Dyr

Elefant aflivet i Aalborg Zoo

Hunelefanten Bibi blev aflivet på grund af bivirkninger fra en kronisk sygdom

Hunelefanten Bibi blev onsdag aflivet i Aalborg Zoo
Hunelefanten Bibi blev onsdag aflivet i Aalborg Zoo Arkivfoto: Claus Søndberg
23. november 2023 kl. 10:10
Opdateret kl. 12:39

Aalborg Zoo har nu kun to elefanter tilbage i stalden.

Onsdag blev elefanten Bibi aflivet, fordi hendes helbred var svækket efter en længerevarende behandling med binyrebarkhormon.

Det oplyser Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.

- Bibi har i en årrække haft perioder, hvor hun fik væskeansamlinger, såkaldte ødemer, under bugen. Uden behandling ville ødemerne være livstruende. Efter flere og grundige undersøgelser og med bistand fra udenlandske elefanteksperter kom Bibi derfor i behandling med binyrebarkhormon, og sammen med kosttilskud, regelmæssige bade og ekstra hudpleje har det forhindret, at hun udviklede ødemer, forklarer Anette Sofie Warncke Nutzhorn, der er zoolog i Aalborg Zoo.

Desværre havde behandlingen så alvorlige bivirkninger, at Aalborg Zoo besluttede, at det var bedst at aflive Bibi, som kom til Aalborg Zoo fra Sydafrika i 1985.

Fakta om Bibi
  • Bibi blev født i Sydafrika og kom til Aalborg Zoo i 1985, da hun var to-tre år gammel.
  • Ødemer kan opstå både hos vilde elefanter og elefanter i fangenskab. I ca. 50% af tilfældene er årsagen ukendt.
  • Bibi blev obduceret, men der blev ikke fundet nogen entydig årsag til hendes sygdom. En række organer blev udtaget til yderligere undersøgelse og forskning i ind- og udland.
Kilde: Aalborg Zoo

- Dyrenes ve og vel er vores ansvar, og der ligger altid grundige overvejelser bag, inden vi afliver et dyr, ikke mindst i denne situation. Elefanter har en tydelig personlighed, og Bibi var en i særlig grad tolerant og samarbejdsvillig elefant, der sammen med vores to øvrige hun-elefanter har været en del af havens historie i mange år. Men afskeden med Bibi var en nødvendig beslutning, hvor hensynet til elefantens velfærd vejede tungest, siger Anette Sofie Warncke Nutzhorn.

Hun fortæller, at Aalborg Zoo nu vil have ekstra fokus på, at parkens to tilbageværende hunelefanter kommer til at fungere godt uden Bibi.

Elefantmanden, Thorvald Eggers, var med til at hente Bibi i Sydafrika. Du kan læse et portræt af den nu afdøde dyrepasser herunder.

Læs også
Elefantmanden er død: - I elefanternes verden var Thorvald stadig en del af flokken
Læs også
1. Kapitel: Det voldsomme knæk

Forsiden