Hvad vil ske, hvis vi slipper elefanter og andre store dyr løs i Europa?

Forestil dig, at du kører gennem et frodigt, grønt landskab i Frankrig eller Tyskland og ser en flok elefanter, der vandrer frit omkring.

Selvom det lyder fuldstændig absurd, er det kun 10.000 år siden, at skabninger på størrelse med elefanter levede på kontinenter som Europa. Det er kun et ganske kort øjeblik på en evolutionær skala.

I løbet af de seneste 10.000 til 60.000 år har mennesket næsten på egen hånd elimineret omkring 80 procent af verdens store planteædere, der vejer over et ton – de såkaldte ‘megaplanteædere‘.

Den sidste mammut vandrede for eksempel for blot 3.700 år siden rundt på Wrangeløen ud for det sibiriske fastlands nordøstlige kyst.

Det kæmpe store tab af megaplanteædere på så relativt kort tid har haft konsekvenser for plantelivet, som vi stadig kan se den dag i dag.

Megafauna spiller en afgørende rolle

Afrikas gigantiske planteædere – som giraffer og elefanter – spiller en afgørende rolle ved at spise træer, buske, græsser og urter, hvilket er med til at opretholde et mangfoldigt og sundt landskab med en balance mellem skov og græsarealer.

For eksempel vælter elefanter træer, hvilket giver græsser plads til at vokse og hjælper savanneøkosystemerne med at trives.

De store planteædere er også afgørende for at sprede frø på tværs af landskabet samt hjælpe med at genbruge næringsstoffer i jorden.

For at genoprette balancen i økosystemerne, der er beskadiget af forskellige faktorer så som tabet af større dyr, er det blevet foreslået, at vi bringer lokalt uddøde arter tilbage – blandt andet megaplanteædere.

Det arbejdes der allerede i dag på i Afrika med organisationer som Space for Giants og African Parks. Problemet er, at vi ved meget lidt om, hvordan genindførelse af disse gigantiske dyr kan påvirke mindre arter, hvoraf visse selv er truet af udryddelse.

Talte bunker af dyrebæ

I et studie publiceret i Journal of Animal Ecology belyser vi konsekvenserne af genindførsel disse arter i økosystemer, hvor de tidligere har levet. Vi undersøger mere specifikt, hvordan megaplanteæderne påvirker livet på en kenyansk savanne.

Ved at udelukke elefanter og giraffer fra et område i savannen ved hjælp af elektriske hegn, studerede vi, hvordan andre dyr i området reagerede på deres fravær.

Vores metoder var enkle, men ildelugtende: I løbet af 12 år talte vi afføringsbunkerne fra 12 arter af mindre planteædere som impalaer, zebraer, gazeller og bøfler.

Det gjorde det muligt for os at vurdere, om disse dyr foretrak at opholde sig i områder med eller uden elefanter og giraffer.

Vi fandt, at de fleste dyr, især de mindste, foretrak elefant- og giraffrie zoner. Faktisk var zebraer de eneste dyr, der foretrak områderne med disse megagræsædere, måske på grund af zebraers præference for store åbne områder med færre træer og mere græs (det efterlader også mere mad til zebraerne – hverken elefanter eller giraffer spiser meget græs).

Lille forsøg med elefanter i Danmark

Vores resultater indikerer, at genoprettelse af bestandene af megaplanteæderne vil reducere de levesteder, som mindre planteædere foretrækker.

Det er især vigtigt at tage højde for i områder, hvor mindre arter allerede er truet. Men det betyder ikke, at vi helt bør se bort fra værdien ved at genindføre de tonstunge vegetarer.

Danske forskere har omtalt et meget lille forsøg, hvor en naturvejleder i 2008 lånte tre asiatiske elefanter fra Cirkus Benneweis og lod dem græsse i tre døgn i Eskebjerg Vesterlyng ved Kalundborg.

De er mammuttens nærmeste levende slægtninge, som vi endnu ikke har været i stand til at genoplive.

Der er desuden allerede mere end 100 asiatiske elefanter i fangeskab i USA, som kunne få lov til at færdes frit i større indhegninger.

Efterligning af uddøde arters rolle i økosystemet

Planer som disse vil udvide større truede arters habitater og og øge deres bestande. Det vil også give værdifulde muligheder for at observere megaplanteædernes effekt på oprindelige planter og dyr, inden der overvejes større udsætninger, samtidig med at velfærden for elefanter i fangenskab forbedres.

Et andet eksempel er at finde i Australien, hvor forskere har foreslået indførslen af vilde elefanter og næsehorn for at hjælpe med begrænsning af skovbrande.

Fordi de store dyr spiser masser af planter, der, når de er tørre, giver næring til hyppigere og varmere brande, kan de store dyr efterligne visse uddøde arters rolle i økosystemet, som den nu uddøde 1,5 ton tunge kæmpe wombat.

Men indtil sådanne eksperimenter rent faktisk finder sted i Europa, Nordamerika eller Australien, må vi stole på, hvad man ved om lignende arter i andre økosystemer for at få en idé om, hvad vi kan forvente.

Økosystemet og fødevareforsyningen kommer sig

Det er vigtigt at påpege, at ligesom elefanter og giraffer reducerer densiteten blandt træer, der er blevet flere af i løbet af deres fravær, er deres effekt på andre planteædere sandsynligvis et tegn på, at økosystemet og fødevareforsyningen vender tilbage til den mere naturlige og noget sundere tilstande.

Det bør ikke være et problem, så længe vi ved omhyggelig planlægning, forvaltning og overvågning sikrer, at andre plante- og dyrearter ikke trues med udryddelse som følge af genindførelsen.

Uanset om vi introducerer erstatninger for uddøde giganter eller returnerer eksisterende megaplanteædere til deres tidligere tilhørssteder, bør de potentielle økologiske effekter af genindførelse af så store skabninger på indfødte planter og dyr ikke overses. Specielt bør vi holde et vågent øje nu, i takt med at vi skruer op for genindførelsesindsatsen globalt.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.