Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) er en af de mest betydningsfulde tænkere i det 20. århundrede. Han er omstridt, men selv hans argeste modstandere kan ikke benægte, at hans indflydelse har været enorm. Fænomenologi, eksistensfilosofi, hermeneutik, dekonstruktion. Heidegger er ophavsmand til væsentlige dele af den såkaldt kontinentale filosofis forgreninger i de sidste 100 år. Hans indflydelse gør sig gældende, også hvor man mindst venter det og blandt folk der dårligt nok ved hvem han er.
Selvfølgelig stod Heidegger selv på skuldrene af andre: han har læst Kierkegaard, Nietzsche, Dilthey, var elev af Husserl og trak på hele filosofiens historie. Men det er nok ikke for meget sagt, at han står for en væsentligt accentforskydning i filosofien og er et trafikalt kundepunkt af de mere bemærkelsesværdige.
Og så er han for en historisk, politisk og ideologisk betragtning prekær, fordi han slog følge med nazi-partiet i starten af 30erne. Gjorde han det af ren opportunisme og karriererytteri, eller var der simpelthen et slægtskab mellem hans livsfilosofiske tænkning og nazismens åndelige rødder? Det har været en del diskuteret, bl.a. i Rüdiger Safranskis store biografi »En mester fra Tyskland«, der kom på dansk i 1998. De fleste vil nok være enige om, at man ikke kan afskrive Heidegger pga. den betændte historie, men at der måske på den anden side var elementer i hans tænkning, der disponerede ham for at gå i denne historiske fælde.
Det er selvfølgelig interessant, når der fra arkiverne fremkommer utrykte og ukendte tekster, som kan udvide eller måske endog forskyde det gængse billede af en stor tænker. I tilfældet Heidegger gælder det en del tidlige forelæsninger fra årene 1919-1923, altså før det tidlige hovedværk »Sein und Zeit« fra 1927. Netop i disse år vandt Heidegger filosofisk berømmelse i Tyskland. Med Hannah Arendts ord kom hans ry til at rejse »gennem hele Tyskland som rygtet om den skjulte konge«.
Den løfterige tone i Arendts fanfare-agtige formulering, har de tre redaktører taget til sig i forordet til den nyligt udkomne bog »Den unge Heidegger«. Det forudskikkes at vi i arbejdet med de nyfremdragne forelæsninger kommer ind i Heideggers filosofiske laboratorium, og ikke blot kan se de tidlige forudsætninger for hans tænkning, men også tanker, teser og afprøvninger som ikke senere blev fulgt op, veje som han måske kunne have vandret. Der loves både nøglen til hele Heidegger og »et overflødighedshorn af forskellige tænkeveje.«
Mere kultur ville være godt
»Den unge Heidegger« er fremkommet ved at oversætte og trykke de forelæsninger, der blev givet af yngre danske, tyske, finske, norske og svenske forskere på en international konference på Københavns Universitet i 2002. Og desværre bærer bogen i for høj grad præg af sin oprindelse. Artiklerne er eksegetiske på en noget indadvendt måde og virker for benovede over både emne og sammenhæng. Der er for lidt guided tour over rundvisningen i dr. Heideggers laboratorium. Man skal være meget interesseret og helst selv Heidegger-(amatør)-forsker for at kunne fornemme det mulighedsrum, redaktørerne anslår i forordet. Lidt mere distance til mesteren og lidt mere kultur- og filosofihistorisk baggrundsstof ville have gjort underværker.
Wenche Marit Quist har fat i Heideggers spændende læsning af Paulus' breve til thessalonikerne, men det virker næsten som om hun holder igen på pointerne for ikke, at provokere det filosofiske selskab med for meget teologi.
Søren Overgaard foranstalter en dejlig kontant mandjævning mellem Heidegger og Husserl, hvad angår epoché-begrebet. Og Anne Granberg har et godt kritisk blik for hvordan den eksistentielle pathos er Heideggers filosofiske projekt iboende og samtidig er med til at gøre det immunt over for kritik.
For skal man ikke selv være »egentlig«, dvs. præstere en særlig eksistentiel attitude for overhovedet at kunne forstå Heideggers tænkning? Spørgsmålet kan lyde absurd, men det er faktisk relevant at stille det, og denne lidt skumle gråzone mellem tænkning og »liv« siger lidt om, at man ikke bør nærme sig dr. Heidegger med en udelukkende akademisk og saglig ærbødighed. For så ender man måske med at sidde indespærret i en kolbe i doktorens laboratorium!
