolkning af synsindtryk. Det er derimod en fundamental og medfødt mekanisme, der sker i vores øjne som et af de første skridt i vores synssansning.

Blinde børn falder for illusion

Den konklusion stod klar, da forskerne testede ni blinde børn, der havde fået synet tilbage efter operationer mod grå stær.

Hvis menneskets vurdering af lysstyrke var tillært, ville børnene, der aldrig før havde set sig omkring, ikke blive narret af den type lys-illusion. Men da børnenes bandager blev taget af, så de præcis det samme som os andre.

Illusionen påviser, at vores opfattelse af lys ikke er lig med den egentlige mængde af lys. I stedet beror vores opfattelse på en kombination af et objekts farve og den mængde lys, der rammer det.

Ifølge hovedforfatter og professor i visuel perception og neurovidenskab, Pawan Sinha, vil vi derfor også opfatte et sort stykke stof under et skarpt spotlys som ligeså lyst - eller endda lysere - end et hvidt stykke stof i dunkelt lys.