Storken er en dejlig flyver

Sådan var det, da B.S. Ingemann i 1837 skrev sin hyldest til den langbenede fugl. Storken var en del af landsbybilledet, men nu om stunder er det svært at opdrive en ærlig stork i Danmark. Og det gælder også for storkebyen Vegger, en af de gamle stationsbyer på strækningen fra Nibe til Hvalpsund.

Her står smedens skorsten med reden parat, men der er hverken fugl eller fisk. Den sidste stork besøgte landsbyen i 2007, det lå ligesom i luften, at det var ved at være slut. Den gamle smed, der blev 97 år, havde nemlig bebudet, at når han var væk, ville storken ikke komme mere. Og det kom til at holde stik.

Håb forude

Siden 1936 havde den rødnæbbede spankulator været byens stolthed, og i en række år flokkedes folk i Himmerland for at følge dens gøren og laden. Købmanden solgte masser af is til turisterne, men nu må de besøgende nøjes med et ”storkespringvand” med en keramikstork i et lille anlæg ved butikken. Men ak, da jeg nyder en isbåd på bænken under kastanjen, kan jeg konstatere, at det også går ilde for den kunstige fugl: Den har tabt halen, og skåret ligger for foden af dens støtteben af metal.

Der er dog håb for Vegger og andre storkebyer, selv om der kun var to ynglende storkepar i Danmark i 2012. Eksperter vurderer, at storkene er på vej tilbage til de danske agre – om end dog i begrænset mængde.

Lokale kunstværker

Det er også på tide, for vi mangler hænder og dermed flere børn, og alle ved jo, at de kommer med storken. Den hvide stork med det latinske navn ciconia ciconia kommer flyvende fra Afrika om foråret og trækker igen sydpå om efteråret. Et vingefang på 155-165 centimeter giver god opdrift, og den sort-hvide fjerdragt kan ofte ses i kraftbesparende glideflugt. Storken er en dejlig flyver, som Shu-bi-dua synger.

Ad Storkegade forlader jeg byen, som jeg nåede til efter at have forladt min rede i Nibe ved morgengry.

I Nibe fulgtes jeg med et hold cykelglade pensionister ud ad kyststien og hilste på ”Fjordkonen”, en bredskuldret jernmadamme, som skuer ud over det stille blå i Nibe Bredning. Figuren er udført af den lokale kunstner Thorvald Odgaard. Han har sat sit præg på Limfjordsbyen med en række udsmykninger, ikke uden humor, kan vi fornemme. I Mellemgade skræpper ”Guldgåsen” ved apoteket, og foran kirken sidder ”Jubleren” på sin sten.

Odgaards kunstfærdigheder kan ses adskillige steder i Danmark, og han er også kongelig hofleverandør. En af hans velkendte engle – en gave til regentparret – står i parken ved Marselisborg Slot i Århus, og kronprinsparret kunne glæde sig over en tilsvarende figur ved brylluppet.

Sild og ål

I Sebbersund på den anden side af vandet møder man igen Odgaard i form af Fjordfuglen, der fra sin granitpiedestal ser med længsel ud over den lille jollehavn, som ville den pippe: Hvor blev alle sildene af? Mange af dem blev i de glade sildeeventyrs dage fanget fra en kåg, en fladbundet pram, og det er netop sådan et fartøj, der danner bund i fugleskulpturen.

Nu var sild ikke det eneste, der blev hevet op af fjorden. De fede ål var også velkomne, og da jeg boede i Aalborg, skete det af og til, at familien tog til Sebbersund Kro for at spise de stegte slanger med stuvede kartofler. Man var mæt, når de afgnavede åleben kunne danne krans på tallerkenranden – og skulle man have en snaps til hvert af skeletterne, kunne det godt blive en lystig aften.

Det store åleæderi er slut. Fra Fjordfuglen kan jeg se, at håndværkere er i gang med at omdanne den lukkede kro til privatbolig.

Liv i landskabet

Det summer af sol over engen ved Halkær Bredning, hvor Limfjorden stikker sin albue ned i det grønne Himmerland, det er her, nye storke gerne må begynde deres jagt på frøer og andet mundgodt fra det fugtige spisekammer.

Det synger af vellyd fra dækkene på den gode asfaltbelægning, og jeg er helt enig med Holger Drachmann i hans afsluttende betragtninger i solsummesangen:

…rundt i verden er dejlige riger,

ingen vår som en maj i vort land!

Og så får man det hele med i cykelsadlen.

Videre ad banestien

Nu går det mod Blære, en lille flække, hvor en gruppe kvinder har dannet foreningen Blærerøvene. Man skal være mellem 30 og 50 for at blive medlem, men der gives dispensation, og så kan man deltage i en række arrangementer i løbet af året, raku-brænding, muslingekogning og naturligvis også shop-amokture.

Fra Aars er stien ført videre til Havbro, her slutter banestien, men Hvalpsundruten er skiltet lige til endestationen i Lovnshalvøens hovedstad. Men inden vi når til Hvalpsund, skal vi gennem Farsø, der har lavet et lille museum for den lokale skriverkarl, Johannes V. Jensen (1873-1950). Man hilses velkommen af et bronzeportræt af den sproglige mester på husgavlen til det hvidkalkede dyrlægehjem i Søndergade 48, som han voksede op i.

Det lokale gik hurtigt af ham, han blev en verdenskendt forfatter og fik Nobelprisen i litteratur i 1944. Jensen må have været henrykt, da der blev bygget station i Farsø i 1910. Forfatteren var begejstret for maskiner. I år 1900 lavede han en rejsereportage fra verdensudstillingen i Paris, som han kaldte ”Det moderne Fremskridts Aarhundredefest”. Hør blot, hvad han skrev om et lokomotiv på udstillingen:

Verdensudstillingen svarer paa mange Spørgsmaal. Maskinerne har deres Sprog. Der staar et Lokomotiv, en Ekspresmaskine og rækker sig i funklende Lakering.

Den er beundringsværdig, slank, elegant i sin herkuliske Vækst. For at trænge Maskinen sammen og gøre den dygtig til det yderste, har man forandret og føjet til, og der kan kun være Hensyn til det Praktiske at tage. Men Skønheden følger Styrken! Maskinen er fuldendt skøn. Den lave, lange Rejsning, det tætte, korthalsede og dog Smidige i Formen kan ikke være mere henrykkende.

De prægtige maskiner fik lov at køre igennem Farsø i 59 år, og i 1977 blev den gule stationsbygning nedrevet. I dag kan man se en lille model af bygningen i et udstillingsvindue ved siden af værtshuset Tordenkalven, opkaldt efter en af Johannes V. Jensens figurer i novellesamlingen Himmerlandshistorier.

Bentøjet er kommet på lidt hårdere arbejde, den flade banesti ligger bag os, nu går det i bakke og dal gennem den seværdige sydhimmerlandske natur. Først da vi nærmer os Hvalpsund, dukker et lille stykke af banestien op igen, den fører os gennem Illerisøre til færgebyen.

Færgen, der i jernbanens storhedstid havde spor på dækket, så banevognene kunne blive sejlet over til Sundsøre, fragter stadig biler og passagerer over sundet – dog i en nyere blå- og hvid udgave med navnet ”Mary” – opkaldt efter kronprinsessen.

Den flotte gamle stationsbygning er overtaget af private, men det mest interessante er logihuset, der er sat i stand og har fået selskab af en gammel godsvogn på en stump skinne ved siden af.

Togpersonalet benyttede logihuset ved endestationen til overnatning. Når det sidste tog var kørt i remise om aftenen, stod der en køje parat, der var ikke andre forbindelser til og fra byen. Lige indtil banen blev nedlagt i 1969 blev huset brugt til formålet.

Siden stod det tomt og forfaldt og skulle have været nedrevet for nogle år siden. Men byens borgerforening fik de 25.000 kroner, nedrivningen ville have kostet, og med hjælp fra fonde og andre indsamlede midler er logihuset ført tilbage til oprindelig stand og er nu minimuseum. Der er lavet nøjagtige kopier af de originale døre og vinduer, så det er næsten den ægte vare, man kan opleve. Et jernbaneklenodie har overlevet.

Livligt lokalliv

Selv om Hvalpsund kun kan mønstre knap 700 beboere, er der stor aktivitet i sommerhalvåret, hvor lystsejlerne og sommerhusfolket fylder godt op. Denne lørdag er der havetraktortræk, og ballet i de opstillede telte varer til langt ud på natten, kan vi høre fra vort logi på Hvalpsund Færgekro.

Den har lagt lokaler til lidt af hvert i langt over 300 år. Den 20. juli 1669 fik Ahasverus Becker kongelig bevilling til at drive kro såvel som færgested mellem Himmerland og Salling.

Der var andet, der bevægede sig over vandene end færgen. Det kan man se, når man kører et par kilometer ud på Lounshalvøen til Alstrup, hvor der i kirkediget er en sten med fire huller. Der er naturligvis tale om en troldesten.

Ifølge overleveringen blev en ilter herre af troldefamilien i Salling hidsig, da han hørte klokkebimlen fra den anden side af fjorden, han greb den første den bedste sten og kastede den mod kirketårnet, som sank i grus.

Efter adskillige år tog menigheden mod til sig og opførte et nyt kirketårn. Det står endnu, og i kirkediget kan man se troldestenen og de fire huller efter den behalede herres fingre og sikkert også et mærke af tommelen på bagsiden. Så den skulle være god nok.

I øvrigt ligger kirken med flot udsigt over Louns Bredning – og blå udsigt kan man opleve næsten alle steder på den herlige halvø.