Fogh anmelder Roald Als: Min bedste spindoktor

KORT NYT: Fogh anmelder bog af den satiriske tegner Roald Als: "Han har gjort mere for mit image end nogen spindoktor eller reklamemand."
Fogh anmelder bog af Roald Als.
Fogh anmelder bog af Roald Als.Foto: Tegning af Roald Als
Rasmus Nielsen

I sin anmeldelse i Politiken skriver statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bl.a.:

 "Jeg finder det rigtigst at indlede denne anmeldelse med en tilståelse: Jeg er en stor fan af Roald Als.

Det vil han helt sikkert ikke bryde sig om at høre. For den olme socialdemokrat har gjort, hvad han kunne for at udstille, afsløre og kritisere mig - og mange andre politikere - lige så lang tid, jeg kan huske.

Som oftest meget talentfuldt. Han har en uforlignelig evne til at fange, udstille og spidde den aktuelle politiske situation. Det har givet ham en helt særlig status. Jeg har deltaget i mange morgenmadsmøder, hvor dagens Roald Als-tegning i Politiken er gået bordet rundt under stor moro. (...)

Jeg er Roald Als megen tak skyldig. Han har gjort mere for mit image end nogen spindoktor eller reklamemand. Hans konsekvente karikatur af mig som køllesvingende hulemand - til tider i forskellige ekstra-forklædninger - har været uvurderlig for mit politiske brand. Og han fik markedsført mit feltråb, »Pengene fosser ud af statskassen« mere effektfuldt, end jeg selv kunne.

I bogen afsløres det, at hans mangeårige sparringspartner - kaldet 'negeren' - hvis civile navn er Poul Einer Hansen, kæmper for at få tegneren til at opgive sin praksis med at tegne mig i stenalderskind. Poul Einer Hansen tror ganske enkelt ikke på, at hulemanden eksisterer længere. »Men tegneren vil ikke tage imod fornuft«, hedder det. Jeg håber, at Roald Als står fast. Det vil være en ulykke, hvis han tager imod fornuft. (...) 

Roald Als er et eksempel på, at tegninger kan have enorm betydning for den politiske meningsdannelse. Han er nok den mest renlivede og slagkraftige EU-modstander på scenen i dag. I bogen er der et syredryppende kapitel om 'Euro nej tak'. Og Roald er meget bevidst om sin egen magt. Blandt skriver han, at Tøger Seidenfadens ledere ikke generer ham, »for jeg ved, at én tegning har meget større gennemslagskraft end spalter fyldt med akademiske betragtninger«. Så fik Tøger dén.

Jeg fristes til at spørge forsigtigt: Er der da slet ikke noget, der er gået godt, siden Anker kørte fast på kanten af afgrunden? Jo, naturligvis. Men Roald Als er i opposition. Og det er hans nødvendige drivkraft. Også på det punkt vil det være en ulykke for mange, hvis han tager imod fornuft." 

Roald Als og Poul Einer Hansen: En god socialdemokrat - et olmt tilbageblik på danmarkshistorien 1980-2008. Politikens forlag, 336 sider, 249 kroner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

0:000:00