Da Charles Darwin arbejdede på evolutionsteorien, bemærkede han, at tamme pattedyr havde en lang række fælles egenskaber, som de ikke delte med deres vilde forfædre.
Mange husdyr og kæledyr skifter pelsfarve, får mindre tænder, mindre hjerner, en anden ansigtsform og tammere opførsel.
Udviklingen af disse træk, som vi mennesker opfatter som søde, kalder forskerne for domesticeringssyndromet.
Men hverken Darwin eller mange forskere efter ham har for alvor kunnet forklare den besynderlige tendens.
Nu forsøger tre biologer sig med en ny teori. De mener, svaret skal findes i fosterudviklingen.
LÆS OGSÅ: Da ulven blev menneskets bedste ven
Sibirisk sølvræv skiftede udseende på 50 år
Adam S. Wilkins, Richard W. Wrangham og W. Tecumseh Fitch henviser til et større studie, som startede op i Sovjetunionen i 1950’erne.
Målet var at gøre den sibiriske sølvræv til et husdyr. Man udvalgte de tammeste og mest medgørlige dyr i hver generation og parrede dem med hinanden.
Over 50 år senere er resultatet af dette forsøg en ræv, som er meget tammere, men også mere hundeagtig i udseendet.
Hos sølvræven ser man mange af de samme egenskaber, som er blevet observeret hos andre tamme husdyr. Forskerne mener derfor, at der er tale om en gruppe egenskaber, der hænger sammen og kan udvikle sig samtidig over relativ kort tid.
Det store spørgsmål er, hvorfor alle disse andre egenskaber dukker op, når dyrene først og fremmest bliver avlet til at blive tammere og roligere?
Mindre adrenalin, frygt og stress i husdyr
I en nye forskningsartikel henviser de tre forskere til flere tidligere studier, der viser, at husdyr har lavere niveauer og stresshormon og reduceret funktion i binyrerne, som er de kirtler, der blandt andet udskiller adrenalin i kroppen. Binyrerne spiller også en central rolle i, hvordan kroppen reagerer på frygt og stress.
Tidligere teorier hævder, at ændringerne har fundet sted fordi mennesket først og fremmest har avlet på de dyr, der er mindre angste og aggressive. Det har så medført en generel tendes mod mindre produktion af stresshormoner, som så skulle påvirke resten af dyret.
Men ændringerne i en kirtel kan ikke forklare alle de forandringer, domesticerede dyr har gennemgået, skriver Wilkins, Wrangham og Fitch.
Særligt cellelag forklarer ændringer i husdyrs udseende
De tre biologer mener, at alle ændringerne kan spores tilbage til nogle celler i den tidlige udvikling af et hvirveldyrfoster i livmoderen, nemlig en gruppe celler, der kaldes ‘neurallisten’ (Neural crest cells).
Neurallisten er et cellelag, som formes mellem det, der bliver huden og centralnervesystemet, mens fosteret endnu er et embryo.
Disse migrerende celler er såkaldte multipotente stamceller, hvilket indebærer, at de specialiseres til et bredt spekter af forskellige celler og strukturer i kroppen.
De er blandt andet grundlaget for pigmentproduktion, ansigtsknogler og sener, muskler og forskellige dele af nervesystemet, som binyrerne deler.
Denne liste virker bekendt. Neurallisten står nemlig for de fleste af de samme områder, der påvirkes ved domesticeringssyndromet.
På den måde er der en kobling mellem:
-
Det, som mennesket har avlet på: mindre aggressiv adfærd, koblet til binyrernes produktion af hormoner, og
- De ydre kendtegn, som er typiske for husdyr: ændret pelsfarve, mindre tænder, mindre hjerner og en anden ansigtsform.
Forskerne spekulerer på, om mennesker måske (uden at vide det) har valgt dyr med defekter i neurallisten, når de har skulle udvælge, hvilke dyr der skulle parres for at skabe et tammere dyr.
Bløde ører hos husdyr forklares med fejl i celler
De nye egenskaber og defekterne er blevet forstærket gennem hver generation med tammere dyr, og til sidst ender man med domesticeringssyndromet.
Forskerne gennemgår, hvordan mange forskellige fejl og mangler i neurallisten kan føre til de ændrede egenskaber, som man ser hos husdyr, enten direkte eller indirekte påvirket af neurallisten.
For eksempel nævner de, at de celler, der står for bruskdannelsen i øret, er en del af neurallisten, og bløde og hængende ører kan forklare en lille fejl i cellerne, da vilde dyr stort set altid har spidse og oprejste ører.
Forskere erkender: Det er blot en hypotese
Da der er tale om en hypotese, ved forskerne ikke, om forklaringen holder vand.
Efterhånden som der kommer mere viden om forskellige domesticerede dyrs genomer, kan forskerne undersøge, om neurallisten påvirkes på en særlig måde, der går igen i flere forskellige dyrs gener.
Hypotesen har også nogle svagheder, og de tre biologer medgiver, at de ikke kan forklare alle de egenskaber, der følger med domesticeringen, og at der måske også findes alternative forklaringer.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
