Trine Panum Kjeldsen

Tv2 har været min arbejdsplads de sidste 8 år. Jeg startede som nyhedsvært på Tv2s Morgennyheder i 1996, og det var meget, meget spændende at være med til at starte en helt ny programtype op på dansk fjernsyn.

Siden er det blevet til mange andre programmer. Jeg har bl.a. stået i spidsen for "Far, Mor og børn", "Helt solgt", været vært på TV2/Sporten, vikar på "Go'aften Danmark" og i dag er jeg vært og redaktør på Tv2s kriminalsmagasin "Station2 Efterlyst".

Her arbejder jeg cirka 90 procent af min arbejdstid - resten af tiden er jeg nyhedsvært - ofte på morgennyhederne og i de daglige udsendelser kl. 12, 14, 16 og 18.

Det bedste ved mit job er at jeg dagligt bliver udfordret rent fagligt. Som vært er det vigtigt at jeg hurtigt kan sætte mig ind i forskellige sager - det være sig lige fra politik, til kriminalitet. Desuden interviewer jeg mange mennesker, og har tilmed muligheden for at fortælle deres historier i Tv - det er en kæmpe gave for jeg synes det er vigtigt at huske at alle mennesker HAR en historie der er værd at bruge tid på.

Og så må man jo heller ikke glemme at arbejdet på en tv-station også indbefatter at jeg som journalist og vært har mulighed for at præge nyhedsbilledet i Danmark. Det kræver indsigt og evnen til at stille sig objektivt i forhold til en given sag.

Og så er der jo alle bi-glæderne, hvis man kan kalde det, det?

Sammen med en stylist, finder jeg det tøj, jeg skal ha på i de forskellige udsendelser. Og det er altid dejligt at få nyt. Tv2 SKAL købe alt det tøj, vi værter har på.

Arbejdstiderne er et kapitel for sig, når man laver fjernsyn. Jeg har meget forskellige arbejdstider - nogle gange møder jeg ind på 04.30 om morgenen - andre dage arbejder jeg til midnat - og det kræver naturligvis stor fleksibilitet - også fra min familie.

Jeg er gift - heldigvis med en mand, der også arbejder i mediebranchen, så han forstå når dagene engang imellem bliver lange - og så har jeg to børn - en pige og en dreng.

Min familie betyder alt for mig. Og når jeg har fri forsøger jeg at bruge så meget tid som muligt sammen med dem. Men jeg har også et stort behov for at være mig selv. Derfor løber jeg en del. Det bliver til ca. 4-5 løbeture på en uge. Her får jeg ro til at tænke, samle energi og få vendt nogle arbejdsmæssige ting, som evt. har ligget og drillet lidt. Den times fritid betyder uendeligt meget for mig. Jeg bliver et nyt menneske og en bedre kone og mor med overskud og lyst til livet.

Jeg er uddannet Cand.phil i Dansk og medievidenskab på Ålborg Universitetscenter - og det lå faktisk ikke i kortene at jeg skulle være journalist og blive vært på Danmarks største tv-station. Det var noget der skete lidt tilfældigt. Jeg startede min Tv-karriere, som praktikant på Tv-Ålborg. Her havde jeg mine første oplevelser som Nyhedsvært. Og da jeg havde været der´i 6 måneder, kom der bud fra Danmarks Radio. De skulle lave et underholdningsprogram, og jeg blev ansat som vært. Så jeg droppede at læse videre på universitetet. Jeg ville have læst filmvidenskab som sidefag, men tv-branchen trak...

Da programrækken på DR var slut, flyttede jeg til København og søgte stillingen som Nyhedsvært på Tv2. Jeg fik jobbet og siden jeg lagt al min loyalitet på stationen. Tv2 er min kanal og jeg er meget glad for at være på en arbejdsplads, hvor der er mulighed for at udvikle sig fagligt og blive skubbet videre - f.eks. få udviklet sine lederevner, som jeg gør som redaktør på Station2-efterlyst.

.. og husk så - noget af det bedste ved at være vært er også når man bliver stoppet nede i Netto. Stoppet af seere, der bare lige vil sige at de ser de udsendelser vi laver og synes de er gode. Det redder ofte mine dage - så tak for det!