Spørg Fagfolket: Er mit lejede værelse brandsikkert?

7. januar 2023 kl. 12:309
Spørg Fagfolket: Er mit lejede værelse brandsikkert?
Illustration: Frazaz/Bigstock.
En læser er nervøs for, om han kan komme ud af soveværelset i tilfælde af brand, da vinduerne ikke kan åbnes.
Artiklen er ældre end 30 dage

Andreas B. Andersen har skrevet til os:

To af mine gode venner og jeg skal til at flytte ind i en lejlighed i Aarhus C, hvor vi først efter får at vide, at vinduerne i to af soveværelserne vil blive skiftet ud med vinduer, som ikke kan åbnes.

Udlejer bekræfter, at der skal sættes ventilation ind i de to værelser, men vi studser over muligheder for at blive reddet i tilfælde af brand i lejligheden.

Vinduerne vil i dette tilfælde være den eneste direkte vej til det fri, ellers skal man bevæge sig ud i stuen og hen til hoveddøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udlejer mener, at det er brandtilsynet, som har fremlagt dette krav til lejemålet, men kan det virkelig passe?

Rasmus Braüner Norup, bygningskonstruktør og certificeret brandrådgiver, LB Consult, svarer:

Dette er et spørgsmål, som jeg nogle gange støder på i mit arbejde som brandrådgiver.

Som jeg læser spørgsmålet, så bliver der primært spurgt til, om lejligheden overholder eksisterende rednings- og flugtvejsforhold, efter man udskifter vinduespartier i soveværelser til lukkede vinduespartier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det korte svar er, at udlejer skal se ind i den eksisterende brandstrategi/brandplan for at verificere placeringen af redningsåbningen i lejligheden.

Der er nemlig ikke nødvendigvis krav til, at disse vinduer i soveværelserne skal være en redningsåbning, hvis der er en redningsåbning i stuen samt adgang til hoveddøren, som forventes at være mod trapperum.

Der er normalt kun krav til én redningsåbning pr. lejlighed, jf. præaccepterende løsninger fra etageboligbyggeri, og dette oplever jeg nogle gange, at folk ikke ved, da de formentlig - ligesom dig - tænker, at der bør være én redningsåbning på hvert soveværelse.

Ift. om brandtilsynet er indblandet i dette, så tænker jeg ikke, dette er er tilfældet. Der er normalt ikke brandsyn i en brandsektion med lejligheder, og et brandtilsyn vil heller ikke kommentere på et vinduesparti, som ikke er en redningsåbning.

Uanset hvad, så vil jeg altid anbefale, at man søger rådgivning ved en professionel brandrådgiver, som ligeledes får mulighed for at se mere konkret ind i projektet.

9 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
9
9. januar 2023 kl. 15:57
Re: Betyder brandrådgiverens råd

Betyder brandrådgiverens råd så, at man nu godt må benytte kælderen til beboelse, bare der er en kælderdør med udgang til det fri ? Det måtte man ikke tidligere.

Tror det ikke, der er stadig mulighed for Radon. Der er også normalt fugtigt og ringe luftskifte. De to sidste var en af grundene til at især udlejning blev forbudt, det var før der var noget der hed Radon, til gengæld var der Tuberkulose. Er kælderen godkendt til beboelse er det anført i ibrugtagningstilladelsen.

8
9. januar 2023 kl. 15:51
Re: Betyder brandrådgiverens råd

En kælder er stadig en kælder, skal den ændre anvendelse til beboelse skal der ansøges om det og den vil skulle opfylde kravene i br-18 for at kunne godkendes til beboelse.

7
9. januar 2023 kl. 12:59
Betyder brandrådgiverens råd

Betyder brandrådgiverens råd så, at man nu godt må benytte kælderen til beboelse, bare der er en kælderdør med udgang til det fri ? Det måtte man ikke tidligere.

6
8. januar 2023 kl. 15:40
Re: Jeg kan godt forstå du undrer

Jeg kan godt forstå du undrer dig. Men der er kun krav om een redningsåbning pr brandcelle og een for hver etage hvis lejligheden er i flere etager. Lejligheder betragtes som een brandcelle.

Der er ingen der undrer sig over, at ræven har flere udgange, den er jo så berygtet for at være snu og det er noget vi mennesker bør tage ved lære af.

Hvis man har sit liv kært, så skal man altid tænke det værste der kan ske og derfor valgte jeg i mit nuværende hus, BD 30 døre og vægge og vinduer i soveværelserne kan åbnes og opfylder krav til redningsåbning. 3 stk pulverslukkere og røgalarmer der desværre ikke er serieforbundne, så nye røgalarmer stå højt oppe på listen over ting der skal investeres i.

Skulle jeg leje lejlighed mere end 2 m over terræn, så skal soveværelsesvindue tilfredsstille krav som redningsåbning og jeg ville investere i reb, solidt fæstet til radiatoren, så damen og babyen kan fires ned om det værste skulle ske.

Her er link der viser at man i værste fald har mindre end 1 minut til at reagere i: https://www.youtube.com/watch?v=bSP03BE74WA

Vælg så lejlighed nederst i højre hjørne, hvor man skal fra soveværelset igennem stuen hvor ilden er opstået og videre gennem gangen og ud gennem trappeopgangen og ilden er opstået i stuen, midt om natten, snestorm og lyset gået. Se side 10 og figur 2.3.3,,,,,,,,,,,,, https://bygningsreglementet.dk/-/media/Br/...

5
8. januar 2023 kl. 12:52
Det er klart en røgalarm,

Det er klart en røgalarm, gerne koblet på husets faste strømforsyning, der giver bedst mening. Der har i ældre bygningsreglementer været krav om redningsåbninger fra alle rum, hvorved det kan være byggeriet her på papiret har kravet. Så helt enig med Arne.

Ved at opsætte røgalarmer kan byggeriet flyttes til et nyere bygningsreglement, hvor der som beskrevet kun er krav om en redningsåbning.

Det bør nævnes redningsåbningens funktion, er at man kan reddes ud, hvis trappen er spærret af røg. Den er ikke tiltænkt brand i selve lejligheden.

4
8. januar 2023 kl. 10:03
Jeg kan godt forstå du undrer

Jeg kan godt forstå du undrer dig. Men der er kun krav om een redningsåbning pr brandcelle og een for hver etage hvis lejligheden er i flere etager. Lejligheder betragtes som een brandcelle.

Link til Præ-accepterede løsninger for etageboligbyggeri https://bygningsreglementet.dk/Tekniske-bestemmelser/05/Vejledninger/Generel_Brand/Etageboligbyggeri

Hvis I vil sikre jer mod brand er det bedre at forebygge. I kan bede udlejer om at opsætte serieforbundne røgalarmer koblet til 230V med batteri back-up hvis de ikke allerede er der. Så er I sikret tidlig varsling og branden opdages derved meget tidligt og der er således større chance for at I selv kan nedkæmpe den. Derudover risikerer I heller ikke at dø af kulilteforgiftning. Kulilte opdager man ikke når man sover. Man sover lige så stille ind i døden..

Hvis udlejer ikke vil bekoste sådan et anlæg, kan I selv opsætte almindelige røgalarmer. Udlejer skal kun leve op til de krav der var på opførelsestidspunktet, og det kan være rigtig mange år siden.

3
8. januar 2023 kl. 00:50
Re: Krav

Tydeligvis ikke 😅

2
7. januar 2023 kl. 16:53
Re: Krav

Læste du overhovedet artiklen og svaret fra brandrådgiveren?

https://bygningsreglementet.dk/-/media/Br/Kap_5_Brand/Vejledninger/Etageboligbyggeri/Bilag-2-Etagebyggeri-ver-14-20211029.pdf

1
7. januar 2023 kl. 16:10
Krav

Er det ikke altid et krav for at må bruge et værelse til soveværelse at der skal være to ‘udgange’? Altså typisk et vindue og en dør.