Danske ejendomshandler kulegraves

Bagmandspolitiet kulegraver netop nu en række danske ejendomshandler for bedrageri og svindel. Det nu hedengangne Abaris var kun toppen af isbjerget, lyder det.

Sagen mod det tidligere First North-noterede ejendomsselskab, Abaris, som startet med afsløringer i Jyllands Posten, er kun toppen af den svindel, der finder sted i forbindelse med køb og salg af fast ejendom, mener myndighederne.

Det vrimler med sager, som i sidste ende ikke blot kan komme til at koste det danske skattevæsen penge, men også blive en bekostelig affære for banker og andre långivere, der er blevet taget ved næsen, skriver dagbladet Børsen.

- Det er et område, som vi ser på. Det er kendt, at vi har Abaris-sagen. Men både Skat og vi er af den opfattelse, at det ikke er en enlig svale, siger Henrik Helmer Steen, vicestatsadvokat i SØK, Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet, til avisen.

Bagmandspolitiet har allerede sigtet en håndfuld personer i forbindelse med det nu kollapsede Abaris.