Aalborg

Ræveskabs-mide fundet i Aalborg

Hundeejere skal huske snoren hvis de ikke vil ubudne gæster med hjem

De ser ikke godt ud, de ræve, der har ræveskab. Arkivfoto
De ser ikke godt ud, de ræve, der har ræveskab. Arkivfoto
28. oktober 2014 kl. 09:10
Opdateret kl. 12:16

AALBORG: Aalborg Kommune har konstateret et udbrud af ræveskab i det østlige Aalborg. Man skal som hundeejer i Aalborg Øst derfor være særlig opmærksom på sin hund og – selvfølgelig - holde den i snor.

Naturvejleder i Aalborg Kommune Klaus Godiksen fortæller:

- Ræveskab er forårsaget af en lille mide, der inficerer rævens pels. Ræveskab er meget smitsomt og kan overføres til hunde ved direkte kontakt mellem ræv og hund. Hvis en ræv har kløet sig op ad f.eks. et træ, kan miderne leve på træet i 4 timer. Er uheldet ude, kan hunde derfor også blive smittet ved denne form for kontakt.” fortæller Klaus Godiksen.

Som hundeejer skal man tage sine forholdsregler. Man skal, som loven foreskriver, sørge for at holde sin hund i snor.

- Er hunden blevet smittet, kan man som hundeejer typisk opleve det ved, at hunden kløer sig voldsomt – ofte starter kløen ved haleroden. Sker det gentagne gange, skal man søge dyrlæge, oplyser Klaus Godiksen, der også kan berolige med, at sygdommen let kureres, når først den er konstateret.

Forsiden