statsoverhoved

Anders Fogh: Det rigtige hvis Stoltenberg fortsætter som Nato-chef

På grund af blandt andet situationen i Ukraine er det fornuftigt, hvis Nato-chef forlænges, mener Anders Fogh.

Anders Fogh Rasmussen har været deltager ved forskellige arrangementer på Folkemødet i Allinge på Bornholm.
Anders Fogh Rasmussen har været deltager ved forskellige arrangementer på Folkemødet i Allinge på Bornholm. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
16. juni 2023 kl. 18:55

Tidligere Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen mener ikke, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal overtage chefstolen i Nato til efteråret.

I stedet bør nuværende generalsekretær Jens Stoltenberg have forlænget sit mandat, lyder det fra Anders Fogh Rasmussen til Ritzau på Folkemødet.

- I lyset af, at der tilsyneladende er forskellige holdninger til, hvem der egentlig skal afløse ham, så synes jeg, det i den nuværende situation er det rigtige, siger han.

Meldingen fra Anders Fogh Rasmussen kom fredag eftermiddag, kort før at flere norske medier erfarede, at USA's præsident, Joe Biden, har bedt Jens Stoltenberg om at forlænge sit mandat.

Der er tale om en forlængelse på yderligere ét år for Jens Stoltenberg, der har været generalsekretær i forsvarsalliancen i ni år.

- Lige præcis i den nuværende anspændte militærsituation i Ukraine ville det måske være godt nok at forlænge ham og så bruge lidt mere tid på at finde ud af, hvem der skal være afløseren, siger Anders Fogh Rasmussen, der var Nato-chef fra 2009 til 2014, videre.

Det norske medie Dagens Næringslivs kilder siger, at Mette Frederiksen fortsat er den mest sandsynlige efterfølger til Jens Stoltenberg. Men i så fald ikke før til næste år, hvor en eventuel forlængelse af nordmandens mandat vil udløbe.

Flere internationale medier har også i den seneste tid beskrevet Mette Frederiksen som en af de førende kandidater til at blive Natos næste generalsekretær.

Hun har dog hele tiden fastholdt, at hun ikke er kandidat til posten.

Torsdag på Folkemødet lød det fra Mette Frederiksen, at hun også gerne ser Jens Stoltenberg fortsætte.

- Absolut. Jeg mener, Stoltenberg har været fremragende – ganske enkelt – i spidsen for Nato.

- Hvis vi kan få ham til at fortsætte, vil jeg mene, at det er en rigtig, rigtig god løsning, sagde hun fra DR's scene i Allinge.

Jens Stoltenberg selv har flere gange understreget, at han ikke "søger en forlængelse". Sådan lød det også fredag, da han blev forholdt historien fra de norske medier.

Torsdag kom han dog med med en udmelding, der kan tolkes som om, at han kan være åben over for at fortsætte.

- Jeg er ansvarlig for alle beslutninger i alliancen undtagen én. Det er min fremtid. Det er op til de 31 allierede at beslutte, sagde Jens Stoltenberg i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

/ritzau/

Forsiden