Hun var kvinden, der satte sig 'på tværs i hendes indre univers'

Anne Linnet afslører i ny erindringsbog sin store uforløste kærlighed. Det var Susse Wold, der satte sig 'på tværs i hendes indre univers'.

Det tog Anne Linnet et sekund at forelske sig i Susse Wold. Det var i 1980, over pindemadder og champagne. Fra et let kys på kinden voksede sangerindens forelskelse i den 15 år ældre skuespillerinde, der blev en inspiration til et historisk sangkatalog, men også kilden til uforstilt lyst og ugengældt kærlighed.

Anne Linnets kommende biografi ‘Testamentet’ samler op, der hvor hendes første erindringer ‘Hvor kommer drømmene fra’ slap. Vi møder hende, da hun er 20, har født sit første barn, datteren Eva, og karrieren med Shit og Chanel blusser.

Senere fulgte bandet Marquis de Sade med sange som ’Venus’, ’Hvor du er’ og ’Blod’. I mange år var ingen ringere end skuespillerinden Susse Wold en ‘strømførende muse’ for Linnet. Men hun blev også hendes ulykkelige kærlighed.

Anne Linnet og Susse Wold i billeder

linnet startbillede

Det første møde

Fra hun møder Susse Wold første gang ved en prisuddeling i 1980, hvor hun vader direkte hen og kysser hende på kinden, til hun i 1985 langsomt slipper taget, skriver de sammen, både med flere og på tomandshånd, taler nætterne tynde og en enkelt gang overnatter Susse Wold hos Linnet.

Første møde følges op af et pludseligt møde på et hotel i New York, - Hun er et rådyr, der står i skovbrynet og vejrer luften, sky og spændt som en fjeder, parat til at flygte, lyttende til et hjerteslag. Mit hjerte hamrer. Gad vide, om hun kan høre det, husker Anne Linnet om mødet, der varer et par minutter, inden hun ønsker hende godnat.

Hjemme i Danmark skriver Anne Linnet et langt brev til Susse Wold, som bliver besvaret, og flere følger. Om hvad, afslører erindringerne ikke. Men forholdet ændrer sig radikalt.

- Hun har været bange for mig, tror jeg, og jeg kan mærke, at det er hun ikke længere. Det skræmte hende, at jeg er så vild med hende, at jeg er ligeglad med at lide det ene nederlag efter det andet.

En dag er Susse Wold på hotel i Horsens, Anne Linnet kører ned fra Aarhus i håb om at møde hende. Men det sker ikke, og det brev, hun efterlader Susse, bliver modtaget, men ikke besvaret.

- Nu blev jeg for alvor ked af det. Og skuffet over et menneske, som jeg synes, jeg via brevene er ved at lære rigtigt godt at kende, og som jeg ved, vil have glæde af mig, og som jeg selv vil have glæde af.

Dagen inden havde Susse givet hende kræfter til at skrive ’Jomfruers dyd’, og hjemme igen føder hun på svigen ‘Du går forbi mig’, der udgives i 1984. Det er også Susse, der bliver til ‘Du har sat dig på tværs/i mit indre univers, univers, univers’ i sangen ’Venus’, der ender på pladen ’Hvid magi’ det følgende år.

Kontakten er sparsom, og af en fælles veninde får Anne Linnet fortalt, at Susse ikke er glad.

- Åh for helvede, det ved jeg jo godt. Hvorfor helvede opsøger den kælling mig ikke? Jeg kan heale hende. Det kan godt være, det ikke er gjort på to minutter, men jeg ved, at jeg kan gøre det, og jeg ved, at hun ved det. Men jeg er blevet afvist én gang, så nu må hun selv tage initiativet, skriver Linnet.

Selvom Anne Linnet af og til trodser det cølibat-år, hun har gang i og ser et par mindre faste partnere, er det også hende, der fortsætter med at tage initiativet. Hun sender roser, og Susse takker med et brev. Som en forelsket, der bliver nervøs, rød i hovedet og stammer, ringer Linnet og ønsker hende tillykke på hendes fødselsdag. Men Susse bliver glad, og det gør Anne Linnet dobbeltglad.

linnet startbillede

- Jeg tænker meget på hende, faktisk hver dag, selv mens Toula (elskerinde, red.) er her. Ikke når vi elskede, men når jeg står og synger, tænker jeg kun på Susse, måske fordi det for det meste er hende, jeg har tænkt på, da jeg skrev sangene.

Som Anne Linnet betragter det i erindringerne, løser Susse Wold op. De mødes på tremandshånd i Linnets lejlighed med en fælles veninde. Drikker champagne, spiser brød og ost. Linnet lytter til Susses meninger om teater og musik, en klog kvinde, tænker hun. Ved totiden tager de afsked. Linnet undskylder det første brev, som nok gik for tæt på, og Susse kvitterer med at spørge, hvilken ringklokke der er til hendes lejlighed. Og for første gang også med et kindkys.

Kan hjælpes

Senere følger flere samtaler i telefonen, og sangerinden erindrer, at Susses mand, skuespilleren Bent Mejding er forbavsende imødekommende. Anne Linnet mærker mere og mere, at hun har svært ved at skabe musik, når kontakten til Susse ikke er der.

- Men den kan hjælpes, hvis jeg psykisk modtager de rigtige impulser, og her har Susse før påvirket mig til at lette den proces.

En martsdag i 1985 trykker Susse Wold endelig ringeklokken ind til sangerindens lejlighed. De mødes, bare de to. Igen drikker de champagne og taler længe, og igen går hun ved totiden.

Anne Linnet og Susse Wold i billeder

Samme år udkommer pladen ’Hvid Magi’. Susse Wold er med til udgivelsesfesten, og midt mellem dans, drinks og samtaler tager hun Susses hånd og senere hendes arm, da de skal hjem. De ender hos Linnet, som tager et bad, mens Susse falder i søvn med tøjet på, mens Linnet betragter ‘den sovende skønhed’. Det næste, der sker i bogen er, at Linnet laver kaffe næste morgen. De taler om, at Susse ikke forstår hendes cølibat. Til gengæld ved skuespillerinden godt, at folk tror, hun er til damer, men betror hende, at hun faktisk aldrig har sovet med en kvinde.

- Da hun går, holder jeg om hende og hvisker, at jeg elsker hende. Så smiler hun og går.

Uendelig kærlighed

Anne Linnet får aldrig Susse Wold helt, og hun har svært ved at holde den tvetydige og omskiftelige kontakt ud.

- Min store kærlighed til Susse er ikke blevet mere enkel, tværtimod. Jeg må indse, at den uendelige, altomfattende kærlighed, der strømmer fra mig mod hende, ikke strømmer den anden vej helt på sammen måde. Derimod strømmer der en klokkeklar og ren linje direkte i mine nervebaner i form af inspiration.

I slutningen af bogen holder hun Susses føldselsdag i Linnets nyindkøbte villa på Frederiksberg. Også Susses mand siden 1983, Bent Mejding, er med. Men sangerinden er i tvivl, om han overhovedet fatter, at den rejse til Venedig, hun forærer hans hustru, faktisk ikke er en joke. Den er betalt.

Anne Linnets ‘Testamentet’ udkommer på People’s Press i morgen.

linnet startbillede