De nordiske vikinger havde muligvis sarte numser. I hvert fald er de ansvarlige for udbredelsen af en type heste-gangarter, som fik en ridetur til nabobygden til at være langt mere komfortabel for bagpartiet.
Vikingerne var nemlig målrettede hesteavlere med fokus på hestenes gangarter, og deres favorit har nok været den islandske hest med den i dag berømte gangart – tölt.
Sådan lyder en af konklusionerne på et nyt, internationalt DNA-studie.
Resultatet overrasker flere forskere, da det bryder med tidligere opfattelser af menneskets indblanding i dyrs udvikling.
»Det har indtil nu været bredt accepteret, at målrettet avl af husdyr er noget, der er opstået indenfor de seneste par århundreder. Studiet her er et klart bevis for, at de allerede i vikingetiden udvalgte særlige egenskaber, som de aktivt avlede hestene efter,« siger ph.d. Ernest Bailey fra University of Kentucky, der forsker i heste, men ikke deltaget i studiet.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.
Mystisk gangart begyndte i England
Studiet undersøgte DNA-prøver fra 90 hesteskeletter dateret fra omkring år 6000 før vor tidsregning og frem til år 1100.
I en hest fra mellem år 850 og 900 fundet i England har forskerne fundet en enkelt mutation i hestens DNA, som med tiden skulle sprede sig en stor del af alle verdens heste og for evigt forny rideoplevelsen hos vikinger, riddere og moderne hesteelskere.
Mutationen ledte til en ændring i den del af DNA’et, som står for at styre hestens ben i den ønskværdige rækkefølge, når den bevæger sig. Nærmere bestemt et gen ved navn DMRT3, som de engelske forskere kalder ‘the gait keeper’ efter det engelske ord for gangart – ‘gait’.
DNA-mutationen tilføjede dermed alternative gangarter som for eksempel tölt til hestenes repertoire. Når heste tölter, går benene som trommestikker, men rytteren på mystisk vis sidder nærmest stille på hestens ryg. Se et eksempel i videoen herunder.
Danske vikinger tog engelske heste med til Island
Den gruppering af nordiske vikinger, som netop i årene omkring 850 havde bosat sig i England, tog DNA-mutationen til sig.
Under vikingetogter til Island i de følgende årtier, bragte de sandsynligvis nogle af mutanthestene med sig og har aktivt rendyrket de heste, der ved hjælp af det ændrede gen gik mere behageligt for rytteren, lyder det i det nye studie.
»Ud fra vores fund af mutationen hos de islandske hesteskeletter fra perioden mellem år 900-1100, tror vi, at de nordiske vikinger tog muterede heste med sig til Island efter at have fundet dem i England omkring år 850,« forklarer Arne Ludwig fra Leibniz Institute for Zoo and Wildlife Research, der er en af forskerne bag DNA-projektet.
»De har formentlig været glade for den nye, komfortable gangart og ville have den med til deres nye hjem,« siger han.
Læs også: Forsker: Heste kommunikerer med ørerne
Enkelt mutation spredt til 40 millioner heste
Siden da er det gået hurtigt, vurderer forskerne.
»Det tyder på, at fordi der på Island i forvejen var en temmeligt begrænset population af heste, tog det ikke lang tid, før alle heste på øen havde mutationen, fordi vikingerne favoriserede den egenskab, når de skulle avle på hestene,« forklarer Arne Ludwig.
\ De komfortable gangarter
Studiet refererer til de komfortable gangarter som »ambling gaits«, hvilket ikke har en dansk oversættelse, men dækker over flere forskellige gangarter som tölt, pasgang, flyvende pas, løbende gang, foxtrot m.fl.
Heste med mutationen kaldes på engelsk »gaited horses«, og kan altså – udover at skridte, trave og galopere – også udføre én eller flere af de særlige gangarter.
I Danmark er det mest kendte eksempel på en »gaited horse« nok den islandske hest, der kan tölte, som du kan se i videoen ovenfor.
Selvom det i dag er de islandske heste, som især er blevet kendte for de ekstra behagelige gangarter som tölt, så dækker mutationen af DMRT3-genet over flere forskellige komfortable gangarter, som du kan læse mere om i faktaboksen.
De populære, behagelige gangarter har vikingerne med tiden sørget for at sprede langt ud over Islands grænser, fortæller Arne Ludwig.
Spredningen er sandsynligvis sket via vikingernes handel med andre folkeslag, siger han.
»Fordi vikingerne var så effektive til at avle på hestene, så mutationen blev ført videre, er varianter af de behagelige gangarter i dag udbredt til over halvdelen af alle hesteracer. Det svarer til omkring 40 millioner heste verden over«, siger Arne Ludwig.
Læs også: Heste skærer ansigter som mennesker
Arkæologiprofessor: lidt tvivlsomt studie
Selve vikingernes udveksling af heste mellem øerne overrasker ikke Dagfinn Skre, der er professor i arkæologi ved Universitet i Oslo.
»Det er kendt stof i arkæologkredse,« siger han.
»Hvordan skulle hestene ellers være kommet til en ubeboet klippeø midt ude i havet?« pointerer han.
At de særlige gangarter kan spores til heste fra England, dét er derimod overraskende, mener Dagfinn Skre.
»At vikingerne har opdaget mutationen i England og så medbragt den til Island, det er nyt for mig,« siger han.
Studiet har dog nogle svage punkter, påpeger Dagfinn Skre, som mener, der mangler mere data for at kunne konkludere, at hestene med DNA-mutationen rent faktisk oprindeligt stammer fra England og ikke fra Skandinavien.
»Dokumentationen i undersøgelsen bygger på blot 90 hesteskeletter fra en lang tidsperiode på over 7.000 år. Heriblandt kun 10 fra Skandinavien, som faktisk især var det sted, vikingerne oftest medbragte heste til Island fra i den periode. Det, synes jeg, er et lidt lille udsnit,« siger Dagfinn Skre.
Flere heste fra Norge, tak
Dagfinn Skre studser desuden over, at der ud af de 10 skandinaviske heste ikke er undersøgt DNA fra norske heste, kun danske og svenske.
»Hvis man antyder, som de gør i studiet, at mutationen ikke fandtes i Skandinavien, før den blev indført til Island fra De Britiske Øer, burde man også have undersøgt norske heste,« pointerer Dagfinn Skre.
»Mange af de islandske vikingebosættere kom fra den norske vestkyst. Vi har masser af hesteskeletter fra den periode, så de kan i princippet bare gå i gang,« siger han.
Han tilføjer, at det samme kan siges om Irland og irske heste.
Læs også: Hesteforsker vil knække ulykkeskurven
Hesteforsker: ikke vigtigt hvor mutationen skete først
Det har dog ikke den store betydning, om mutationen fandtes andre steder end i England inden 800-tallet, mener Ernest Bailey fra University of Kentucky.
»Studiets kerne ligger i den hurtige udbredelse. Mutationen kan muligvis være begyndt et andet sted i en anden hest endnu tidligere, eller den kan være begyndt på De Britiske Øer. Det er ikke det vigtige,« siger han.
»Det, der betyder noget i det her studie, er, at der åbenbart var en kraftig spredning af DMRT3-mutationen, som begyndte med de engelske heste, og som – baseret på historiske fakta – muligvis er blevet taget med til Island af vikingerne og derfra spredt videre.«
