Hans Hauge vil være kendt af Berlingskes læsere som bidragyder til Groft Sagt og som en kommentator, der stiller spørgsmålstegn ved vore antagelser og fordomme. Han er desuden modtager af Georg Brandes-Prisen (2003), og han har en fornem litterær produktion bag sig. Nu har han barslet med en bog om et af tidens svære emner, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt det 20. århundredes største tænker, Martin Heidegger (1889-1976), var nazist og antisemit eller ej. Heidegger blev som ung i 1927 med ét slag verdensberømt på sin disputats »Væren og tid«, som var et forsøg på at afmystificere vores opfattelse af den menneskelige tilværelse og gøre vores eksistens til et spørgsmål om at være i praksis i verden og opfatte verden med vores følelser. Men den store filosof støttede i perioder nazismen, og der har lige siden 1980erne raset en intens debat om, hvorvidt Heidegger var nazist og antisemit, og hvorvidt disse holdninger kom til udtryk i hans filosofi. I Woody Allens film »Irrational Man« (2015) siger professoren, at han også vil skrive »endnu en fucking bog om Heidegger og nazismen«. Kan man være det 20. århundredes største filosof og samtidig være antisemit og nazist?
Hans Hauges bog, som er en slags forstørret Groft Sagt med et væld af indskudte fortællinger og anekdoter, er ikke kun en bog om Heideggers eventuelle nazisme, men en debat om, hvordan vi stadig lever i skyggen af den nazistiske periode, og hvordan nutidens mennesker bruger nazismen til at fremme egne holdninger. Der er ifølge Hans Hauge tale om ideologiske udskamninger, der vil fremme bestemte ideologiske og politiske mål. Hauge nævner, at den norske forfatter Kjartan Fløgstad fordømmer Heidegger som nazist og antisemit, mens Kjartan Fløgstad selv er en »folkelig marxist«, der er på nazijagt i kulturhistorien. Hauge peger også på, at jo længere vi kommer fra naziperioden, jo stærkere synes nazijagten at være, og han nævner så forskellige folk som den danske digter og forlægger Ole Wivel, der i 2007 blev anklaget for at nære sympati for nationalsocialismen, og den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i Sverige blev anklaget for fascisme, fordi han talte om Hitler og nazismens »emotionelle appel«. Og som Hauge sørgmodigt registrerer: »Ingen stalinister er blevet udelukket. Hans Scherfig og Hans Kirk er klassikere.«
Denne kritik af, hvordan vi i nutiden stadig opererer med fortidens ideologier for at fremme egne holdninger, er kun ét af flere lag i Hauges fascinerende bog. Angrebene på Heidegger er i Hauges øjne et forsøg på at fjerne de humanistiske retninger, der har sikret universiteterne en klassisk tyngde i teoretisk tænkning. Ved at angribe Heidegger baner man vej for nye tendenser, hvis videnskabssyn passer godt til en moderne tids syn på universitetet, hvor det ikke skal være fordybelse i filosofiske materier, der dominerer, men noget, der kan give overskud på bundlinjen. Vi taler om et i Hans Hauges øjne intellektuelt forfald fra dyb tænkning til faktura.
Hauges bog om disse temaer er fulde af indsigtsfulde øjeblikke og skægge randbemærkninger, ganske som i Groft Sagt. Problemet starter først, når han vælger Martin Heidegger som illustration. Det er Hans Hauges påstand, at Heidegger blot var en ubetydelig, småborgerlig nazist, og at hans antisemitisme intet havde at gøre med hans filosofi. Jo, jo, Heidegger havde en »raptus«, da han i 1933 blev rektor for det navnkundige Freiburg Universität og talte varmt om nazismen, men der var kun tale om en mindre sag, og siden forblev Heidegger på sidelinjen i det nazistiske samfund, selv om han beholdt sit nazistiske partimedlemskab indtil 1945. Der er bare det lille problem, at Heideggers såkaldte »Schwartze Hefte« (»sorte notesbøger«) blev udgivet i 2014, og at der heri findes en håndfuld antijødiske formuleringer, men dem afviser Hauge som af mindre betydning. Og så var der i 2016 udgivelsen af en brevveksling mellem Heidegger og hansbror, Fritz, hvor der også er antisemitiske bemærkninger, men de afvises også som ubetydelige. For at nå den konklusion, at Heidegger dybest set ikke var antisemit og blot en småborgerlig nazist, anvender Hauge en Holberg-agtig argumentationsform: De mange jøder i Heideggers omgangskreds så ham ikke som antisemit. De »rigtige« nazister i samtiden så ham ikke som »rigtig« nazist. Og den store danske teolog K.E. Løgstrup, som var i Tysklandsamtidig med Heidegger, har aldrig nævnt, at Heidegger var nazist eller sagde noget antisemitisk. Ergo kan Heidegger ikke være rigtig nazist eller rigtig antisemit. Og desuden, som for at vise at morlil virkelig ikke kan flyve, havde hans holdninger ikke indflydelse på hans filosofi, skriver Hauge.
Problemet er blot, at eksemplerne ikke helt holder vand. Af de mange jødiske filosoffer i Heideggers omgangskreds var der flere, der noterede hans nazisme og antisemitisme, og Hauge refererer ikke altid sagerne helt fair. Han skriver, at den jødiske filosof Hans Jonas mente, at Heidegger ikke var antisemit. Det er rigtigt, men læserne får ikke den fulde historie om Hans Jonas’ syn på Heidegger. Hauge refererer til en tale i 1964 i NewJersey, hvor Hans Jonas omtalte Heidegger kritisk, men Hauge undlader at skrive, at Jonas i sin tale blandt andet citerede Heidegger for at have sagt følgende i en tale til tyske studerende:
»Teorier og ideer skal ikke være reglerne for jeres tilværelse. Føreren selv og han alene er det nuværende og det kommende Tysklands virkelighed og dets lov. Heil Hitler.«
Hans Jonas udtrykte senere den holdning, at Heideggers kreative nye sprog og hans spørgsmålstegn ved den vestlige filosofis humanistiske tradition havde ført ham til nationalsocialismen. I 1973 mødtes Heidegger og Hans Jonas, men Jonas forlod mødet forbitret, fordi Heidegger ikke forstod, hvad han havde gjort, og ikke viste anger, som det fremgår af Christian Wieses bog »The Life and Thought of Hans Jonas« (2007). Man kunne nævne andre tillfælde af tendentiøs historieskrivning, men sagen om Jonas må være nok her.
Når Hauge bruger diverse nazister til at vise, at Heidegger ikke var »rigtig« nazist, er argumentationen svag, for Heideggers manglende karriereheld og betydning i det nazistiske hierarki skyldtes den sædvanlige magtkamp i partiet og ikke, at han officielt distancerede sig fra nazismen. Han forblev jo også partimedlem til krigens slutning.
Endelig bruger Hans Hauge mange sider på en utroligt spændende beretning om K.E. Løgtrup og dennes hustru, der havde jødiske aner. De sagde aldrig noget om Heideggers antisemitisme og nazisme, og de havde været i Tyskland i 1930erne. Hauge kalder dem sandhedsvidner, når de påstår, at Heidegger var god nok. Men sagen er, at Løgstrup aldrig skrev noget om sin tid i Tyskland eller om Heidegger, og derfor kan fravær af udsagn (argumentum ex silentio) ikke bruges som vægtig bevisbyrde.
Og endelig til spørgsmålet om, hvorvidt Heideggers eventuelle antisemitisme og nazisme havde betydning for hans tænkning. Hauge afviser, at det er tilfældet, men flere udsagn peger i den anden retning. I de »sorte notesbøger« giver han jøderne skylden for den fremmedgørelse fra »væren«, som det moderne menneske befandt sig i. Jødedommen var en del af dén vestlige modernitet, han var kritisk over for, og han skrev, at jøderne modsatte sig nationalsocialismens raceteorier, fordi de »med deres udtalte talent for at være snedige i lange tider selv har levet efter racens principper ...«
Hauge glider af på den klare dokumentation i notesbøgerne og slår tilbage ved at gå til modangreb: »Hvorfor hyldes Günter Grass, der i mange år skjulte sit engagement i SS?« Men at Grass var et råddent æble, undskylder vel ikke Heidegger?
Hans Hauges bog er udfordrende og spændende og stikker kniven lige ind i vores betændte underliv, hvor man kritikkløst godtager klicheer og antagelser. Men han får ikke frikendt Heidegger.
Hvad: Løgstrup, Heidegger og nazismen
Forfatter: Hans Hauge.
Sider: 360.
Pris: 328 kr.
Forlag: Univers
