Hos Mommer

26. juni 2020

Lidt har også ret

Filed under: Uncategorized — Ellen @ 16:34
Tags: , ,

Det lille tag, vi har liggende over brændestablen, er virkelig bogstavelig talt lille, bare to m2, men man kan lige så godt få det ud af det som man kan. Det giver da trods alt et par vandkandefulde pr. 10 mm nedbør.
Ideen opstod fordi John forleden kørte ud for at købe en regnopsamlingsbeholder til det ene drivhushjørne, men på trods af vores aftale om, at den ikke måtte være ret høj og dermed nærmest usynlig bag squashplanten, kom han hjem med en, der var alt for stor og rent visuelt næsten ville fylde mere end drivhuset, så der skulle den i hvert fald ikke stå.
Der er en uudnyttet plads til venstre for brændestablen, så der blev vi enige om i stedet at sætte beholderen, som kun er på 100 liter.
Hvis man skal samle regnvand op fra et tag, så kræver det en tagrende og et nedløbsrør, og når man har et sort tag, en sort opsamlingsbeholder og sortmalet træværk, så kræver det en sort tagrende, og de eneste, som havde det, var Bauhaus i Roskilde og Ishøj.
Vi satte kursen mod Roskilde og fik hvad vi skulle bruge, men det er for varmt til at arbejde, så det får vente til en køligere aften- eller morgenstund.

Mamelukærmebusk

Til jer, der har fået aflæggere af mamelukærmebusken: Sådan ser min ud nu – to meter i diameter, fordi den ikke frøs tilbage sidste vinter – og der er mange, mange flere blomster på vej. De to pinde, jeg satte et andet sted sidste år, er 80 cm høje og har også blomster nu, så de er hurtige til at komme i vej. De gule prikbladet perikon, der ser ud som om de har forvildet sig ind i busken, stod for sig selv sidste år, men det er en god farveplante, så den bliver snart høstet og kan dermed ikke blande sig der mere i år, men det viser lidt om, hvor hurtigt mamelukærmebusken bliver stor.

Mange roser

Den hvide rosenmark er også i fuld sving nu. Der er fire slags og de to af dem blomster nu – de to andre kommer snart, og det var selvfølgelig bevidst, at jeg valgte nogle, der blomstrer på forskellige tidspunkter. Én fejl har jeg dog begået: Jeg må have været for fokuseret på, at de skulle være hvide, så jeg glemte at tjekke, om de også dufter. Disse har en meget svag duft, men der skulle jo have hersket en meget mere gennemtrængende duft af roser.
Fjols, Ellen, men det er der ikke noget at gøre ved nu.
Den ene slags skulle man tro var en rambler (jeg ihukommer jo mit besøg i rosenhaven …), fordi buskene har helt vildt mange knopper. Det bliver et flot syn om nogle dage …

Mange rosenknopper

Ellers sker her ikke en pind – vi fører virkelig et pensionistliv, som vi ikke har gjort det før. Det er lige før vi lever op til teksten i Pensionistvisen …
Heldigvis har jeg min have, mit drivhus og den fantastiske udsigt, så det går endda, men jeg er da glad for, at det ikke er vinter.
I aftes havde dog vi gæster til at bryde monotonien – parret fra vejen, der har solgt deres hus og flytter tilbage til Norge, var inde til en afskedsmiddag. Det bliver spændende at se, hvad det er for nogle der kommer i stedet for, men de er efter sigende søde og flinke.
Selvfølgelig er de det. Der flytter kun gode mennesker her til vores skønne plet.

16 kommentarer

  1. Jeg tror du har ret. Gode steder trækker gode mennesker til.
    Hvor er er fint med et hvidt rosenhjørne, duft eller ej

    Kommentar af Fru Z — 26. juni 2020 @ 22:50

    • Sådan må det være 🙂
      Det er fint, og jeg er glad for, at havearkitekten gav mig denne ide.

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2020 @ 9:08

  2. Det ser godt ud alt sammen. Mine aflæggere af marmelukærmebusken blomstrer noget så fint, men de må blive i deres potter lidt endnu. Når det nye havehus er kommet op, finder jeg et blivende voksested i nærheden.
    Tomatplanterne vokser, men vores lille råbuk har endnu engang formået at pelse dem for blade, selv om jeg har flyttet op på terrassen, helt inde ved huset. Den er i øvrigt også glad for mine rosenknopper, så min Lady of Shalot er rundbarberet. Den rose har ingen af os vist held med i år.

    Kommentar af fiberfryd — 27. juni 2020 @ 0:28

    • Og du påstår, at jeg har grønne fingre 😉
      Den lille snøbel! Jeg synes de er søde i skov og på mark, men jeg tror jeg ville gøre et eller andet drastisk for at holde dem ude af min have 🙂

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2020 @ 9:12

  3. Det er vist et godt år for hvide roser. Vi har en enkelt gammel busk med hvide blomster, og ofte bliver kronbladene brune næsten førend udspring. I år holder de trods det at vi har fået et par byger ind i mellem. Er det mon den høje lysindstråling i år der passer dem godt?

    Kommentar af natural2222 — 27. juni 2020 @ 3:49

    • Det er da muligt – jeg skal ikke kunne sige det, da det er første år, at vores for alvor er i blomstring. Hvordan så dine ud i 2018? Der var meget lys og meget lidt vand …

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2020 @ 9:14

  4. Det er fantastisk at se din mamelukærmebusk! Jeg glæder mig til, at mine to bliver store, og det er dejligt, at det går hurtigt. De bliver passet omhyggeligt 🙂
    Jeg ved ikke, om man kan lave stiklinger hele året, jeg plejer at bruge de afklippede grene i marts til nye planter, og så får du sommerfuglebuske af mig.

    Hvide roser er SÅ smukt! Det har vi også her, og de dufter heller ikke.

    Kommentar af Madame — 27. juni 2020 @ 6:35

    • Det vil jeg da glæde mig til – så må jeg udtænke et godt sted at plante en sommerfuglebusk 🙂
      Mon det er karakteristisk for hvide roser? Det kunne godt tænkes.

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2020 @ 9:15

  5. Det lyder ikke så monotont så det gør noget. Man må da sige at der sker noget i haven, og hvis man har fartet lidt rundt på kloden før, så er det jo på tide at glæde sig over her og nu.
    Det er nogle dejlige buske! De er vokset enormt meget.

    Kommentar af Donald — 27. juni 2020 @ 19:14

    • Vi overlever indtil videre, men på et eller andet tidspunkt trænger vi nok gevaldigt til en eller anden (bil)rejse 🙂
      Det er en smuk busk, som jeg ikke kendte før vi flyttede herned.

      Kommentar af Ellen — 27. juni 2020 @ 21:11

      • Har du ikke lyst til bare at gå rundt om (og måske ind i) Domkirken i Roskilde – eller Sct. Bendts i Ringsted – smukke byer, hvortil folk valfarter langvejsfra for at holde ferie. Jeg tror ikke man kommer ud for tætte sammenstimlinger, hvis man går efter Sjællandske Perler (måske ikke lige om søndagen – !)

        Kommentar af Donald — 27. juni 2020 @ 21:15

        • Jo, men det gør vi jo, Donald 🙂 Jeg boede 14 km fra Roskilde i 60 år, så den by kender jeg efterhånden … men jeg synes generelt vi kører meget rundt for at se både lokale, regionale og nationale perler – dog, som du siger, ikke så meget i weekenderne. Nu er det skolesommerferie, så vi holder nok ekstra lav profil de næste uger 🙂
          Danmark er bestemt smukt, men der er så mange andre smukke steder i verden, jeg også har lyst til at se.

          Kommentar af Ellen — 27. juni 2020 @ 21:43

  6. En mamelukærmebusk. Sådan én har jeg ikke hørt om før. Den ser fin og frodig ud. Jeg kender kun frøplanten, og da jeg såede temmelig sent, er der ingen mamelukærmer endnu. Jeg synes iøvrigt, det er sådan et sjovt og finurligt navn på en blomst.
    Flotte hvide roser.

    Kommentar af Betty — 27. juni 2020 @ 22:14

    • Den er fin, og så blomstrer den meget længe – jeg har oplevet den blomstre helt ind i december.
      Det er et pudsigt navn – normalt har mamelukker vist ikke ærmer? 😀 Dine skal nok komme. Jeg har altid elsket de fine mamelukærmer 🙂

      Kommentar af Ellen — 28. juni 2020 @ 10:37

  7. Tusind tak for stiklingerne. De er kommet godt frem, men de så godt nok sølle ud, da jeg fik dem pakket ud. Men selve stilkene er friske og fine, og nu er de behørigt plantet. Så er det bare at vente og krydse fingre (og naturligvis at nusse om dem på alle måder). Din busk er da et pragteksemplar at se på. Glæder mig til at mine bliver lige så flotte. Knus til jer begge her fra Gudhjem. 🙂

    Kommentar af Kirsten Jensen — 30. juni 2020 @ 19:39

    • Velbekomme – det har nok også været en hård rejse for de stakkels kviste, selv om jeg havde gjort hvad jeg kunne for at holde dem fugtige! Jeg håber og tror på, at du nok skal få dem i god form igen og få et par fine buske ud af det 🙂

      Kommentar af Ellen — 30. juni 2020 @ 20:43


RSS feed for comments on this post.

Blog på WordPress.com.