Kan du sige a-syl? Det kan den mystiske unge mand, som bliver afleveret ved skranken i Sandholmlejren lige akkurat. Dermed kan hans uddannelse til nydansker så småt begynde.
Og der er nok at lære for en fremmed så fremmedartet, at man skulle tro, han var dumpet ned fra en fremmed planet. Den navnløse unge mand ved intet. Ved ikke, hvordan man bruger bestik eller tandbørste eller hvordan man tisser uden at få våde bukser.
Navnet Ahmed tager han fra en sympatisk flygtningekonsulent.
Scenerne, hvor Ahmed skal gøres til normaldansker, hører til de absolut mest vellykkede i Åke Sandgrens 'Et rigtigt menneske'. Befriende, fordi de ikke handler om fremmedhad og intolerance, men humoristisk handler om de oprigtigt velmenende, men lidt for selvfede danskeres forsøg på at introducere deres kommende landsmænd til frikadellerne, de marinerede sild og andre af den danske kulturs velsignelser.
Dermed er den sjette danske dogmefilm den første, som aktivt deltager i samfundsdebatten. Det er også den første, som udspiller sig i en verden hvor det fantastiske bryder ind i hverdagens virkelighed. For Ahmed er ikke en flygtning, men en figur fra en helt anden verden.
Bogstavelig talt et fantasifoster. 'Et rigtigt menneske' er en mellemting mellem en legende og et eventyr i realistisk regi. En skotøjsforhandler bærer endda 'Pinocchio'-navnet hr. Stromboli. Gepettos trædukke Pinocchio, der jo så gerne vil være en rigtig dreng, men hele tiden kommer galt af sted. Galt af sted kommer også Ahmed, der gerne vil være et rigtigt menneske.
Lille Lisa er datter af to karrieremennesker, der er så fortravlede, at de næsten fortryder, de har fået noget så besværligt som et barn. Inden de fik Lisa, besluttede Charlotte (Susan A. Olsen) og Walter (Peter Mygind) sig da også for en abort. Det følelsesmæssigt forsømte enebarn Lisa taler nu med sin usynlige storebror, aborten, som hun tror befinder sig inde bag lejlighedens væg. Da Lisa dør ved en bilulykke, og huset kort efter rives ned, rejser Lisas fantasifoster sig fra ruinerne og begiver sig ud i dagens Danmark for at finde sin far og mor og blive et rigtigt menneske.
Men det er svært, når man hidtil har fristet en tilværelse som hulmursisoleret. Aborten Ahmed med status som nydansker bliver udrustet med buskort, placeret i en umøbleret lejlighed i Bellahøj og får et job hos en homoseksuel skotøjsforhandler. Fatalt for den unge mand bliver det imidlertid, at han er så glad for børn. I dem genkender han sin egen uskyld. Men det er ikke lige dét, normaldanskeren ser, når en fremmed mand hænger ud ved legepladser og i svømmehaller og lader de små børn komme til sig.
Så er der dømt pædofili. Det er ikke let at være uskyldig i et mistroisk samfund.
Både i litteraturen og i filmens verden er der en mangfoldig og hæderkronet tradition for fortællinger om den legemliggjorte hellige enfold. Og om den ilde medfart der følger. For verden er jo falden, og kan ikke rumme den rene uskyld. At Sandgren har valgt at understrege Kristus-parallellerne giver desværre den tragikomiske fortælling en lovlig tyngende symbolik, filmen havde stået sig bedre foruden. Der er ingen grund til at hoppe i Jesus-sandalerne for at fortælle et eventyr om at være utilpasset og fremmed i et mistroisk Danmark, hvor dæmoniseringen af de anderledes har fået gode kår.
Men i sit inderste hjertekammer fungerer Sandgrens film. For 'Et rigtigt menneske' er en rørende komedie, der gang på gang kalder på den ømmeste latter. Den understreger dogme-filmenes gennemgående kvaliteter: det håndholdte kameras vitalitet. Skuespillernes nærvær på lærredet.
Replikkerne, der skal være så gode, at de kan stå for egen regning uden følelsesforstærkende tilsætningsstoffer.
'Et rigtigt menneske' er en film af en helt anden støbning end Sandgrens anonyme håndværk i 'Dykkerne'. Her har han lavet en satset og personlig film som i højere grad end dogme-filmene 'Mifunes Sidste Sang' og 'Italiensk for begyndere' prøver at leve en ukonventionel tilværelse på lærredet. Bred og mild som 'Italiensk for begyndere' er den ikke, men er med sin smittende humor på den anden side heller ikke på nogen måde en elitær eller afvisende film.
Filmen står og falder - og den står - med Nikolaj Lie Kaas. Fuldstændig afvæbnende med sin mimik, sin gestik og sin troværdige turnering af de naive replikker, leverer Lie Kaas en præstation af de helt store. Det er, som er hjertets renhed smurt ud over hele fjæset på ham. På trods af at det er en figur udsprunget af det fantastiske, tror man på ham som et rigtigt menneske.
Så meget desto mere ærgerlig er filmens påklistrede slutning. 'Et rigtigt menneske' har ellers en dramatisk fuldt tilfredsstillende slutning indbygget, men Sandgren vælger alligevel til allersidst en sødladen og tandløs slutning. Synd, for det er med til at understrege det springende i en film, der ellers på flere måder rummer så meget af det virkelig gode.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
