\ Historien kort
- Norges miljø- og biovidenskabelige universitet præsenterer ni eksempler på dyrenes parringsritualer.
- Dyrenes sexliv kan i visse tilfælde beskrives som evolutionær ekstremsport eller mordforsøg.
- Men selvom det kan gå ganske drabeligt for sig, er der også både romatiske og smukke ritualer.
Hvordan parrer dyr sig?
Nogle gange meget voldsomt.
Forskere fra Norges miljø- og biovidenskabelige universitet præsenterer i denne artikel ni spetakulære og bizarre eksempler på, hvordan dyr kan vælge at udfolde formeringsakten.
Udvalget byder på alt fra eksplosioner og vold til smukke kærlighedshaver.
Kattekuldet kan have flere fædre
Hunkattens ægløsning sker som følge af parring, og det betyder, at hun kan få et kuld unger, hvor ungerne har både to og tre forskellige fædre.
Når hunkatten parrer sig på ny – nogle gange få timer efter den første parring – finder en ny ægløsning sted.
»Hankattens ædlere dele er udstyret med pigge, som har til opgave at stimulere skedevæggen og dermed stimulere ægløsningen,« forklarer Bjarne Braastad. Han er professor ved NMBU – Norges miljø- og biovidenskabelige universitet – og har skrevet adskillige bøger om katte.
\ Læs mere
Den værste form for sex
Kattenes reproduktion er ingenting i sammenligning med det, man på fagsprog kalder ‘traumatisk insemination’, som er en slags parring blandt visse arter af hvirvelløse dyr.
‘Traumatisk insemination’ går ud på, at hannen skærer hunnens underliv op med sin penis og injicerer sæden i bughulen gennem såret.
Sædcellerne spreder sig gennem hunnens blod, til det når frem til æggestokkene, hvilket resulterer i befrugtning.
»Parringen skader hunnen. Den skaber et åbent sår, som er udsat over for smitte. Injektionen af sperm kan også udløse en immunreaktion i hunnen,« fortæller NMBU-forskeren John James Debenham.
Traumatisk insemination er ikke begrænset til forskellige køn eller samme art.
Forskerne har også observeret homofile varianter af traumatisk insemination og på tværs af arter.
\ Læs mere
»Sneaky f*ckers«
»Der findes desværre ikke et godt udtryk på norsk (eller dansk for den sags skyld). Det nærmeste vi kommer er ‘snigere’,« fortæller professor i fiske-økologi ved NMBU, Thrond Haugen.
Fisk lægger æg, og det er almindeligvis de store, dominerende hanner, der vinder det evolutionære kapløb og befrugter dem.
Men hvad gør en lille, spinkel fisk? Har den overhovedet en chance for at sprede sine gener?
»Små, uanseelige lakse- og ørredhanner har udviklet en lusket strategi, der overvinder denne forhindring,« forklarer Thrond Haugen.
»De ligger og lurer i udkanten af de større hanners territorier og venter på det rette øjeblik. Når hunnen lægger æggene, styrter de ind og forsøger at befrugte dem. De sniger sig ind mellem hannerne og hunnerne, der kan være mange gange større end dem selv.«
Men det er en farlig strategi. De risikerer at få de store hanner på nakken, og det kan endda ende med, at snigeren klippes i to af de store hanners kraftige kæber.
Men for hanner, der er for små til at konkurrere om hunnernes gunst, er denne metode det eneste alternativ.
Og når slægtsregnskabet senere skal gøres op, viser det sig ofte, at snigerne bidrager lige så meget som de store hanner.
»Enkelte hanner går et skridt videre. De lader som om, de er hunner, så de kan bevæge sig ubemærket rundt i territorierne,« siger Thrond Haugen.
\ Læs mere
Eksploderende genitalier
Men hvis de snigende lakse- og ørredhanner tror, de har det hårdt, så skulle de lige høre hvad hanbier og droner bliver udsat for.
»Dronerne dør efter den første succesfulde parring,« fortæller Tone Birkemoe, professor i entomologi ved NMBU.
Når de når klimaks, eksploderer den yderste del af deres penis, og de omkommer. Kønsorganerne bliver inde i bidronningen. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så har det en god evolutionær forklaring.
»Den knækkede penis fungerer som en genitalie-prop, der stopper sædcellerne fra at strømme ud af dronningen,« forklarer Tone Birkemoe.
Dermed foretager hannen det ultimative offer for at sikre sig, at hans sædceller befrugter nogle af hendes æg.
Hovedløs parring er intens parring
En knæler (Mantodea) er et insekt, der er nært beslægtet med kakerlakker og termitter. Den regnes ofte til samme orden (Dictyoptera) som kakerlakkerne.
I fangenskab har man ofte observeret, at hunnen æder hannen under parringen.
Hun begynder gerne med hans hoved, og en hypotese fremsat i den forbindelse er, at når hannen har tabt hovedet, parrer han sig mere intenst end før.
»Knælerhannen nærmer sig hunnen med forsigtighed. Der er nemlig umiddelbar fare for, at han bliver ædt, hvis hun skulle have lyst. Men det kræver mere end bare et afbidt hoved at stoppe knælerhannen. Knælerhannen er faktisk skabt til at gennemføre handlingen, selvom han mister hovedet,« fortæller Tone Birkemoe.
Det er lidt af en bedrift i sig selv.
\ Læs mere
Kærlighedshaven
Mens bier og knæler har et temmelig voldeligt kærlighedsliv, så har den rød jordmide (trombidium holosericeum) – eller rød fløjlsmide, som den også kaldes – en mere romantisk måde at tilnærme sig den udkårne, når den skal parre sig.
Hannen skaber nemlig en lille kærlighedshave i håbet om at vinde hunnens gunst.
Haven består af kviste og plantemateriale – samt en meget personlig ingrediens.
»Hannen dækker haven med små pakker fyldt med sæd. Derefter lægger han en sti af silke for at lede hunnen i den rigtige retning,« forklarer Tone Birkemoe.
Hunnen følger silkestien hen til hannens kærlighedshave. Hvis hun kan lide den, sætter hun sig på sæden og lader sig befrugte.
Men alt er ikke fryd og gammen blandt fløjlsmiderne. Hvis en anden han dukker op i kærlighedshaven, bliver der ballade.
»Når en fløjlsmide-han støder på en anden hans have, går han helt bersærk. Han ramponerer haven og dækker jorden med sine sædpakker,« fortæller Tone Birkemoe.
Synes du, det lyder charmerende? Så tag et kig på denne helt vidunderlige tegneserie om fløjlsmidens kærlighedsritualer på theoatmeal.com.
Smuk roset på havbunden
Den lille, søde – og i lang tid ukendte – han-kuglefisk, Torquigener, lægger også meget arbejde i parringsritualet. Den skaber en vidunderlig roset i sandet omkring parringsstedet.
Den lille kuglefisk findes blandt andet i Japan, og dens adfærd blev først dokumenteret af fotografen Yoji Ookata.
»Det er utroligt, at en så lille fisk kan skabe så stort et kunstværk i sandet. Dette er måske det mest udførlige parringsritual, vi kender til. Det er svært at forstå, hvordan fisken kan skabe en så stor struktur i sandet,« mener NMBU-forskeren John James Debenham.
Den lille fisk arbejder længe på at skabe et mønster på kryds og tværs af sandbunden. Rosetten fungerer som beskyttelse, når parret lægger æg i midten.
Se YouTube-videoen, hvor den flittige, lille kuglefisk skaber en roset på havbunden.
\ Læs mere
Make love, not war
Bonoboen regnes for menneskets nærmeste nulevende slægtning.
Når det kommer til sex har disse aber ingen hæmninger. Alle har sex med hinanden; hanner, hunner og unger.
»Det er den mest seksuelle art, vi kender,« siger John James Debenham, der har specialiseret sig i eksotiske dyr.
Mens andre abearter bruger vold for at få sex, bruger bonoboen sex for at undgå vold. Der findes faktisk ingen observationer af vold mellem bonoboerne. Måske er det, fordi hunnerne er dominerende.
Hvis en han forsøger sig med at bruge magt og vold mod en han, kommer hele pigeflokken efter ham.
Aberne lader heller ikke til at bekymre sig om hinandens sexliv, og det ser ikke ud til at jalousi eksisterer i flokken.
Læs mere om bonoboen i Psychology Today.
Bigami blandt spurve
Jernspurven, også kaldet brunellen, er en lille spurvefugl, der oftest lever en skjult tilværelse i skove og krat.
Jernspurvehunnen parrer sig ofte med to eller flere hanner.
Desuden danner hunnen et socialt partnerskab med de udvalgte hanner, hvilket er ganske sjældent blandt fugle.
Man kan finde partnerskab med to hanner og én hun, og nogle gange firkanter med to af hvert køn, der deler rede, og parrer sig med hinanden. Resultatet er, at ungerne i reden ofte har forskellige fædre.
»Det er en evolutionær ekstremsport at spilde ressourcer på at opfostre andre hanners unger,« siger professor i adfærdsøkologi ved NMBU, Geir Sonerud.
Som modsvar på denne utroskab har hannerne udviklet deres egen modstrategi: Jernspurve parrer sig meget hurtigt og kan gøre det mange gange om dagen.
Hvis hunner har parret sig med han 2 og han 1 kommer tilbage, sker der noget usædvanligt. Hun vender ryggen til han 1. Han 1 prikker til hende bagfra, så han 2’s sæd sprøjter ud. Bagefter parrer de to jernspurve sig, så han 1 (sandsynligvis) er far til ungerne.
Hvorfor? Tja, begge hannerne tror, de er far til ungerne og vil derfor hjælpe hunnen med at fodre hendes unger.
På denne måde kan hun opfostre flere unger end hunnerne, der kun har én partner.
For hannerne er det tilsvarende bedst med et partnerskab med to hunner uden at skulle dele dem med en anden han.
Så længe den anden han kun hjælper til, men uden faderskab. Det hænder nemlig også.
»Resultatet er et kontinuerligt kapløb mellem hunner og hanner,« slutter Geir Sonerud.
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark
