Jens Gaardbo forlader TV 2 – udviste dårlig dømmekraft

Tv-vært Jens Gaardbo forlader TV 2, fordi han udviste dårlig dømmekraft som nyhedschef for knap 20 år siden. ”Jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft,” siger han selv

Tv-vært Jens Gaardbo forlader TV 2, fordi han udviste dårlig dømmekraft som nyhedschef fra 1997 til 2003, oplyser TV 2.

Jens Gaardbo er vært på TV 2 News.

TV 2 oplyser ikke, hvad Jens Gaardbo konkret har gjort, men han bekræfter ifølge Ritzau at have overtrådt TV2’s personalepolitik.

”Det er ganske vist længe siden, og tiden var en anden. Men jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft, og at jeg i visse tilfælde opførte mig forkert. Det var ikke i overensstemmelse med den værdighed, der bør være i jobbet som leder – eller i jobbet som et af stationens ansigter udadtil. Det tager jeg nu ansvaret for og konsekvensen af,” udtaler Jens Gaardbo i en pressemeddelelse.

Hans fratrædelse er en udløber af TV 2’s interne undersøgelse af sexisme og kulturen på tv-stationen, som Journalisten tidligere har beskrevet.

Jens Gaardbo stopper ved udgangen af 2020.

”Vi siger farvel til en medarbejder, der har været en profil og en frontfigur for TV 2 gennem samlet 23 år, og vi ønsker Jens det bedste fremover,” siger Mikkel Hertz, nyhedsdirektør i TV 2, i pressemeddelelsen.

Journalisten afdækkede i november, at sexismen på TV 2 har dybe rødder. Du kan læse afdækningen her: Nu står seks kvinder frem: Sexismen har dybe rødder på TV 2

Hverken Jens Gaardbo eller TV 2 har nogen kommentarer, oplyser TV 2.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Nu står seks kvinder frem: Sexismen på TV 2 har dybe rødder">

Nu står seks kvinder frem: Sexismen på TV 2 har dybe rødder

23. NOVEMBER 2020