Hedebosyning | Broderihåndbogen

Hedebosyning

Hedebosyning er den overordnede betegnelse for de hvide syninger, der opstod “på Heden” i 1800-tallet. Hedeboegnen var området mellem København, Roskilde og Køge. Nye teknikker udsprang af tidligere, og derfor kan hedebosyning inddeles i en række af teknikker, som adskiller sig fra hinanden, men har det tilfælles at de syes hvidt i hvidt og oprinder fra samme tidsperiode og sted. I samme periode andre steder i landet fandtes andre former for folkebroderi, der i eftertiden er blevet samlet under betegnelsen almuebroderi, men det er kun teknikkerne dragværk, rudesyning, tællesyning, hvidsøm, baldyring, udklipshedebo og hedeboblonde, der hører til kategorien hedebosyning.

Syende kone af Siegumfeldt, Greve museum

Portræt af fru Ryder med hedebokrave, malet af Herman Vedel

Hedebosyningerne udsprang af en lang, ikke kun dansk, tradition for at sy såkaldte hvide syninger eller hvidsøm. I forskellige former var hvide syninger en mode, der kom igen og igen på kryds og tværs af hele den vestlige del af Europa, helt tilbage fra den tidligere italienske renæssance. Emma Gad skriver i Salmonsens Konversationsleksikon om syninger som:

udføres med hvid Traad paa Hørlærred, menes at være en folkelig Efterligning af Arbejder, udførte af Adelskvinder, der havde rejst i Italien, hvor Hvidsyning spillede en stor Rolle i 16. og 17. Aarh.; dog er det vanskeligt at gøre Rede for Tidspunktet for dens Oprindelse, da den har fundet Anvendelse paa linnede Brugsgenstande, som efterhaanden er blevne opslidte. De ældste Stykker, vi har opbevarede, skriver sig fra den sidste Halvdel af 18. Aarh., men vi har skriftlige Vidnesbyrd om, at H. (hvidsyning, red.) udførtes i Danmark adskillige Aarh. tidligere.”

Den skriftlige kilde, hun refererer til, er et brev fra 1525, hvor en ung kvinde, Karine Lykkesdatter, efter sigende har tillært sig “[...] Linnedsøm og at gøre Halsklædekraver med de smaa Heden Søm i Render, og ved vel, hvor hun skal Sye det baade med aabne Gange og andre Render imellem”, efter et ophold på Ring Kloster. Det fortæller os, at mange af de teknikker, som efterfølgende samledes i fællesbetegnelsen hedebosyning, var kendt fra tidligere og måske havde rejst langt, før de kom i hænderne på bønderne fra Heden.
Hedebosyning blev brugt til at udsmykke de mørke bondestuer. Flere steder bliver denne udsmykning omtalt som ‘at drage hjemmet’, hvilket refererer direkte til dragværket, den ældste af hedebosyningerne, der også blev kaldt uddragen syning, fordi man drager tråde ud af stoffet for at skabe en huleffekt. De hvide broderier blev syet på skjorter og særke, pyntehåndklæder, på omhæng til senge, på pudevår, på de såkaldte mellemværk og på lagener. Dertil kom lyseduge til borde, stolpestykker til tobaksskabenes små hjørnestolper, og knæduge til brændeovnens ‘knæ’.

Bundstoffet var hvidt hørlærred og tråden ligeledes hvid hør, og det var hør, som bønderne selv dyrkede og forarbejdede for til sidst at væve og spinde den til stof og tråd. Perioden, hvor hedebosyningen opstår, var en forholdsvis kort periode fra 1770'erne til 1870'erne. De teknikker, der går under betegnelsen hedebo, kan i eftertiden være svære at skelne fra hinanden, da overgangene indimellem er flydende, men det er brugen af det enkelte sting eller mønster, der giver teknikken et navn frem for et andet. Som udgangspunkt bliver udtrykket mere ’frit’ med årene. De første teknikker, som dragværk, rudesyning og tællesyning, er syet over talte tråde. Broderiet følger således trådene, og udtrykket bliver som følge heraf kantet og geometrisk. De senere teknikker som hvidsøm, baldyring og udklipshedebo består i højere grad af frit broderi.
Ligesom almuebroderiet fik hedebosyningen en omsiggribende kulturel betydning i kraft af dens symbolske værdi. Således handler historien om hedebosyning ikke kun om selve broderiet, men også om den tidsånd, som broderiet var et udtryk for. “I Tiden omkr. 1850 var Sansen for H. (hedebosyning, red.) så stærk, at de unge Piger greb Broderiet i enhver ledig Stund; ja, de siges at have været så øvede, at de kunde sy i Maaneskin.” Sådan skriver Emma Gad i Salmonsens Konversationsleksikon i begyndelsen af 1900-tallet, hvor hedeboteknikkerne blev genoptaget og betragtet som en vigtig kulturarv og et nationalt prydsmærke. Udtalelsen er en romantisering af både folkets ånd og evner. Hedebosyning blev således hvirvlet ind i en større nationalromantisk dyrkelse af danskhed, kunsthåndværk og tradition omkring århundredeskiftet. Syningerne fandt vej ind i storbyens mode og blev i borgerskabskredse den fysiske manifestation af ideen om noget særlig dansk, der var opstået af flid og tradition.

Pyntehåndklæde udført med hvidsøm, Folkedans Danmarks studiesamling.

På Københavns Vold aftenen før Store Bededag, af Andreas Herman Hunæus 1862

I sidste halvdel af 1800-tallet var det blevet særlig populært at have en amme fra Heden i hjemmet, og med sig bragte hun de hvide syninger. Heden blev symbolet på alt, hvad der var sundt og dansk, smukt og flittigt. Disse ammer blev vist frem med stolthed – se fx A. H. Hunæus maleri fra 1862 kaldet “På Københavns Vold aftenen før Store Bededag”. Til højre i billedet går en amme med en stor hvid særkekrave.
Foreninger blev oprettet for at fremme det gode håndværks sag, og der opstod skoler til uddannelse og dannelse af unge kvinder med det dobbelte formål at forædle æstetikken og kvaliteten af de arbejder, der alligevel blev udført i de danske hjem – husflid måtte gøres til kunstflid – og at give kvinderne mulighed for en ekstraindkomst ved salg af samme arbejder. Sidst men ikke mindst ønskede man at bevare og fremme traditionen, som dette danske håndværk var udtryk for. Det var sand og sund bondekultur som hedebosyning, der gjorde Danmark særlig, og som kunne fremvises med stolthed på de store internationale udstillinger, heriblandt verdensudstillingerne, i årene omkring århundredeskiftet.