Efter 50 år er Beatles-albummet 'Abbey Road' nummer et igen

Det er svært at tro på, at 'Abbey Road' stadig holder efter så mange år, skriver Paul McCartney på Twitter.

'Abbey Road' - det sidste studiealbum fra The Beatles - er vendt tilbage til førstepladsen på listen over de mest solgte albums i Storbritannien, 50 år efter at det første gang lå øverst på hitlisterne.

'The Fab Four' har genindtaget førstepladsen med en udvidet jubilæumsudgave af albummet.

- Det er svært at tro på, at 'Abbey Road' stadig holder efter så mange år, skriver Paul McCartney, et af bandmedlemmerne, fredag på Twitter og tilføjer.

- Men så igen - det er et fandens cool album.

'Abbey Road' var i denne uge også det bedst sælgende vinylalbum med næsten 9000 solgte eksemplarer.

Dermed slog det også Liam Gallaghers nye album 'Why me? Why Not'. Gallagher er selverklæret superfan af The Beatles.

Berømt fotografi

Billedet på det berømte cover viser John Lennon gå forrest, da bandet krydser vejen ved deres studier. Han er efterfulgt af Ringo Starr, Paul McCartney og George Harrison.

Idéen til fotografiet stammede fra en tegning af McCartney af tændstikmænd i en fodgængerovergang.

Billedet blev taget klokken 11.35 8. august 1969 af den skotske fotograf Iain Macmillan.

Et stort antal fans var 8. august i år samlet på stedet, hvor billedet blev taget for 50 år siden.

Det oprindelige 'Abbey Road' omfatter 17 numre - deriblandt George Harrisons 'Something' og 'Here Comes The Sun', Ringo Starrs 'Octopus's Garden', John Lennons 'Come Together' og det afsluttende medley af flere uafsluttede sange, som overvejende var skrevet af Paul McCartney.

Beatles-fans valfartede til Abbey Road på 50-årsdagen for udgivelsen af pladen - 26. september.

Tilbage i 1969 havde John Lennon privat meddelt seks dage før udgivelsen, at han var ved at forlade bandet.

Bedre stemning til 'Abbey Road'

De sidste optagelser til 'Abbey Road' blev optaget 12 dage senere - 20. august 1969.

Albummet blev optaget efter de problematiske optagelser af albummet 'Let it Be', som blev udgivet 8. maj 1970.

'Abbey Road' blev indspillet i en langt bedre stemning.