Ræveskab hos hunde

Hvad er ræveskab?

Oprindeligt mener man at skabmiden har været forbeholdt primater, det vil sige mennesker og aber, og derfra har bredt sig til husdyrene. Dette kan også ses ved, at miderne hos de forskellige dyrearter stort set ligner hinanden både i udseende og levevis. Det er således også sandsynligt, at det oprindeligt er hunden, som har ført smitten videre til ræven. Rævene har typisk ikke udviklet nogen naturlig modstandskraft overfor skabmiden, og derfor har sygdommen i nogle tilfælde spredt sig med eksplosiv hast i rævebestande. Dette har medført at ræven stort set har været uddød i nogle egne efter en sådan smitte.

Ræveskab hos hunde: Livscyklus og smitte

Som nævnt er skabmiden en gravemide, som lever hele sit liv på værten. De voksne mider graver boregange i huden, hvor de lægger deres æg. Når disse klækkes, bevæger larverne sig mod hudens overflade, hvor de efter et nymfestadie udvikler sig til voksne individer og så videre. Miderne foretrækker tynd hud og ses derfor initialt på ører, albue- og hasespidser samt på bugen. Herfra kan der senere ses spredning til resten af kroppen. Smitte mellem værtsdyr foregår hyppigst gennem direkte kontakt, da miderne ikke overlever mere end to-seks døgn udenfor værten.

Symptomer

Symptomerne på »ræveskab« er intens kløe, som oftest starter omkring ørerne, men det breder sig jævnfør ovenstående til albuer, haser og bugvæg. Der vil kunne ses hårtab og rød irriteret hud som et resultat af den voldsomme kløeaktivitet.

Diagnose og behandling

Behandling med kløestillende medicin i form af korticosteroider vil ikke afhjælpe problemet, men snarere forværre tilstanden. Din dyrlæge kan stille diagnosen ud fra symptomerne samt ved en påvisning af miden i et hudskrab. Det er svært at finde miderne i hudskrab, da der ikke behøver at være ret mange for at give svære symptomer. Et positivt fund giver dog i alle tilfælde en sikker diagnose. En anden metode til påvisning af skabmiden er gennem en blodprøve. Den kan dog ikke fortælle, om hunden har infektionen nu eller måske har haft den tidligere. Et andet problem med blodprøver som diagnostisk instrument i denne sammenhæng er også, at der går to-fire uger, før den vil kunne detektere miderne. Har hunden modtaget behandling med korticosteroider, og forværres tilstanden herefter, er dette også et godt indicium på infektion med skabmiden.

Selve behandlingen er ikke den store udfordring. Der findes i dag flere sikre midler, og hunden vil hurtigt komme sig uden at risikere varige skader. Det forholder sig derimod noget anderledes for rævene. Her vil infektionen gradvist forværres i en grad, som gør, at ræven vil klø det meste af pelsen af sig og derfor være udsat for kulde.