"Radiserne" på vej til biograferne
Søren Brun, Nuser, Trine og alle de andre populære figurer fra "Radiserne" er på vej til biograflærredet.
De bliver hovedpersonerne i en tegnefilm, der skal have verdenspremiere i forbindelse med 65-året for Charles M. Schulz’ første tegneseriestribe.
Hollywood-studiet 20th Century Fox står bag projektet, der får instruktøren Steve Martino bag kameraet. Tegneserieskaberens søn Craig Schulz og hans barnebarn Bryan har skrevet historien og medvirker begge som producere.
"Radiserne" er flere gange bearbejdet til tv og dannede i 1969 grundlag for en teatermusical, men det bliver første gang, Schulz’ univers danner grundlag for en spillefilm.
Tegneserien så dagens lys i USA den 2. oktober 1950 under navnet "Peanuts" og blev hurtigt et verdensomspændende fænomén. Striben blev bragt i 75 lande og nåede op på over 350 millioner læsere på 21 forskellige sprog. Ét af dem var dansk, idet Politiken i sommeren 1969 begyndte at bringe "Radiserne".
Kort før sin død i februar 2000 sagde Schulz stop, men hans stribe er stadig et dagligt indslag i Politiken, og i november 2015 kommer filmen, der endnu ikke har fået en titel.
»Vi er lykkelige for samarbejdet med Schulz-familien og beærede over at få mulighed for at bearbejde "Radiserne" til det store lærred,« udtaler 20th Century Fox Animations direktør Vanessa Morrison.
All Over Press