For et halvt år siden fik Signe Svendsen overbevist de få tvivlende i Musikkens Hus om, at ikke nok med at, hun (og producer Lars Skjærbæk) havde leveret ét af sidste års bedste album, med ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen”. Hun havde samtidig også samlet et band med førnævnte Skjærbæk, pianoorkanen Palle Hjorth og stjerneskuddet Vilma, der dengang, som nu, udgjorde en både nænsom, kraftfuld og velspillende kvartet der fuld af tro på det nye albums kvaliteter, leverede en aften fuld af stjerneskud.

Nu har ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen” haft mere end seks måneder at lagres i og Signe Svendsen har både solo - og med band, ligeledes haft tid til at få spillet sig endnu mere ind i sangene, rundt omkring i landets koncertsale.

Forårsturneen havde bragt hende nordenfjords denne gang, og nok har Jammerbugts Kulturcenter ikke Musikkens Hus æstetiske overarme, men salen var fyldt og lyden imponerende god. At Nordjyskes udsendte og ledsagerinde så trak aldersgennemsnittet betragteligt ned, hvilket generelt ikke sker ofte disse år, gjorde at opvarmningen foruden Vilmas sødmefyldte musikalske taksigelsespostkort, også bestod af højlydt snak i salen om alt fra nyresten, ferier med Nilles Busrejser, aflevering af børnebørn og en påmindelse om at øjne pausen mellem Vilma og hovedpersonen til at få besøgt toiletterne.

Sætlisten bestod som i efteråret primært af sangene fra ”Hvem Vil Ikke Elskes Igen” og de blev leverede lige så overbevisende, vis ikke bedre denne gang. ”Du Fik Hendes Øjne”, ”Sig At Solen Rejser Sig” og en følelsesmæssig insisterende ”Lydia”. Højdepunktet var utvivlsomt ”To Minutter”, der med sit nostalgiske tilbageblik på ungdommens uventede og lemfældige kærlighedsøjeblikke, bragte tiden tilbage til de tidlige halvfemsers halfester i Vodskov og Vestbjerg. Igennem hele aftenen var der en særlig forbindelse og klang mellem Svendsen og Skjærbæk, de både komplimenterer og gør hinanden bedre. Skjærbæks ubesværede og vægtløse guitarfingerspil er fryd at bevidne. På ”2 minutter” forløses det i midlertidigt og når så Vilmas 2.stemme blander sig, får vi serveret vokalharmonier, der godt kan frembringe lidt åndenød.

Vi fik også en særdeles kraftfuld version af ”Hjemløse Hjerter” og her kan vi godt på sigt ønske os, at Svendsen entreprenerer med et enkelt symfoniorkester eller to, og får givet både ”Hjemløse Hjerter” og resten af bagkataloget et ekstra swung, for sidder man tilbage med et enkelt savn, så er det at sangene og arrangementerne af og til godt kan spilles endnu mere ud, få tilført endnu flere muskelkræfter. For der er ingen grund til at træde på bremsen, sangenes kvalitet og Signes Svendsens vokal kan utvivlsomt sagtens bære det.

Det kunne de begge afgjort også torsdag aften i Aabybro, hvor publikum kvitterede hele to gange med stående klapsalver og som hovedpersonen konstaterede, når først vendelboer har rejst sig fra sædet, så har man gjort et eller andet rigtigt, og det gjorde Signe Svendsen og band hele aftenen. Igen.