Se videoen: Sådan kan rygning påvirke dine lunger

Videoen ovenfor viser forskellen på lunger fra en ikke-ryger og lunger, som kommer fra en person, der har røget. Den har vakt opsigt, siden Vine-brugeren TuckerShelton i juli uploadede den på det sociale medie, hvor den nu er set cirka 18 millioner gange.

Mens mange har hyldet videoen for at vise de skadelige effekter ved rygning, så har den ligeledes været kritiseret for, at der med rygerlungerne er tale om et ekstremt tilfælde, og ifølge Nicolai Kirkegaard, senior projektleder i Danmarks Lungeforening, er det da også til en vis grad tilfældet, men:

- Den sætter tingene på en spids og illustrerer meget godt, hvor stor påvirkning rygning har på lungerne. Den triste kulør viser jo tydeligt, hvordan tjærestofferne har sat sig på lungevævet, og hvordan den ene lunge er faldet helt sammen.

- Men de raske lunger folder sig helt naturligt ud og har den normale blege, lyserøde farve, siger Nicolai Kirkegaard til tv2.dk.

Han vurderer, at personen, som rygerlungerne har tilhørt, højest sandsynligt har lidt af en svær eller meget svær grad af lungesydommen KOL. Men for at stille diagnosen KOL bliver man nødt til at lave en lungefunktionsundersøgelse.

En undersøgelse, som i løbet af fem minutter vil kunne vise, om man har lungesygdomme – og som Nicolai Kirkegaard opfordrer folk med åndedrætsbesvær til at få foretaget:

- Hvis man er over 35 og ryger eller har røget, og man har åndedrætsbesvær, så bør man tage kontakt til sin læge og få det undersøgt.

Danmark har kedelig Europa-rekord

Senior projektlederen, der blandt andet har arbejdet som lungesygeplejerske, fortæller, at der er i alt 430.000 danskere med KOL i forskellige grad.

- Vi har jo en kedelig Europa-rekord i KOL, og hvert år dør 6000 i Danmark på grund af KOL eller sygdomme relateret til sygdommen.

- Vi ved også, at når man får KOL, så er rygning den direkte årsag i 80-90 procent af tilfældene, siger Nicolai Kirkegaard.

Han tilføjer, at hvis man i sit arbejdsmiljø er udsat for støv og skadelige dampe, så øges risikoen for at få KOL syv til otte gange, hvis man ryger.

KOL:

  • KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom
  • KOL er en uhelbredelig lungesygdom, som gradvist nedsætter lungefunktionen og gør det svært at trække vejret
  • Omkring 85-90 % af alle tilfælde af KOL skyldes rygning
  • Rygning ødelægger både bronkier og lungevæv, og skaderne kan ikke repareres
  • Læger anslår, at ca. 430.000 danskere lider af KOL, men kun ca. halvdelen ved det
  • Hver dag dør 16 danskere af KOL, og Danmark har Europa-rekord i KOL-relaterede dødsfald
  • Rygestop samt fysisk træning kan være med til at bremse sygdommen
  • KILDE: Danmarks Lungeforening