- Opdateret 22/02/2010 kl. 14:06
Zobel: Jeg frygter ikke nogen sag
Samtidig siger hun til ritzau, at hendes image i offentligheden er "mere poleret", end hendes personlighed som helhed kan bære.
Sådan lyder det mandag fra erhvervskvinden Rigmor Zobel, der tidligere på måneden blev idømt en bøde på 20.000 kroner for i seks tilfælde at have købt et enkelt gram kokain.
- Jeg er ikke bare sådan en, der går rundt med fransk manicure og kun omgås advokater og konger. Jeg kender også folk fra den mørke side af Nørrebro, og det har jeg hårdnakket holdt fast i, selvom nogle af mine andre venner har undret sig, siger Rigmor Zobel.
Søndag anklagede Rigmor Zobel en navngiven betjent fra Københavns Politi for at råbe trusler ind i hovedet på hende under en afhøring. Og hun antydede, at samme betjent efterfølgende løj dommeren lige op i ansigtet "uden at blinke", da sagen kørte i Københavns Byret.
Tvivler på sag
Derfor overvejer de københavnske betjente nu at anlægge en injuriesag mod Rigmor Zobel. En sag, som Zobel i givet fald ikke frygter.
- Dét er jeg ikke bange for. Jeg ved, hvad der blev sagt, og det gør min advokat også. Og jeg tror heller ikke, at betjentene anlægger nogen sag, siger Rigmor Zobel.
Københavns politidirektør, Johan Reimann, bad mandag Rigmor Zobel om at klage til politiet, hvis der er noget, hun er utilfreds med.
Men det har hun allerede gjort, understreger Zobel.
- Jeg klagede allerede i august over truslerne og over, at politiet lækkede min sag til pressen. Så den sag behøver Johan Reimann ikke efterlyse, siger hun.