Klamme billeder af kulsorte rygerlunger og gule tænder skal fremover pryde cigaretpakkerne. Sundhedsstyrelsen forventer, at billederne vil få rygere til at overveje at skodde smøgerne.

Billeder af en rask lunge ved siden af en kulsort rygerlunge, en mund hvor halvdelen af de gule tænder mangler og et barn med astmamaske, kan møde danske rygere, næste gang de skal i kiosken for at købe smøger.

Fra onsdag den 15. februar må tobaksindustrien ikke længere sælge cigaretter uden de skræmmende billeder. De må dog gerne tømme lagrene med de gamle pakker, hvilket betyder, at der går et stykke tid inden alle cigaretpakker har skræmmebilleder.

På det københavnske værtshus Wall Street er Stine Troelsen dog ikke særlig påvirket, da Berlingske Nyhedsbureau viser hende en af de nye skræmmepakker med et billede af rygerlunger.

- Billederne er ikke særlig attraktive, men det får ikke folk til at stoppe. Man kan jo bare vende pakken om, så man ikke længere kan se billedet, siger hun.

I alt kan man finde 14 forskellige billeder og to grafikker på landets cigaretpakker, som Sundhedsstyrelsen har lavet. Tobaksfirmaerne skal rotere billederne løbende, så rygerne får alle billederne at se.

Stine Troelsen på 27 år har røget siden hun var 16 og har ingen planer om at stoppe.

- Jeg synes det er hyggeligt at ryge, og jeg vil have lov til at tage en smøg. Så jeg har ikke tænkt mig at stoppe, med mindre jeg lige pludselig bliver rigtig syg, siger hun.

Australien, Canada og Brasilien har længe haft skræmmebilleder på deres cigaretpakker, og i 2010 vedtog Folketinget at følge deres eksempel. Billederne er et skridt videre end det EU-direktiv, som påbyder, at der skal være en advarende tekst på cigaretpakkerne.

Hos Sundhedsstyrelsen er chefkonsulent Jørgen Falk sikker på, at de nye skræmmebilleder vil gøre en forskel.

- Billederne har en reel effekt, fordi de øger folks informationsniveau omkring sammenhængen mellem rygning og sygdom. I stedet for bare at tænke, at rygning er usundt, kan man se på billederne, at det er direkte skadeligt, siger han.

Selvom det er vanskeligt at måle effekten af skræmmebillederne, ved man fra erfaringer i udlandet, at nogle aldersgrupper er mere modtagelige end andre.

- Billederne har en bedre kommunikativ effekt på børn og unge, end på de ældre, såkaldte erfarne rygere, der har røget det meste af livet. Derudover ved vi, at billederne øger motivationen for at stoppe med at ryge, siger Jørgen Falk fra Sundhedsstyrelsen.

Hvadenten man bliver påvirket af billederne eller ej, har Jørgen Falk meget skræmmende fakta omkring rygning.

- Halvdelen af dem, der ryger et helt liv, dør af en sygdom, som rygningen har medført, for eksempel kræft, lungesygdomme, kol eller hjerte/karsygdomme.

Men 27-årige Stine Troelsen fra Wall Street og mange andre unge rygere, behøver alligevel ikke at miste gløden fuldstændigt.

- Undersøgelser viser, at hvis en, der har røget siden vedkommende var ung, stopper før 35-års fødselsdagen, kan han eller hun få den samme livslængde, som en der aldrig har røget, siger Jørgen Falk fra Sundhedsstyrelsen.