4 minute read

Nordens Største kunstgræsanlæg åbner snart på Frederiksberg

Foto: Klaus Sletting Jesen

Tekst Daniel Stolzenbach · foto Klaus Sletting Jensen

Advertisement

”NU VIL VI ALTID HAVE BANER, DER STÅR SNORLIGE OG I BEDSTE KVALITET 12 MÅNEDER OM ÅRET.

Fodboldmagasinet København nr. 2. 2019 | side 11

Foto: Klaus Sletting Jesen

SEKS NYE KUNSTGRÆSBANER GØR ANLÆGGET PÅ JENS JESSENS VEJ TIL NORDENS STØRSTE KUNSTGRÆSANLÆG, OG DET VIL GØRE EN STOR FORSKEL FOR FODBOLDEN PÅ FREDERIKSBERG.

I det ene hjørne af Kunstbane 1 på Jens Jessens Vej løber Frederiksberg Boldklubs U13-drenge og træner fodbold. Boldene flyver med hård kraft mod målet og kombinationsspillet flyder, mens store gravkøer og bunker af jord tårner op i baggrunden. På banerne rundt om U13-drengene, gravkøerne og jordbunkerne vrimler det med børn og unge, der spiller fodbold, selvom klokken kun lige har passeret 16.30 en torsdag eftermiddag.

– Det bliver godt for drengene, når de nye baner er klar, fortæller Anders Blom Salomonsen, som træner U13-holdet, der normalt deler en 11-mandsbane med fire andre hold.

Det har været småt med pladsen på anlægget, men det ændrer sig markant til august. Her åbner seks, spritnye kunstgræsbaner på Jens Jessens Vej, og dermed kommer anlægget til at bestå af 11 kunstgræsbaner, hvor de lokale idrætsklubber kan boltre sig, herunder de tre store Frederiksberg-klubber KB, Frederiksberg Boldklub og FA2000.

Det nye anlæg vil med sine 11 kunstgræsbaner gør Jens Jessens Vej på Frederiksberg til et unikt anlæg i Norden.

– Jeg er ikke bekendt med, at der i Nordeuropa findes anlæg med 11 kunstgræsbaner, som Jens Jessens Vej kommer til at bestå af. Det bliver i særklasse det største rene kunstgræsanlæg i Nordeuropa, fortæller direktør i Frederiksberg Idræts-Union, Søren Burchall.

Anlægget på Jens Jessens Vej får ikke flere fodboldbaner med etableringen

af de nye kunstgræsbaner. Forskellen er, at de førhen var græsbaner, men nu bliver konverteret til kunstgræs. Og det har stor betydning for mulighederne for sportslig udfoldelse på anlægget.

– Nu vil vi altid have baner, der står snorlige og i bedste kvalitet 12 måneder om året. Det har før været fodboldklubbernes udfordring. Det store slid på græsbanerne henover sommeren har gjort, at banerne aldrig har opnået en standard, som vi og klubberne har drømt om, fortæller Søren Burchall.

BEDRE FACILITETER

”Lidt mere intensitet!”, råber træner Anders Blom til U13-drengene, mens de jagter bolden i en presøvelse. De fleste af drengene har vovet sig i korte rør og ærmer, selvom den lidt lunere forårsluft hele tiden trues af en kølig vind. Spillet afbrydes, da en bold fra en anden bane lander midt i øvelsen.

Det har været symptomatisk, og i Frederiksberg Boldklub ser de frem til, at de nye baner åbner. Man glæder sig til en optimering af faciliteterne, og så har det til tider været lidt udfordrende med pladsen.

– Vi får meget mere plads at boltre os på i forhold til før. Det glæder vi os til, siger Martin Busk, der er administrationsleder i Frederiksberg Boldklub.

Tre af de nye kunstgræsbaner er med nyetablerede lysmaster, hvilket de gamle græsbaner ikke havde. Det betyder, at anlægget vil have otte baner med lys, og det kommer til at gøre en stor forskel.

– Vi har fra september til april oplevet den udfordring om aftenen, at der var for mange hold og for få baner, da der kun var få kunstgræsbaner med lys. De nye kunstgræsbaner med lys betyder, at vi får mere plads, og at vi kan træne længere om aftenen, selvom solen er gået ned, fortæller Martin Busk.

De nye baner giver også den fordel, at de yngre hold i Frederiksberg Boldklub kan spille udendørs hele hele året rundt.

– Vores yngste hold fra U8 til U11 har trænet indendørs om vinteren, fordi der ikke har været plads udendørs uden de græsbaner, der er åbne i sommerperioden. De kan nu fremover spille udendørs på de nye kunstgræsbaner om vinteren”, siger Martin Busk.

FLERE MEDLEMMER

KB, FA2000 og Frederiksberg Boldklub er alle blandt Danmarks fem største fodboldklubber og har tilsammen 5794 medlemmer ifølge DIF’s seneste medlemsoptælling. Frederiksberg Boldklub står noteret for 1908 af dem, men klubben har stadig 372 på venteliste til børneholdene. Det forventer man i Frederiksberg Boldklub, at de nye kunstgræsbaner kan ændre på.

– Vi kan opretholde vores store medlemsskare og samtidig bygge på. Vi kan etablere flere børnehold og nedbringe ventelisterne i vores børneafdeling. Det er selvfølgelig stadig et spørgsmål om ressourcer, men de nye kunstgræsbaner giver os faciliteterne til at kunne oprette flere hold, siger Martin Busk.

Frederiksberg Idræts-Union forventer også, at de nye kunstgræsbaner vil give klubberne mulighed for at kunne optage flere medlemmer og dermed få flere Frederiksberg-borgere ud på fodboldbanerne.

Banerne kan ikke imødekomme efterspørgslen på Frederiksberg, men det er et skridt på vejen, fortæller direktør, Søren Burchall, der også glæder sig over, at de nye baner er en af årsagerne til, at KB har muligheden for at satse mere på pigefodbolden.

FARVEL TIL DUFTEN AF GRÆS

De seks nye kunstgræsbaner betyder, at alle baner på Jens Jessens Vej vil bestå af kunstgræs, og spillerne må altså se langt efter jord på knæene efter en glidende tackling.

Et anlæg uden naturgræs er dog ikke noget, der bekymrer Martin Busk fra Frederiksberg Boldklub.

– Kunstgræs er vejen frem. Jo mere kunstgræs, jo bedre. Græsbaner er mere følsomme over for vejret, og det skete før i tiden, at alle seks græsbaner måtte lukkes, hvilket skabte store logistiske udfordringer. Kunstgræsbaner er mere robuste, og det er klart en fordel, at vi ikke havner i en situation med lukkede baner på grund af vejret, siger Martin Busk.

Tilbage i hjørnet på Kunstbane 1 er drengene ved at samle bolde og kegler ind, mens træner Anders Blom takker af for dagens træning.

– Drengene glæder sig til at komme over på de nye baner. De har ikke noget imod kunstgræs, fortæller han.

Imens stimler drengene sammen. De har store forventninger til at skulle spille fodbold på Nordens største kunstgræsanlæg.

– Det bliver dejligt med mere plads og en helt jævn fodboldbane uden buler, lyder det nærmest i kor fra drengene.

– Det er vores håb, at konverteringen af banerne vil give mellem 400-700 flere fodboldspillere på Frederiksberg.

Foto: Klaus Sletting Jesen

Fodboldmagasinet København nr. 2. 2019 | side 13