Da Påskeøen omkring år 1200 blev befolket, var en del af øen dækket af en frodig palmeskov, der gav skygge og fugtighed til jorden samt træ, som befolkningen kunne bruge til at fremstille kanoer, så de kunne fiske.
Indbyggerne på Påskeøen levede i stammer og delte formentlig øen mellem sig. De opførte de store skulpturer af sten til ære for deres forfædre.
\ Om skulpturerne
I dag er Påskeøen hjemsted for næsten 1.000 Moai-skulpturer, som i gennemsnit er 4 meter høje.
De fleste står med ryggen til havet og blikket vendt mod land og de ceremonielle pladser, hvor stammerne udførte deres ritualer.
Mere end 90 procent af Moai-skulpturerne er fremstillet af bjergarten tuf fra væggene i Rano Raraku-vulkankrateret.
Men livet på Påskeøen blev angiveligt vanskeligere efterhånden, i takt med at århundrederne gik. Træerne blev fældet, og til sidst var der næsten ingen tilbage.
Solen bagte jorden, og grøntsagerne voksede dårligt i den tørre jordbund.
Der var ikke længere materialer tilbage, som indbyggerne kunne bruge til at bygge kanoer og andre ting.
Ét sted var forholdene dog stadig gode: I vulkankrateret Rano Raraku.
Ferskvand samlede sig bunden af krateret. Mineraler blev tilført jorden gennem arbejdet i stenbruddet.
I forbindelse med et nyt studie tog forskerne prøver af jorden omkring de to statuer, som står inde i krateret. Resultaterne er publiceret i Journal of Archeological Science.
Dyrkede søde kartofler og bananer
Forskerne udgravede to statuer, som kun stod med hovedet over jorden.
De havde egentlig ikke planlagt at undersøge jordkvaliteten, men ud af nysgerrighed og gammel vane tog én af forskerne prøverne med i laboratoriet.
»Jeg var nødt til at dobbelttjekke, da jeg fik resultaterne tilbage,« siger geoarkæolog Sarah Sherwood i en pressemeddelse fra University of California.
»Der var virkelig høje niveauer af ting, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, ville være der, såsom kalcium og fosfor. Jordkemien viste et højt niveau af grundstoffer, som er afgørende for plantevækst og for et stort høstudbytte.«
Overalt på resten af øen var jorden ellers eroderet og tømt for grundstoffer, som planterne har brug for, men i stenbruddet blev jorden jævnligt tilført fragmenter fra klippegrunden, i takt med at statuerne blev udhugget.
»Det er det perfekt system af vand, naturlig gødning og næringsstoffer,« siger Sarah Sherwood.
Og ganske rigtigt: Befolkningen vidste godt, hvordan de kunne få gavn af de gode forhold. Prøverne viste, at de dyrkede søde kartofler, den tropiske rodfrugt taro samt bananer i krateret.
Hyldest til frugtbarheden?
Man har længe troet, at statuerne inde i krateret ventede på at blive transporteret ud, men nu mener forskerne, at nogle af dem blev placeret i krateret med vilje.
Én af statuerne står på en en stenplatform og ser ud til at være placeret der permanent, ligesom øens øvrige statuer.
Der er desuden fundet tegn på rituel aktivitet rundt om Moai-skulpturerne.
»Forskerne mener, at de to statuer i krateret blev fremstillet som en slags hyldest til frugtbarheden i området,« siger Erik Thorsby til forskning.no, Videnskab.dk‘s norske søstersite.
LÆS OGSÅ: Sensationelt: Mennesker kan være nået til Amerika 100.000 år før antaget
Lod statuerne stå i krateret ud af taknemmelighed
Erik Thorsby er professor emeritus i immunologi ved Universitetet i Oslo og har været på Påskeøen flere gange, hvor han blandt andet har forsket i øbefolkningens DNA.
»Forskerne tror, at de lod nogle af statuerne stå tilbage i krateret som en slags taknemmelighed.«
Der er dog intet, som tyder på, at indbyggerne troede, at statuerne andre steder også ville fremme frugtbarhed, siger Erik Thorsby, som fortsætter:
»Det tror jeg heller ikke, at forskerne mener. De tager ikke stilling til andre statuer på øen, sådan som jeg læser det. Der er heller ikke noget, som tyder på, at andre statuer skal være en hyldest til frugtbarheden. De står foran ceremonielle pladser – ikke jordbrugsområder,« siger Erik Thorsby.
Vigtigt område
Da træerne forsvandt, blev livet hårdt for øboerne, og så steg kraterets betydning for indbyggerne formentlig.
»Det var svært at dyrke grøntsager andre steder, fordi det var så tørt. Rundt omkring på øen anlagde befolkningen haver med mange sten i forsøget på at holde fugtigheden i jorden. Men det var svært at holde på fugtigheden, produktiviteten var lav. Det var derimod frodigt og fugtigt i og ved kratervæggen,« siger Erik Thorsby.
Mange af statuerne i vulkankrateret er nærmest dækket af jord, men udgravningen afslørede, at en af statuerne havde både overkrop og hofter samt en hel del dekorative detaljer på rygpartiet.
Tidligere troede man, at træerne delvist blev fældet for at fragte statuerne rundt på øen, men nyere forskning viser, at statuerne blev vippet på plads med tov. De ‘gik’ altså hen til den plads, hvor de skulle stå.
Det har blandt andet National Geographic skrevet om.
Hatte eller hår?
Forskerne har også undret sig over, hvordan indbyggerne formåede at placere hatte på hovedet af statuerne. Formentlig lavede de store ramper af jord og sten for at kunne trille hattene på plads.
Erik Thorsby er dog slet ikke overbevist om, at det var hatte, stenklumperne skulle forestille.
»De er lavet af rød sten. Mange mener, at det egentlig forestiller hår, og at mange i befolkningen havde rødt hår.«
Da europæerne kom til øen i 1722, var der næsten ingen træer tilbage.
Europæerne bragte en række sygdomme med sig, og senere rejste sydamerikanerne på slavetogt til øen.
I slutningen af 1800-tallet var der blot lidt over 100 rapanuier (navnet på Påskeøens oprindelige befolkning, red.) tilbage.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Forskere finder gener fra amerikanske indianere på Påskeøen
LÆS OGSÅ: Kon-Tiki 2 udfordrer Thor Heyerdahls teorier
LÆS OGSÅ: Fossilt DNA løser gåde om Stillehavets første søfarere
