Martin Heidegger (1889 – 1976) gentager altid det samme spørgsmål i alt hans forfatterskab, nemlig værens spørgsmålet? Hvad er væren og hvad er det værendes væren?
Ifølge Heidegger så drejer al filosofi om spørgsmålet om værens mening. Det er nemlig dette spørgsmål som er grundlaget for hele Heideggers filosofi. Væren og det værende er groft skitseret således: Væren er = mennesket / livet – Det værende er = ting.
Vi har ifølge Heidegger glemt værens spørgsmålet. Vi lider af en slags værensglemsel – vi har gjort væren om til begreber og vi mangler en på ny åbenhed for værensspørgsmålet. For Heidegger er det kun mennesket der kan stille værensspørgsmålet. Mennesket er ”kastet ind i verden”. I denne heideggerske”kastethed” er mennesket væren-i-verden. Mennesket er for Heidegger en særlig form for til-væren (Som Heidegger kaldte Dasein).
Heideggers filosofi har en procesfilosofisk islæt i og med at hans Dasein (Den føromtalte til-væren) er historie. Ifølge Heidegger forandrer mennesket (Dasein) sig hele tiden, vi er ikke statiske, vi ER historie. Mennesket er væren- i-verden. Heidegger mente, at vi er underlagt en befindtlighed (man kunne også kalde det et stemningsleje).
For Heidegger ser man alt ud fra denne ”omskiftelige befindtlighed/stemningen /tilstand. Stemningen er aldrig den samme. –Den er underlagt en processuel udvikling.
Filosofien for Heidegger forbliver uafsluttet og vi mennesker er mulighedsbetingelser. – Vi er med andre ord åbne processer. Heidegger var berømt for at sige at ”selve teksten findes ikke”. – Teksten er en abstraktion og spørgsmålet skal processuelt anskues dybere.
En anden lighed mellem Heideggers tankegang og procesfilosofien er, at mennesket ifølge Heidegger ikke mere møder sig selv, det møder en ‘teknisk konstruktion’ af sig selv, en konstruktion der er stykket op af den herskende tanke siden Platon.
Teknikbegrebet hos Heidegger kan svare til procesfilosofiens advarsel om, at ikke anskue ting eller ‘noget’, som noget statisk/stabilt (teknificere det) – Det handler om, at holde det filosofiske spørgsmål ”flydende og åbent”. Vi skal holde filosofi-spørgsmålet processuelt uafsluttet.
PROCESFILOSOFI.DK 
Hejsa. Spændende og interessant blog. I forhold til Heidegger processuelle islæt kom jeg til at tænke på, at Heidegger også prøver at sprogliggøre det faktum, at vi som mennesker har evnen til at se en stilstand i enhver proces – i forhold til værensspørgsmålet (og her er Heidegger vel mere inspireret af Parmenides end Heraklit?) det at få øje på den stillestående væren midt i alle de processuelle værender. Mit spørgsmål er så, om synvinklen at-verden-er i stedet for at-verden-bevæger-sig strider imod din procesfilosofi? Mvh Andreas
Hej Andreas og tak for din kommentar. Det er da muligt, at Heidegger var inspireret af Parmenides.
Heidegger, mente i hvert fald, at præ-sokraterne eks. Parmenides m.fl. stillede værensspørgsmålet mere autentisk end de senere filosoffer som Platon m.fl.
Jeg ved at han har holdt foredrag om Heraklit og interesserede sig for denne. Men jeg ved ikke om hans interesse for P. men muligvis har han nok fundet ham interessant som tænker (Højst sandsynligt).
Tak for dit spørgsmål = “at-verden-er i stedet for at-verden-bevæger-sig strider imod din procesfilosofi?”.
Det synes jeg egentlig ikke, da det semantiske ER for mig at se også er en sproglig kontruktion. Det som er – det ER jo netop en verden i processuel udvikling/bevægelse.
Procesfilosofi handler også for mig at se om at revurdere/re-konstituere samt forstå det som faktisk ER. Men spørgsmålet handler måske egentlig bare om semantik? Og semantikken må vel også ligge under forandringens kløer?
Synsvinklen synes jeg ikke taler imod procesfilosofien.
Mvh Kasper