Syndernes hoveder ruller efter finanskrisen

Domme: Foreløbigt er der idømt fængselsstraffe på 58 år, bøder for 99 mio. kr. og konfiskation af værdier for 48 mio. kr. Hovedparten af dommene er anket. Men for Martin Malvang Klüts samt Steen Gude og hans kolleger omkring Stones Invest er dommene endelige.

Bagmandspolitiet kan foreløbig glæde sig over sin egen succesrate.

Alle, som man har tiltalt i kredsen af ejendomsspekulanter, som var med til at knække ryggen på en række risikovillige danske pengeinstitutter, er ind til videre dømt.

Til gengæld har man helt undladt at involvere de ejendomsmæglere, advokater og bankmedarbejdere, der var med til at muliggøre den massive overbelåning, som førte til de selvsamme pengeinstitutters kollaps.

Steen Bryde ses ved en generalforsamling i det børsnoterede Nordic Tankers i 2008, hvor det lykkedes for ham og en forretningspartner at overtage magten i rederiet. Han blev ved byretten idømt fire års fængsel. Dommen er anket. Foto: Niels Hougaard

Specielt ikke, hvis det lykkes for en dygtig forsvarer at sandsynliggøre, at der var nogle højere oppe i bankhierarkiet, som burde have kendt til den dødbringende overbelåning.

Det var netop tilfældet i en højt profileret sag fra 1980’erne, hvor byggematadoren Kay Wilhelmsen blev frikendt for checkrytteri, fordi en af forsvarerne i sagen fik sandsynliggjort, at man højt oppe i bankhierarkiet kendte til byggematadorens handlinger.

Derfor har bagmandspolitiet og statens finansielle skraldespandsselskab valgt at køre et helt separat forløb med meget store erstatningssager og nogle enkelte straffesager mod de tidligere ledelser og bestyrelser for en række af de krakkede banker.

Her er den juridiske lineal lagt helt anderledes. Men for de i dag dømte spekulanter er alle sager klinisk renset for tiltaler mod bankfolk. Og kun i en enkelt sag finder man en ejendomsmægler blandt de dømte. Nemlig i sagen om det børsnoterede fupfirma Abaris, hvor ingen banker har lidt tab af betydning.

Flere af de dømte har pådraget ikke længere eksisterende banker økonomisk dødbringende tab på grund af overbelåning af ejendomme, som i byttehandler er blevet handlet op i kunstigt opskruede priser.

Kenneth Schwartz Thomsen og hans selskaber blev i skifteretten i 2008 erklæret konkurs. Ejendomsspekulanten blev idømt fem års fængsel og en bøde på 56 mio. kr. ved byretten. Ankesagen indledes til september. Foto: Jeppe Carlsen

Han blev ved byretten i Helsingør sidste år idømt fem års fængsel og en bøde på 56 mio. kr. for skattesvig og unddragelse af registreringsafgifter på luksusbiler. Forseelser, som ingen økonomiske konsekvenser har haft på finanskrisen eller påført en eneste bank et tab på så meget som en enkelt krone. Den i dag 41-årige mand indgik for syv år siden en række for bankerne stærkt tabsgivende byttehandler med den aarhusianske ejendomsmatador Jesper Koch Andersen.

Koch Andersen er ved byretten i Aarhus idømt et års fængsel for at have solgt en Ferrari uden at oplyse køberen om lånet. Igen en sag uden relation til de pyramidelignende handler, der skabte enorme tab i en række banker.

Både Kenneth Schwartz Thomsen og Jesper Koch Andersen hentede en del af deres finansiering hos odenseaneren René Müller, der i en alder af 37 år nåede op på at formidle pantebrevslån for mere end 6 mia. kr. En betydelig del af pengene gik til finansiering af arrangerede byttehandler til kunstigt opskruede priser.

Vi vil i løbet af det næste par måneder afgøre om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod René Müller.

Henrik Helmer Steen, fungerende statsadvokat

I en række af handlerne deltog ejendomsmæglere i formidlingen, velvidende at der var tale om byttehandler til kunstigt opskruede priser, såvel som pantebrevsformidleren Dansk Pantebrevsbørs, der var ejet i fællesskab af Nykredit og hedengangne EBH Bank.

Flere af de professionelle købere af pantebreve i en række af handlerne, hvor blandt andre René Müller og Jesper Koch Andersen har deltaget, har efterfølgende sagsøgt Dansk Pantebrevsbørs og fået erstatning, fordi Dansk Pantebrevsbørs kendte til, at der var finansielle ugler i mosen.

Solgte for dyrt

Eksempelvis skrev en medarbejder hos Dansk Pantebrevsbørs i en intern log om en lånesag involverende en ejendom, hvor man videresolgte pantebreve i en ejendom, der indgik i en byttehandel med deltagelse af Jesper Koch Andersen:

»Indgået som en af tre handler (mageskifte). Ejdm. handlet for dyrt.«

En information, som ikke blev viderebragt til køberen.

En anden sag omhandlede en ejendom i tredje baggård fra Nyhavn, der på det frie marked i begyndelsen af 2007 blev solgt for 42,6 mio. kr. for et par måneder senere at blive videresolgt til en jysk trav-entusiast for 60 mio. kr.

Trav-entusiasten solgte den øjeblikkeligt igen videre til René Müller i en byttehandel for 65 mio. kr. Og René Müller solgte den igen videre til 72 mio. kr. i en ny byttehandel samme dag.

Dansk Pantebrevsbørs var fuldt orienteret om, hvordan ejendommen var handlet til stigende priser i flere på hinanden følgende byttehandler. Alligevel valgte Dansk Pantebrevsbørs at udbyde for 55 mio. kr. pantebreve i ejendommen. Og da trav-entusiasten et par måneder senere vendte tilbage og i en ny byttehandel ville overtage selvsamme ejendom til 21 mio. kr. over den pris, som han havde givet for den få måneder tidligere, nikkede Dansk Pantebrevsbørs ja til at ville være behjælpelig med at få bevilget gældsovertagelse til at klare handlen.

Dømt for mandatsvig

René Müller er i dag sigtet af bagmandspolitiet for mandatsvig i forbindelse med en byttehandel, hvor han på papiret stod til at indkassere 55 mio. kr. på at eje en ejendom på Strøget i få dage.

René Müller nåede at formidle pantebreve for mere end 6 mia. kr., inden han gik konkurs i 2008. Müller var finansmanden bag finansieringen af en række byttehandler med ejendomme til kunstigt opskruede priser. Han er sigtet for mandatsvig. Foto: Mik Eskestad

Det er altså ikke handlerne til de kunstigt oppustede priser, som andre også havde forskellige niveauer af viden om, som han er sigtet for, men det, at han brugte nogle lånte penge i modstrid med det formål, som de var udlånt til. Bagmandspolitiet står dog med et alvorligt problem. Den i dag hedengangne Eik Bank har ikke ønsket at anmelde sagen til politiet. Og det er helt i tråd med branchetrenden. For ikke en eneste dansk bank har meldt en eneste ejendomsspekulant til politiet. I stedet har de forsøgt at begrænse deres tab mest muligt ved at gøre udlæg i spekulanternes upantsatte værdier.

I sagen omkring René Müllers misbrug af det øremærkede lån fra Eik Bank forsøgte banken at hente det tabte hjem ved at overtage en række pantebreve fra René Müller, hvoraf de fleste senere viste sig at være værdiløse, da de havde sikkerhed i de yderste panter i en række overbelånte ejendomme. Derfor kan sigtelsen mod en af de helt centrale spillere i de mange byttehandler til opskruede priser vise sig at blive frafaldet. Eller som fungerende statsadvokat Henrik Helmer Steen udtrykker det:

»Vi vil i løbet af det næste par måneder afgøre, hvorvidt der skal rejses tiltale mod René Müller.«

Til gengæld er der faldet en endelig dom mod den tidligere ejer af Ejendomsselskabet Sandgården, Martin Malvang Klüts, hvor der endnu mangler et par mia. kr., før enhver kan få betalt sit. Martin Malvang Klüts ejede et pantebrevsselskab sammen med René Müller og gennemførte en række byttehandler til spektakulært høje priser.

Men dommen mod ham handler om alt muligt andet end byttehandler til kunstigt opskruede priser. For den i dag 42-årige ejendomsspekulant er idømt tre år og seks måneders ubetinget fængsel for skattesvig, skyldnersvig og dokumentfalsk.

Seks års fængsel til Steen Gude

Sten Gude har med seks års fængsel fået den hårdeste straf i retsopgøret med ejendomsspekulanterne. Foto: Claus Bjørn Larsen

Den lange straf ser ud til at blive stående som den hårdeste dom over en dansk ejendomsspekulant. Det var da også en alt andet end tilfreds Steen Gude, der i marts ved Østre Landsret fik stadfæstet en byretsdom på seks års fængsel. En utilfredshed, som han højlydt demonstrerede ved at smække døren efter sig, da han forlod retten.

Bortset fra den endnu uafklarede sigtelse mod René Müller er der kun en endnu ikke indledt sag tilbage i bagmandspolitiets opgør med finanskrisens ejendomsspekulanter. En sag om grov skatte- og skyldnersvig mod Vagn William Andersen, der til september indledes ved Københavns Byret.

Manden formåede at blive Eik Banks suverænt største kunde, på trods af at såvel bestyrelsen som bankens direktør kendte til, at han var dømt for medvirken til indsmugling af 102 kg hash. Igen er der ingen medtiltalte bankfolk. Til gengæld er såvel bankens tidligere topledelse såvel som flere medlemmer af bestyrelsen i en helt anden sag stævnet af Finansiel Stabilitet for at have overskredet deres beføjelser i forbindelse med bankens alt for høje udlån til Vagn William Andersen.

Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden. Den første måned som Premium-abonnent er gratis, og der er ingen binding.

 

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Artiklens emner

Her kan du se de emner, som indgår i denne artikel.

Ønsker du at følge et eller flere af dem, kan du klikke

Emnet findes nu på en liste under punktet Mine emner i menuen.

Du kan også tilgå listen ved at klikke på Se de emner du følger herunder.

Mine emner kræver minimum Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du følge emner og få besked, når der er nyt.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Teknisk fejl

Emnet kunne ikke følges, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Tilvalg

KØB!

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.